Beslutning om abort afhænger ikke af etnicitet
af Sex & Samfund
28-1-08
Det høje antal aborter blandt ikke danskfødte kvinder i Danmark skyldes ikke deres nationalitet eller kultur, men at de generelt har ringere sociale og økonomiske leveforhold.
Vil man nedbringe antallet af aborter blandt ikke danskfødte, skal man først og fremmest kæmpe for at få dem ind på arbejdsmarkedet og for at forbedre deres økonomiske situation. Arbejdsløshed og dårlig økonomi er nemlig to vigtige faktorer for valg af abort, viser en ny dansk undersøgelse.
Studiet af kvinders abortvalg viser, at etnisk herkomst ikke har nogen beviselig betydning for valg af abort. Konklusionen er, at den høje abortrate blandt etniske kvinder kan forklares ved, at langt flere ikke danskfødte er arbejdsløse eller dårligt stillet økonomisk.
Manglende viden om prævention blandt ikke danskfødte
Mange kvinder angiver, at deres årsag til at vælge abort er, at de i forvejen har to eller flere børn. Dette gør sig gældende for langt flere ikke danskfødte end danskfødte kvinder. Det tyder på, at de ikke har tilstrækkelig adgang til information om prævention, og derfor må de oftere må vælge abort, når familien har nået den størrelse man ønsker og magter.
Flere skandinaviske studier har netop vist, at disse kvinder oftere føler sig dårligt oplyst om prævention, og hos Sex & Samfund er man klar over det store behov for at nå de ikke danskfødte kvinder. Det arbejder man for ved at sende undervisere ud til skoler, ungdomsuddannelser, væresteder og sprogskoler. En øget viden om reproduktiv sundhed skal give kvinderne mulighed for at tage et selvstændigt og informeret valg.
Lige ret til sundhed
I studiet konkluderer man, at ikke danskfødte kvinder udgør en sårbar gruppe med ringe socioøkonomisk status og høj arbejdsløshed. Og netop denne situation udsætter dem for en større risiko for at skulle gennemgå en abort. Dette er et problem, hvis man vil opretholde den danske velfærdsmodel med lige ret til sundhed for alle.
Se hele undersøgelsen her
|