English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Abort » Rådgivning

Gynækologer

 

Skribent: Christina Rørbye er læge og forskningsstipendiat på gynækologisk/obstetrisk afd., Hvidovre Hospital. Titel på ph.d. afhandling: "Medicinsk vs. Kirurgisk abortus provocatus legalis". Medlem af redaktionsgruppen til www.abortnet.dk - en internet-baseret vidensdatabase om abort, udarbejdet af Foreningen Sex & Samfund. Er desuden projektleder af en Medicinsk Teknologivurdering af Medicinsk abort.

 

Oversigt:

 

  • Retningslinier for gynækologens rådgivning om abort
  • Typiske rådgivningsforløb
    Tvivl
    Medicinsk eller kirurgisk abort
    Medicinsk abort
    Kirurgisk abort
    Forventninger
  • Cases
  • Samarbejdspartnere
    Praktiserende læge
    Samrådet
    Specielt interesseret sygeplejerske
    Psykolog
  • Udviklingsmuligheder
    Supervision

Retningslinier for gynækologens rådgivning om abort

Iflg. "Bekendtgørelse af lov om svangerskabsafbrydelse nr. 633 af 15/09/1986" – med efterfølgende ændringer – skal der af anmodningen om svangerskabsafbrydelse fremgå:

 

  • oplysning om kvindens navn, personnummer og bopæl
  • beviset for kvindens bopæl
  • at anmodningen om svangerskabsafbrydelse er fremsat af kvinden selv
  • evt. samtykke fra forældremyndighedens indehaver
  • at kvinden er vejledt om, at hun ved henvendelse til amtskommunen kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, samt om indgrebets beskaffenhed og direkte følger, samt om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet
  • at kvinden er tilbudt en støttesamtale før og efter indgrebet

Anmodningen skal være signeret med kvindens og lægens underskrift.

 

Den læge, der er ansvarlig for operationen, er under strafansvar forpligtet til at påse, at ovennævnte dokumentation forefindes, og at kvinden efter den nævnte vejledning fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.

 

Svangerskabsafbrydelse må kun foretages af en læge på et statsligt eller kommunalt sygehus eller et dertil knyttet ambulatorium. Indgrebet må ikke udføres i almen praksis eller på en privat klinik.

 

Hvis sygehusets læge finder, at en patient har behov for social og juridisk bistand i forbindelse med graviditeten, bør kvinden opfordres til at søge bistand i opholdskommunen.

 

Det er sygehusets overlæger eller afdelingslæger, der afgør, om tolv ugers fristen er udløbet. Skønnes dette at være tilfældet, skal denne læge straks vejlede kvinden om hendes mulighed for at søge samrådstilladelse til svangerskabsafbrydelse. Såfremt kvinden ønsker det, skal lægen straks forelægge ansøgningen for vedkommende amtskommune. Lægen kan således ikke ind-skrænke sig til at afvise at foretage indgrebet.

 

Hvis der er tale om svangerskabsafbrydelse efter tolvte svangerskabsuge på medicinsk indikation, kan lægen enten selv – eller ved erklæring fra en anden læge – konstatere, at der foreligger en sådan medicinsk indikation (dvs. fare for hendes liv eller forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred).

 

Nægter lægen (og overlægen) at foretage indgrebet, skal denne henvise kvinden til andet sygehus.

 

Typiske rådgivningsforløb

Tvivl
Når kvinden kommer til forundersøgelse på hospitalet, forudsættes det ofte, at hun har truffet sin endelige beslutning om at få en abort. Op til 10 procent af de abortsøgende når dog at fortryde indgrebet, efter henvisningen er sendt fra egen læge. Et typisk rådgivningsforløb på hospitalet bør derfor initialt søge at afdække en evt. tvivl om selve aborten. Det kan have afgørende betydning, at kvinden – selv om hun nu er nået til hospitalet – møder mulighed for at give udtryk for denne tvivl, og at hun informeres om, at hun stadig kan nå at fortryde.

