 Den fri abort handler om retten til at bestemme, om man vil være forældre eller ej. Og den beslutning kan af langt de fleste tages inden for den nuvæ-rende grænse, mener Sex & Samfund.
I slutningen af juni blussede debatten om den 12-ugers abortgrænse i Danmark endnu engang op. Nogle mente således, at grænsen bør hæves markant – herunder Politiken, der i en leder den 29. juni hævdede, at den danske abortlovgivning er blevet udhulet.
Debatten fik Sex & Samfunds formand Christian Graugaard og lederen af forenin-gens Præventions- og Rådgivhningsklinik Charlotte Wilken-Jensentil at udarbejde følgende debatindlæg omkring vores holdning til aborgrænsen:
(Debatindlæg bragt i Politiken 4. juli 2010)
Sex og Samfund har i årtier kæmpet med næb og klør for kvinders ret til seksuel og reproduktiv selvbestemmelse – ikke mindst når det gælder retten til fri abort. Det kan derfor synes paradoksalt, at vi – på linje med Etisk Råd - forholder os kritisk til en fremrykning af den gældende abortgrænse, sådan som det er blevet foreslået fra flere sider den seneste tid.
Lad os derfor kort forklare, hvorfor vi finder den nuværende 12 ugers grænse (med tilhørende dispensationsmuligheder) fornuftig.
Hensigten med abortens frigivelse i 1973 var at give kvinder, som blev uønsket gravide, mulighed for at vælge, om de var parate til familieforøgelse eller ej. Fri abort handler om familieplanlægning, ikke om at fravælge bestemte slags børn. Derudover skal det naturligvis være muligt – som det har været i menneskealdre – at abortere syge eller misdannede fostre, også selvom skaden konstateres sent. I den nugældende lovgivning er der da også indbygget gode muligheder for sen abort, og ni ud af ti ansøgninger imødekommes rutinemæssigt. Loven fungerer med andre ord, som den skal.
For Sex & Samfund handler sagen om, hvorvidt kvinden/parret inden udgangen af 12. svangerskabsuge er i stand til at tage en beslutning om deres fremtidige fami-liesituation, og det er der gode grunde til at tro, at det altoverskyggende flertal kan. Antallet af dispensationsansøgninger udgør således kun fem pct. af det samle-de abortantal, og ansøgningerne handler næsten udelukkende om tilfælde, hvor der sent i svangerskabet er fundet sygdom eller misdannelser hos fosteret. At dette tal har været let stigende, er ikke overraskende i en tid med hastigt udviklende scree-ningsteknologi.
Abort er sjældent nogen let beslutning, men flytter man abortgrænsen, forlænger man tvivls- og usikkerhedsperioden og risikerer dermed at gøre en svær beslutning endnu sværere. Hertil kommer, at selve abortindgrebet bliver mere kompliceret og ubehageligt, jo længere tid man udskyder det.
Endelig er der den etiske side af sagen. Ved at flytte abortgrænsen kan man frygte, at der bliver åbnet op for en glidebane, hvor par ikke blot vælger abort på grund af sygdom eller handicap, men også ved mindre skavanker eller ligefrem – som man har set skræmmeeksempler på i udlandet – på grund af fosterets køn. Vi finder det derfor rimeligt at fastholde, at ønsker om sene aborter vurderes af et sagkyndigt råd, hvis praksis naturligvis må afspejle den løbende udvikling i tilgængelig fosterdi-agnostik. Det er ikke en beslutning, kvinden og hendes partner skal stå med alene.
Af disse grunde mener Sex & Samfund ligesom Etisk Råd, at den nuværende 12 ugers grænse er fornuftig. Den fri abort handler om retten til at bestemme, om man vil være forældre eller ej. Og den beslutning kan af langt de fleste tages inden for den nuværende grænse.
|
