Forekomsten af klamydia blandt unge mænd

En screeningsundersøgelse blandt mænd fremmødt på session

Af Mette Bennedsen, Bodil Nygård, Lene Berthelsen, Jørgen Skov Jensen & Inga Lind
Artiklen er fra Ugeskrift for læger

Resumé   Introduktion: Klamydia er den hyppigst forekommende bakterielle kønssygdom i Danmark. Der diagnosticeres årligt 13.000-14.000 tilfælde, heraf godt 3.000 hos mænd. For at undersøge forekomsten af asymptomatisk klamydia udførtes en screening for klamydia hos unge mænd fremmødte ved session.   Metode: Af 2.500 mænd indkaldt til sessionerne i Nordjyllands og Århus Statsamt samt Københavns Overpræsidium i vinteren 1996-97 indgik 1.345 mænd i alderen 17-32 år (median 18 år). Deltagerne indsendte en urinprøve og et udfyldt spørgeskema til Statens Serum Institut. Prøverne blev analyseret ved PCR og analysesvar sendt til deltager, og hvis tilladelse forelå, blev positive testresultater også sendt til den praktiserende læge sammen med et nyt spørgeskema.   Resultater: Klamydia blev påvist hos 4,8% (65/1.345) af alle deltagere og hos 6,9% (62/903) af de seksuelt aktive. I Nordjyllands Statsamt havde henholdsvis 7,1 og 9,8% klamydia. I Århus Statsamt og Københavns Amt var forekomsten godt 4 og ca. 6%. To tredjedele af patienterne havde ingen symptomer på urethritis.   Diskussion: Resultatet af undersøgelsen tyder på, at der findes et betydeligt reservoir af ikke-diagnosticeret klamydia blandt unge mænd. Forekomsten af klamydia var højere i Nordjyllands Statsamt end i de to andre områder. En forklaring kunne være, at der i de største byer er mere fokus på kønssygdomme og på partneropsporing, end der er i det øvrige land.

Chlamydia trachomatis-infektion (klamydia) er den hyppigst forekommende bakterielle kønssygdom i Danmark. Klamydia kan hos kvinder forårsage underlivsinfektion, ektopisk graviditet og kroniske underlivssmerter og opfattes i dag som den væsentligste enkelte årsag til kvindelig infertilitet. Halvdelen af de inficerede kvinder og en tredjedel af de inficerede mænd har ingen symptomer på klamydia og mangler således et incitament til at søge læge (1).

Der diagnosticeres årligt 13.000-14.000 tilfælde, heraf ca. 10.000 blandt kvinder og godt 3.000 blandt mænd. På trods af et årligt analyseantal på ca. 280.000 har der ikke kunnet påvises noget sikkert fald i antallet af diagnosticerede tilfælde, siden laboratoriemeldesystemet blev indført 1. januar 1994 (2).

Det har været diskuteret, om forskellen i prævalens af klamydia mellem kønnene er reel. For prøver modtaget i neisseriaafsnittet er andelen af positive testresultater højere blandt prøver fra mænd end blandt prøver fra kvinder, hvilket kunne tyde på, at der tages for få prøver blandt mænd (3). Quinn et al har undersøgt partnere til patienter med laboratoriepåvist klamydia og fandt ingen forskel i prævalensen af klamydia hos mandlige og kvindelige partnere (4).

Forekomsten af klamydia blandt udvalgte grupper af unge mænd er fundet til at være 6-11%. Imidlertid eksisterer der kun få data om forekomsten blandt ikke-udvalgte unge mænd (5-7). Undersøgelse for klamydia ved uretralpodning accepteres kun modvilligt blandt mænd, da den er forbundet med ubehag. Med DNA-metodernes fremkomst er det blevet muligt at analysere urinprøver for klamydia, og metodernes høje specificitet og sensitivitet gør dem derfor velegnede til brug ved screening (1, 8).

Som et delprojekt af Sundhedsstyrelsens »Klamydiaprojekt – mere end blot en kampagne« blev det besluttet at belyse forekomsten af klamydia blandt unge mænd fremmødt ved session i tre forskellige områder i Danmark. Omkring 90% af hver fødselsårgang møder ved session.

