Hvorfor Uge Sex?
Fordi både lærere og elever udtrykker et stort behov for bedre seksualundervisningsmateriale.
Sex & Samfund gennemførte en kortlægning i 2005, som viste, at kun 1 ud af 10 lærere er tilfredse med undervisningen. Lærerne har ofte ingen uddannelse indenfor området, og de mangler ekstern støtte til opbygning af gode forløb. Seksualundervisningen er desuden meget uensartet på landets skoler til trods for, at det har været et obligatorisk fag siden begyndelsen af 1970’erne.
Uge Sex-materialet kommer rundt om alle vigtige emner indenfor seksualundervisning, og i temamaterialet bliver der hvert år sat fokus på specifikt udvalgte temaer.
Stigningen antal af sexsygdomme og aborter blandt unge
En anden begrundelse for vigtigheden af Uge Sex er, at et stigende antal af danske unge smittes med sexsygdomme.
Klamydia er mest udbredt og anslås at ramme 50.000 unge hvert år. Andelen af unge, der testes positive for klamydia, er således fordoblet siden 1998.
Også antallet af aborter blandt helt unge kvinder fra 16-19 år er steget med 16% siden 2001.
Et seksualiseret samfund stiller nye krav
I dagens samfund, hvor seksualitet fylder meget i det offentlige rum, er det ekstra vigtigt at lave seksualoplysning til unge. Unge tørster efter seriøs information om seksuel sundhed, kærlighed, følelser, prævention, osv.
Der findes dog meget få informationsmaterialer, der er skrevet til unge i deres eget sprog, og i de medier, de unge bruger. Det er meget vigtigt, at informationen præsenteres i øjenhøjde med de unge og bruger de medier og udtryksformer, de unge selv bruger. De unge skal tages seriøst samtidig med, at man taler deres sprog.
Denne problemstilling er der blevet fokuseret meget på i Uge Sex-materialet, og vi har derfor valgt både at lade internettet, mobilen, quizzer, m.m. indgå som vigtige dele af materialet.
|