 

Lægen kan f.eks. indlede med at spørge: "Har det været en svær beslutning?" Den kvinde, som er helt afklaret, og som ikke ønsker at diskutere beslutningen, vil svare afvisende og måske tilkendegive, at det nu blot skal overstås. Den kvinde derimod, som fortsat er i tvivl, kan benytte denne åbning til at tale om den svære beslutning, give udtryk for et evt. behov for længere betænkningstid eller ytre ønske om at indgå i et professionelt rådgivningsforløb. Det er vigtigt i denne situation at undersøge, hvor fremskreden graviditeten er, så kvinden ved, hvor lang betænkningstid, hun har. Det bør præciseres, hvor hun kan få mere detaljeret rådgivning, og endelig bør der laves en ny aftale, som hun blot kan aflyse, hvis den viser sig ikke at blive relevant.

 

Når kvindens beslutning om abort er truffet, skal lægen sikre, at de lovmæssige krav til gennemførelse af abort foreligger.

 

Specielt ved rådgivning af kvinder med sprogmæssige kommunikationsproblemer, kan en ekstern tolk være hensigtsmæssig frem for familiær tolkebistand.

 

Medicinsk eller kirurgisk abort
På nær Bornholms Amt, tilbyder alle amter i Danmark nu både medicinsk og kirurgisk abort. Effektiviteten af medicinsk abort er faldende, jo længere kvinden er henne i graviditeten (Kahn, 2000), hvorfor metoden kun tilbydes indtil syvende, ottende eller niende graviditetsuge – forskelligt fra afdeling til afdeling. Af denne grund – samt for at udelukke evt. graviditet uden for livmoderen – bestemmes længden af graviditeten ved ultralyd. Hvis kvinden efter anamneseoptagelse og objektiv undersøgelse tilbydes valgmulighed mellem medicinsk og kirurgisk abort, følger information og vejledning.

 

Det er meget forskelligt, hvor velinformerede kvinderne er, når de kommer på hospitalet. Selv kvinder, som fremtræder meget afklarede omkring metodevalg, kan efter yderligere information finde, at de har besluttet sig på et fejlagtigt grundlag og vil herefter ændre deres beslutning. Andre er – trods god information hos egen læge – fortsat i tvivl om metodevalg, når de kommer på hospitalet. En grundig gennemgang af de to metoder er derfor vigtig.

 

For nogle kvinder er den medicinske behandlingsmetode den optimale – for andre den kirurgiske. Udenlandske opgørelser viser, at kvinder, som har været gravide før, de lidt ældre og de bedst uddannede, fortrinsvis vælger den medicinske behandlingsmetode (Cameron, 1996). Det formodes også at være denne gruppe, der er mest tilfreds med medicinsk behandling. Unge førstegangsgravide kvinder derimod, og de kvinder som er alene, vælger hyppigere den kirurgiske behandlingsmetode.

 

Lægens opgave er sammen med kvinden at finde frem til den metode, der synes bedst egnet i det enkelte tilfælde. Den information lægen giver, kan være meget afgørende for kvindens valg. I en svensk opgørelse fandt man, at efterspørgslen af medicinsk abort svingede fra 22-71 procent, alt efter hvilken gynækolog, der forestod kvindens information (Löfgren, 1997). Lægen skal, som altid, være sig bevidst om denne indflydelse og bruge den med omtanke.

 

Indledningsvis kan lægen redegøre for proceduren ved de to behandlingsmetoder, så kvinden kan danne sig et indtryk af de to forløb. Herefter bør fordele og ulemper ridses op, så hun kan afklare hvilke faktorer, der er vigtigst for hende. Kvinderne er ofte meget interesserede i den praktiske side af forløbet. "Hvornår kan jeg komme til? Hvornår skal jeg komme til kontrol? Hvor længe skal jeg regne med at være sygemeldt?" osv. Enkelte kvinder spekulerer over, hvilken metode, der er mest skånsom for fosteret, og spørger måske lægen om dette. Svaret på dette spørgsmål kendes dog ikke.

 

Hvis kvinden ønsker en medicinsk abort, og det lokale sygehus ikke tilbyder denne behandling, kan hun under forbehold for kapaciteten, få aborten udført på ethvert andet sygehus. Af skriftligt materiale henvises til "Hvis du overvejer abort" (Komiteen for Sundhedsoplysning m.fl. 2000).  

