Sene aborter

Af Niels Michelsen & Kenneth Wind-Andersen
Fra Månedskrift for Praktisk Lægegerning , Januar 2001, 79. årgang

Med den nye lov om svangerskabs­afbrydelse blev der ikke indført en fast øvre ugegrænse for provokeret abort. Men såfremt fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. På dette punkt er der sket et radikalt brud i forhold til den tidligere lov. Det blev bestemt, at de abortsøgende kvinder skal have mulighed for en støttesamtale både før og ­efter et abortindgreb.

Praktiserende læger har altid haft en væsentlig rolle i forbindelse med seksualvejledningen. Lægerne har ydet rådgivning med hensyn til samliv og prævention, og de har ofte været den første kontakt, som den abortsøgende kvinde har haft, når hun står med et svangerskab, som hun ikke ved om hun vil gennemføre.

Med Lov nr. 76 af 26.5.2000 er det stadfæstet, at de abortsøgende kvinder skal have mulighed for en støttesamtale både før og efter et abortindgreb. Denne mulighed for støttesamtale tilbydes af de praktiserende læger, og især hvor der kan forventes psykiske følger af aborten. For lægerne medfører dette en øget socialmedicinsk vægtning i sagerne.

I forbindelse med lovforslagets behandling blev det overvejet, om der skulle indføres en fast øvre ugegrænse for provokeret abort. Dette blev ikke vedtaget, men det blev lagt fast, at såfremt fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt særlige omstændigheder med afgørende vægt taler for det. Disse særlige omstændigheder er, at der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det er på dette punkt, hvor der er sket et radikalt brud i forhold til den tidligere lov.

Gældende lov om ­svangerskabsafbrydelse
Efter § 1 i lov om svangerskabsafbrydelse har en kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden efter at være blevet vejledt om mulighederne for støtte til gennemførelse af svangerskabet mv. fastholder sit ønske herom.

Efter lovens § 2 kan en kvinde endvidere uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet.

I andre tilfælde – dvs. når 12. svangerskabsuge er udløbet, og der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i § 2 – kan der kun foretages svangerskabsafbrydelse med særlig tilladelse, jf. lovens § 3 (Oversigt 1).

12-ugers-fristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag. Graviditetens længde bestemmes ikke alene på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation, men oplysningerne her­om sammenholdes med et lægeligt skøn baseret på en gynækologisk undersøgelse samt en ultralydsundersøgelse.

Abortsamrådet
Tilladelse efter lovens § 3 til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer. Tilladelse gives af de regionale abortsamråd.

I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet, herunder hvis kvinden:

• på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet
• er under 18 år og ikke har indgået ægteskab og samtykke fra forældremyndighed ikke foreligger, eller
• ikke har bopæl i landet.

Amtskommunen (kommunen) tilvejebringer de sociale og lægelige oplysninger om kvindens forhold, der skønnes af betydning for samrådets bedømmelse af anmodningen (1), herunder ved en psykiatrisk/socialmedicinsk samtale, jf. Oversigt 1. Undersøgelsesarbejdet bør tilrettelægges således, at der sikres størst mulig hurtighed i sagsbehandlingen.

Der skal almindeligvis indhentes erklæring fra kvindens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist kvin­den. Den praktiserende læge skal give så fyldige oplysninger om såvel de medicinske forhold som kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanske­lig­heder i det omfang, lægen måtte have kendskab hertil (2).

Ifølge § 5, stk. 2, skal Abortsamrådet holde møde efter behov, dog mindst én gang ugentligt, såfremt der ligger sager til afgørelse. Samrådet består af institutionslederen eller en medarbejder med tilsvarende uddannelse samt to læger (3). Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi eller kirurgi og den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

Et samråds afslag på en ansøgning om tilladelse kan indbringes for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation (Abortankenævnet), jf. nærmere lovens § 4, stk. 2. Tilladelse kan efter § 4, stk. 3, kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

Hvem søger abort?
I Danmark udføres årligt ca. 17.000 provokerede aborter inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Abortindgrebet foretages ved vakuumaspiration (udsugning), sædvanligvis i generel narkose.

2–3 % af samtlige provokerede aborter udgøres af aborter efter 12. graviditetsuge, de såkaldte »sene aborter«. Abortindgrebet har i disse tilfælde karakter af en fødsel, som igangsættes. Som regel afsluttes abortindgrebet med en udskrabning i generel narkose.

