Medicinsk abort og praktiserende læger

Af Dinne Leth-Miller
Artiklen er fra Månedsskrift for praktisk lægegerning

April 2001

Vil du være vågen eller vil du sove?
Syv farmaceutstuderende har interviewet 13 praktiserende læger om deres viden og holdning til medicinsk abort. ­Lægerne er positive, men har ikke meget viden. Den de har stammer fra deres ­patienter, og her er det et problem at kun de kirurgiske aborter kommer til kontrol.

Hvert år foretages 16.000–20.000 aborter i Danmark, og antallet har gennem en årrække været uændret. Selvom aborttallet skulle blive lavere, vil emnet provokeret abort også fremover have stor individuel og samfundsmæssig interesse.

Denne interviewundersøgelse af praktiserende lægers holdning til og viden om medicinsk abort kan øge opmærksomheden om grundlaget for rådgivning af abortsøgende kvinder og måske give anledning til ændring af samarbejdsrutiner mellem almen praksis og sygehuse.

Medicinsk abort
Efter at have talt med sin praktiserende læge får kvinden en henvisning til et hospital. På henvisningen bør der stå, hvorvidt kvinden skal have foretaget kirurgisk eller medicinsk abort. Medicinsk abort er dog kun mulig indtil udgangen af 8. eller 9. uge, afhængig af hvilket hospital der hen­vises til.

Ved medicinsk abort gives 600 mg mifepriston, hvorefter patienten tager hjem. To dage senere møder patienten igen og får oplagt et Cervagem-vagitorium. Cervagem gives for at få livmoderen til at trække sig sammen og dermed sikre at den tømmes fuldstændigt. Efter opsætning af Cervagem-vagitoriet observeres patienten i 4 ­timer og sendes herefter hjem. I løbet af de første to dage efter indtagelse af mifepri­ston, men inden Cervagem, vil over halvdelen af kvinderne normalt have aborteret. Fire timer efter at Cervagem-vagitoriet er oplagt, vil cirka 85% af kvinderne have aborteret, mens de resterende kvinder som regel aborterer inden for en til seks dage. To uger senere kommer patienten til en kontrolundersøgelse på sygehuset, for at ­sikre at aborten er vellykket.

I august 1998 havde de første 100 kvin­der gennemgået en medicinsk abort på Amtssygehuset i Herlev. Kvinderne blev bedt om at kommentere forløbet samt give kommentarer og forslag til forbed­ringer (1).

Kun halvdelen, 56%, var tilfredse med den information, de havde fået hos deres praktiserende læge, mens 85% fandt orienteringen på sygehuset tilfredsstillende. ­Patienterne efterlyste især bedre information om de smerter, der kan optræde i forbindelse med medicinsk abort, samt de psykiske eftervirkninger. Hovedparten, 80%, ville atter vælge medicinsk abort, hvis de kom i samme situation. De kvinder, som ikke ville vælge samme metode, fravalgte denne oftest på grund af smerter; andre fandt oplevelsen uæstetisk eller langtrukken.

Medicinsk abort udføres her i landet ­oftest med en kombination af mifepriston og prostaglandin, og er lige så effektiv som kirurgisk abort, dvs. mere end 95% af aborterne er fuldstændige (2–4).

For at undersøge hvilke faktorer de praktiserende læger vægter i forbindelse med rådgivning om abortmetoden, ønskede vi at interviewe en række praktiserende læger i københavnsområdet.

Vi valgte at begrænse os til dette område, da der på dette tidspunkt ikke var mange steder i resten af landet hvor der blev udført medicinsk abort. Vi ønskede at tale med læger, der var tilknyttet hospitaler, som på det tidspunkt udførte medicinsk abort. Endvidere ønskede vi en vis spredning i lægernes alder og køn for at opnå et repræsentativt billede.

Det viste sig at være svært at få læger til at give sig tid til at lade sig interviewe, men vi opnåede alligevel en tilfredsstillende sammensætning af interviewpersoner.

Vi interviewede i alt 13 læger, 5 kvindelige og 8 mandlige læger.

Som udgangspunkt for interviewene havde vi en interviewguide, for at sikre at vi fik besvaret nogenlunde de samme spørgsmål, for derved at kunne foretage en sammenligning.

Interviewguiden bygger på de faktorer, vi forventede påvirkede de praktiserende læger.

Interviewene varede fra 15 minutter til 1½ time. Interviewet bestod af et delvist struktureret interview med interviewguide og et åbent interview, så lægen fik mulighed for at komme ind på emner, vi ikke umiddelbart havde tænkt på. Lægerne er betegnet med numre og K/M for henholdsvis kvinde og mand. De 13 lægers ­meninger er blevet sammenholdt og kommenteret. Vi fandt ingen generelle kønsforskelle i lægernes rådgivning. Vi har i beskrivelsen lagt vægt på nuancer, forskelle og ligheder.

Brug for bedre kommunikation
Vi blev overraskede over, hvor lidt lægerne generelt vidste om medicinsk abort. Kommunikationen mellem de praktiserende læger og de gynækologiske afdelinger fungerede ikke optimalt. De praktiserende læger får løbende tilbagemelding fra deres pa­tienter efter en kirurgisk abort i modsætning til efter en medicinsk abort, hvor de kun hører om komplikationer. Det skyldes, at kun patienter, der har fået foretaget en kirurgisk abort, kommer til efterkontrol hos deres praktiserende læge. Derfor er lægerne afhængige af formidling fra de gynækologiske afdelinger, hvis de skal kunne give kvinderne en mere konkret og fyldestgørende rådgivning. Bedre samarbejde kan forebygge, at patienten foreslås forskellige behandlingsmetoder eller oplever modstridende udsagn fra egen læge og sygehus.