Undersøgelsen var godkendt af de lokale videnskabsetiske komiteér, Multipraksisudvalget og af Indenrigsministeriet. Der blev indhentet skriftligt, informeret samtykke fra deltagerne. Lægemiddelstyrelsen havde givet tilladelse til, at der gennem patientens egen læge blev udleveret medicin til patienten og dennes partner.

Materiale og metoder
Af 2.500 mænd mødt frem ved session i perioden oktober 1996-marts 1997, indgik 1.345 i projektet. Deltagerne kom fra Århus Statsamt (Århus og Ringkjøbing Amt), Nordjyllands Statsamt (Nordjyllands og Viborg Amt) og Overpræsidiet i København (Københavns Amt). I disse områder blev alle praktiserende læger og de klinisk mikrobiologiske afdelinger på forhånd orienteret om undersøgelsen.

Alle fremmødte ved sessionen blev orienteret om projektet. De, der ønskede at deltage, blev derefter informeret af en person tilknyttet projektet og fik udleveret en kuvert, der indeholdt Sundhedsstyrelsens klamydiafolder, information om projektet, et spørgeskema, en samtykkeerklæring og et otte ml. silikoneret rør til opsamling af urin.

Spørgeskemaet var enkelt, og ud over navn, adresse og cpr-nummer, blev der kun spurgt om tilladelse til at sende et eventuelt positivt svar til den praktiserende læge, dennes navn og adresse og endelig, om deltageren havde haft samleje inden for de sidste seks måneder (=seksuelt aktiv). Spørgeskema, samtykkeerklæring og røret med den først ladte urin blev sendt med post til neisseriaafsnittet, hvor den blev modtaget næste dag. I Københavns Amt blev prøverne samme dag fragtet fra sessionsstedet til neisseriaafsnittet, hvor de blev opbevaret i køleskab til næste dag.

Urinprøverne blev undersøgt ved en in-house-PCR med intern inhibitionskontrol. Alle positive resultater blev konfirmeret med en PCR med primers rettet mod 16S rDNA-genus-specifikke-sekvenser (9-11).

Information om negativt testresultat blev sendt udelukkende til deltageren. Information om positivt testresultat blev sendt til deltageren og, hvis der var givet tilladelse, også til den praktiserende læge, som yderligere modtog medicin til patienten og dennes partner samt et nyt spørgeskema. Dette indeholdt spørgsmål om evt. forekomst af tidligere kønssygdomme, antallet af partnere de sidste seks måneder og eventuelle objektive fund og/eller symptomer på urethritis.

Deltagere, der ikke havde givet tilladelse til, at deres egen læge måtte informeres, blev opfordret til at opsøge denne, men fik derudover tilsendt en liste over områdets kønssygdomsklinikker.

I hele undersøgelsesperioden kunne projektdeltagerne telefonisk få rådgivning af en læge tilknyttet projektet.

Antallet af anmeldte klamydiatilfælde blandt 18-26-årige mænd i de tre statsamter blev udtrukket fra laboratoriemeldesystemet for okulogenital klamydia (Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 14.12.1993). Disse data blev omregnet til incidens per seks måneder for mænd i alderen 18-26 år, bosat i de tre områder.

Resultater
I undersøgelsen deltog 1.345 mænd (median alder 18 år [17-32]). Den totale deltagerprocent var 57; i Københavns Amt 91, i Nordjyllands Statsamt 94 og i Århus Statsamt 37, sidstnævnte dækker over dage med meget høj og dage med meget lav deltagerprocent; 67% (903/1.345) angav at have haft samleje inden for det sidste halve år (Tabel 1 [se UFL 163/34, p. 4584, 20. august 2001]).

Prævalensen af klamydia var 4,8% (65/1.345) for hele gruppen og 6,9% (62/903) blandt dem, der oplyste at være seksuelt aktive. Blandt 18-årige var forekomsten henholdsvis 4,1 og 6,1% og blandt de 19-årige 6,3 og 8,3% (Fig. 1 [se UFL 163/34, p. 4584, 20. august 2001]). Blandt dem, der oplyste ikke at have haft samleje inden for de sidste seks måneder, var der tre personer med en positiv test svarende til 5% (3/65) af de positive testresultater og 0,7% af de ikke-seksuelt aktive. To af disse tre personer svarede ikke på det andet spørgeskema, mens den tredje fastholdt, at han ikke havde været seksuelt aktiv.