Der er to hovedgrupper af kvinder, der søger om abort efter 12. uge:

a)  Kvinder, der ønsker graviditeten, men hos hvem der i løbet af graviditeten bliver opdaget eller rejst mistanke om, at barnet, såfremt graviditeten fuldføres, vil fødes med alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Tilladelse hertil gives efter lovens § 3, stk. 1, pkt. 3.

b)  Kvinder, der er ikke ser sig i stand til at fuldføre graviditeten endsige opfostre det ventede barn (nedenfor anført som »social indikation«).

I 1998 ansøgte 610 danske kvinder om svangerskabsafbrydelse efter 12. uge. Landets samråd gav 562 tilladelser, heraf var 45,1% efter § 3, stk. 1, pkt. 3. Der blev ­givet 138 tilladelser til kvinder efter 18. svangerskabsuge. Efter 22. svangerskabsuge blev der givet 13 tilladelser og efter 24. uge 4. I 1998 blev der givet afslag i 7,8% af ansøgningerne. Tallene er sammenlignelige med de nærmest foregående år, jf. Fig. 1 og 2.

Det ønskede barn (lovens § 3, stk. 1, pkt. 3)
Antallet af kvinder, der søger abort efter § 3, stk. 1, pkt. 3, er støt stigende. Dette er bl.a. en følge af det stigende antal prænatale undersøgelser.

Rutineultralydsscanning foregår i 16.–18. graviditetsuge og har som hovedformål at fastlægge tiden for termin. Der foretages måling af fostrets hoved, idet der sam­menlignes med en normalkurve. Den­ne undersøgelse kan som regel ikke dia­gnosticere en evt. fejludvikling, idet organerne ofte ikke er tilstrækkeligt udviklede. Derfor foretages ofte en gentagelse et par uger senere. Til sammenligning kan en fo­stervandsprøve foretages i 14.–16. uge, og der går 2–3 uger inden svaret foreligger.

75–80 % af alle fødende kvinder i Danmark bliver ultralydsscannet i graviditeten, gennemsnitlig 1,5 gange pr. graviditet.

Det uønskede barn (social indikation)
Gennem de seneste ca. 15 år er der sket et væsentligt forskydning i udviklingen af samrådsafgørelserne (tilladelsesparagrafferne, jf. Tabel 1). Aktuelt gives der – ud over tilladelse efter § 3, stk. 1, pkt. 3 – hovedsageligt tilladelse efter § 3, stk. 1, pkt. 6. Dette skyldes bl.a., at der i samfundet generelt er en større forståelse for de sociale faktorers betydning for det enkelte menneskes livssituation. En anden grund er, at de sent abortsøgende kvinder i dag udgør en mere socialt belastet gruppe end tidligere.

I en undersøgelse (4), som hviler på data indhentet fra journalmateriale fra Samrådskontoret for Abort og Sterilisation i København, fandt man blandt ansøgere om abort efter 12. uge:

• At 18% var under 20 år (sammenlignet med 10,5 % af samtlige abortsøgende kvinder).
• At 32% var registreret som værende ikke etniske danskere.
• At 18% var gifte (i forhold til baggrundsbefolkningen, hvor 27% er gifte).
• At 18% havde en studentereksamen eller lignende (i forhold til baggrundsbefolkningen, hvor tallet ligger på 26%.
• At 31% har eller har haft et misbrugsproblem.
• At 16% har ét eller flere mindreårige børn anbragt uden for hjemmet.
• At 50% tidligere har fået en eller flere aborter.

De helt unge
De hyppigste grunde til at de helt unge overskrider 12-ugers-grænsen er (5, 6 ):

• Uvidenhed.
• Frygt for at fortælle forældrene om graviditeten.
• Frygt for at henvende sig til lægen.

Abort efter 18. uge
Undersøgelsen i København i 1994–96 viste også, at andelen af meget sene abortansøgninger (efter 18. uge) er langt større i København end i resten af landet, og at den ikke har ændret sig over de senere år. Forholdsmæssigt bliver det også oftere i Københavns Kommune – i forhold til resten af landet – både søgt om og givet tilladelse til provokeret abort efter 18. graviditetsuge.

Arbejdsmarked
Der foreligger ikke mange undersøgelser, der viser sammenhæng mellem abort og arbejdsmarkedstilknytning. Den omtale undersøgelse gennemført i København i 1994–96 viste dog, at der blandt kvinder, der søger abort efter 12. uge, findes procentvis flere ledige, færre i arbejde og flere under uddannelse end i baggrundsbefolkningen, jf. Tabel 2.

Af de 47%, der blev registreret som ledige, var ca. 2/3 på kontanthjælp, dvs. 1/3 af alle abortsøgende kvinder, der søger abort efter 12. uge, var på kontanthjælp.