Hvad påvirker rådgivningen?
I vores interview angav lægerne, at de specielt påvirkes af viden om den enkelte pa­tient og erfaringer fra tidligere abortpatienter. Havde lægerne ikke konkrete erfaringer med medicinsk abort, havde de svært ved at præcisere deres holdninger til de enkelte faktorer. De læger, der udelukkende havde deres viden om medicinsk abort fra skriftligt materiale, havde sværere ved at udtale sig om deres holdninger til de to metoder.

Lægerne gav forskellige råd alt efter hvilken patient, de talte med. Flere af lægerne gav udtryk for, at en kvinde, der skal have foretaget en medicinsk abort, skal være psykisk stærk. En læge mente, at kvinden helst skal have født før, så hun er forberedt på stærke smerter. En enkelt læge ville vælge for en psykisk ustabil kvinde. De fleste læger mente, at kun meget få kvinder fik foretaget mere end én abort.

Flere af lægerne sagde direkte efter interviewet, at vi havde øget deres bevidst­hed om, hvilke faktorer de påvirkedes af ved rådgivningen. Vi fik en fornemmelse af, at mange af lægerne ville ændre adfærd, næste gang de skulle rådgive en patient om abortmetode, idet de under interviewet var blevet mere opmærksomme på fordele og ulemper. Vores interview lader således til at have haft en vis provokationseffekt. Langt de fleste af lægerne levede dog op til vores forventninger om at inddrage deres kendskab til patienten i rådgivningen og på den måde tage hensyn til vedkommende.

Mange veje til påvirkning
Rådgivningen i valg af abortmetode foregår i dag hos den praktiserende læge, ikke på sygehusene. Lægerne på de gynækologiske afdelinger på amtssygehusene i Glostrup, Herlev og Gentofte gik ud fra, at patienten på forhånd havde besluttet sig til enten medicinsk eller kirurgisk abort. Hvis henvisningen ikke udtrykte et specifikt valg, foretog sygehuset en kirurgisk abort.

De praktiserende læger påvirkedes især af deres viden om behandlingens psykiske og fysiske bivirkninger, tidligere erfaringer og den enkelte patients personlighed, krav og forventninger. De påvirkedes i mindre grad af kolleger, videnskabelige tidsskrifter samt anden faglig information.

Hvad ved læger om abortmetoder?
En overvejende del af lægerne sagde, at en primær bivirkning ved kirurgisk abort er infektioner i underlivet, blødninger og risikoen ved bedøvelse; perforation af livmoderen ses sjældent. K3 udtalte: »Jeg skal jo hver gang sige noget om infektioner og blødninger«, men hun så sjældent bivirk­ninger. Generelt så M10 heller ikke bivirk­ninger ved den kirurgiske abort, dog fortalte han, at der kunne skrabes forkert, og at bedøvelse hverken er sund eller ufarlig.

Medicinsk abort er efter flere lægers mening ofte ufuldstændig, hvorfor kvinden efterfølgende skal have en udskrabning. Som andre bivirkninger nævnte en overvejende del af lægerne ve-lignende smerter, mens nogle få omtalte kvalme, ubehag eller langvarige blødninger. De nævnte kun risikoen for mislykket abort i forbindelse med den medicinske abort. Ikke alle vidste, hvordan en medicinsk abort forløber, i modsætning til kirurgisk abort, som de fleste under deres uddannelse selv havde udført.

Nogle læger fremhævede det belastende ved en medicinsk abort, det at patienten kan gennemleve aborten på en måde, der minder om en fødsel eller en spontan abort; K5 sagde, det kan være en barsk oplevelse, og at kvinderne ofte er trætte bag­efter. Andre fandt fordele ved den medicinske abort, idet den kirurgiske abort med fuld bedøvelse er mere belastende end den medicinske, hvor man selv medvirker aktivt; K4 havde erfaret, at kvinderne kom sig hurtigere psykisk efter den medicinske abort.

Det er bemærkelsesværdigt, at lægerne havde så modstridende holdninger om den psykiske bearbejdning af aborten ved de to metoder. Halvdelen af lægerne mente, at der var forskel på den psykiske bearbejdning af aborten afhængigt af metoden. Forskellene mellem lægerne kan skyldes manglende tilbagemeldinger fra patienter, der har fået foretaget en måske vellykket medicinsk abort.

Lægens personlige holdning til abortmetoderne
Lægerne var generelt positive over for den frie abort, nogle mere skeptiske end andre, men alle var enige om, at abort skal være lovligt. K3 udtalte: »Det er jeg fuldstændig kold over for, der dør alligevel folk af sult over hele verden«. M9 syntes, et civiliseret samfund skal tilbyde denne mulighed. M11 og M12 så abort som et nødvendigt onde, der så vidt muligt skal undgås. M10 fandt, at der generelt er for let adgang til abort.

Lægernes holdninger til metoderne afhang af deres få konkrete erfaringer, og halvdelen af lægerne var positivt indstillet over for den medicinske abort. »Medicinsk abort er en genial løsning, hvis de