Prævalensen af klamydia i Københavns Amt og Århus Statsamt var ens (4,1 og 4,2%), mens den i Nordjyllands Statsamt var 7,1%. Blandt de seksuelt aktive var de tilsvarende prævalenser 5,6; 6,1 og 9,8% (Tabel 1).

Ifølge meldesystemet havde mellem 0,2 og 0,5% af de 18-26-årige mænd i de tre statsamter fået påvist klamydia i løbet af de seks måneder, projektet varede (Fig. 2 [se UFL 163/34, p. 4584, 20. august 2001]).

Ud af de 65 mænd med klamydia havde 50 givet oplysninger om deres praktiserende læge, som modtog spørgeskema nr. to, og heraf blev 40 returneret. Ud af de 40 patienter havde 13 (33%) et eller flere objektive fund/symptomer på genital infektion (syv dysuri, otte udflåd). Fire havde tidligere haft en erkendt kønssygdom (tre klamydia og en Condyloma acuminatum). De oplyste at have haft i gennemsnit 1,25 partnere (0-3) gennem de sidste seks måneder.

Det vides ikke, hvorvidt de 15 personer med klamydia (23%), der ikke havde givet oplysninger om deres praktiserende læge, blev behandlet.

Diskussion
I denne undersøgelse blev der påvist klamydia hos 6,9% af en gruppe af seksuelt aktive, unge mænd. Søgård et al og Jensen har undersøgt danske rekrutter og fundet en prævalens på henholdsvis 5,7 og 7,9% (5, 6). I begge undersøgelser anvendtes enzymimmunanalyse (EIA) til påvisning af C. trachomatis, og de fundne prævalenser må derfor opfattes som minimumstal på grund af analysemetodens lave følsomhed (12). Rekrutterne er ældre end sessionsdeltagerne, og det er derfor forventeligt, at man vil finde en højere prævalens blandt disse. Den in-house-PCR, der blev anvendt i sessionsstudiet, er sammenlignet med LCR (Abbott LCx assay), som ved undersøgelse af urinprøver viste en følsomhed på 81% i forhold til PCR (13).

I Nordjylland Statsamt og i Københavns Amt deltog >90% af de unge; de 6-9%, der ikke ønskede at deltage, ville næppe have ændret væsentligt på resultaterne. I Århus Statsamt blev flertallet af deltagerne rekrutteret på dage, hvor deltagerprocenten lå mellem 80 og 90%. Af tekniske grunde forekom der dage, hvor ganske få blev rekrutteret, hvorved den gennemsnitlige deltagerprocent kun blev 37%.

Blandt sessionsdeltagerne rapporterede 44%, at de ikke havde været seksuelt aktive inden for de sidste seks måneder. Klamydiaforekomsten hos disse var 0,7% sammenlignet med de 6,9% hos de seksuelt aktive. Denne forskel er forventelig, men væsentlig at tage i betragtning, når prævalensstudier skal vurderes.

Forekomsten var højere i Nordjyllands Statsamt end i Københavns og Århus Amter. En tilsvarende forskel er tidligere fundet blandt unge kvinder i henholdsvis Ringkjøbing Amt og Københavns Kommune og fremgår desuden af opgørelser på bagrund af klamydiameldesystemet: Unge i mindre byer og landdistrikter har en højere forekomst af klamydia og får infektionen i en tidligere alder end unge i de større byer (3, 14).

En forklaring kunne være, at der i de største byer er mere fokus på kønssygdomme og på partneropsporing, end der er i det øvrige land.

Ifølge klamydiameldesystemet er den halvårlige klamydiaincidens blandt unge mænd i de undersøgte områder 0,2-0,5% med højest incidens blandt 21-23-årige. Ved screening på session fandtes en prævalens på 4-7%. Det er problematisk at sammenligne disse to størrelser, når den gennemsnitlige varighed af infektionen ikke kendes, men tallene tyder på, at der findes et betydeligt reservoir af ikke-diagnosticeret klamydia blandt unge mænd.

Screeningsprogrammer kan være et middel til at finde personer med symptomfri klamydia og derved nedbringe infe