 

Medicinsk abort
Nogle kvinder vil være meget lettede over at kunne begynde behandlingen samme dag, hvilket kun er tilfældet på nogle afdelinger ved kirurgisk abort. For den kvinde, som stadig er i tvivl, er det naturligvis ikke relevant at opstarte medicinsk behandling denne dag. Kvinden skal være bekendt med, at hun efter indtagelse af Mifegyne ikke kan fortryde. Hun forpligter sig til at komme tilbage til den opfølgende behandling og til at komme til et kontrolbesøg. Hun skal vide, at behandlingen kan være uvirksom, så graviditeten fortsætter – og hvis den ender med en fødsel, at der kan være skader på barnet. Den kvinde som ikke forventes at kunne opfylde dette – enten på grund af praktiske omstændigheder, svær psykisk sygdom, misbrug eller lignende – bør rådes til at få en kirurgisk abort.

 

Kvinden skal vide, at hun kan forvente sig alt – fra ingen til kraftig blødning - efter indtagelse af Mifegyne. Hele dette spektrum er normalt. Hun kan endvidere forvente menstruationslignende smerter og evt. kvalme. Mange er bange for den smerte, som kan være forbundet med aborten. Det er derfor vigtigt at understrege, at hun kan få alt det smertestillende, hun har brug for.

 

Kvinden kan forvente at bløde kraftigt med klumper, den dag hun aborterer. Herefter vil blødningen aftage, men som regel først ophøre efter 10-12 dage. Den kan vare 2-6 uger. Lægen kan oplyse hende om, at nogle kvinder synes, at det minder om en spontan abort, hvilket mange både mænd og kvinder bedre kan relatere til. Hun skal desuden informeres om risikoen for akut behandlingskrævende blødning, inkomplet abort og infektion. 

 

Nogle kvinder kan være bange for at komme til at se fostret, når de aborterer. Dette vil stort set aldrig være tilfældet. Kvinden vil som regel blot opleve afgang af større og mindre blodklumper.

 

Kirurgisk abort
En kirurgisk abort forekommer velkendt for mange kvinder, eftersom de fleste kender eller har hørt om nogen, der har været igennem denne behandling. Lægen skal dog være opmærksom på, at en umiddelbar genkendelse af metoden ikke er ensbetydende med et dækkende vidensgrundlag. En gennemgang af proceduren er derfor obligatorisk.

 

Den største bekymring for mange kvinder er relateret til at skulle i fuld bedøvelse og en ængstelse – især hos de unge – for, om indgrebet kan få konsekvenser for deres fremtidige mulighed for at blive gravide. Kvinden bør naturligvis oplyses om den – om end meget ringe – risiko for perforation af livmoderen, inkomplet abort og infektion. De fleste beroliges ved, at bedøvelsen kun varer 10-15 minutter, og at den er så "let", at man hurtigt vågner igen. Kvinden skal orienteres om, at hun skal gå til kontrol hos sin egen læge efter én uge.

 

Forventninger
Kvindernes oplevelse af den fysiske del af aborten hænger meget nøje sammen med deres forventninger. Det er derfor vigtigt, at lægen forsøger at give et realistisk billede af, hvad hun kan vente sig.

 

Det er en fordel for mange, at de forberedes på, at nogle kvinder kan blive meget kede af det efter aborten – også selvom de ikke på noget tidspunkt har været eller bliver i tvivl om beslutningen. Det er vigtigt at legalisere den sorg, som nogle måske uventet føler. Lægen kan evt. spørge kvinden, om hun har nogen at tale denne oplevelse igennem med og dernæst opfordre hende til at gøre det.

 

Ud fra en medicinsk vinkel er der ingen indikation for, at kvinden sygemeldes efter aborten.

 

Cases

 

[Case A:
En 27-årig kvinde kommer til forundersøgelse med henblik på provokeret abort. Hun er gravid med samme mand, som er far til hendes tre børn. "Jeg bor alene med børnene, eftersom deres far ikke er nogen rigtig god far for dem", fortæller hun. Det har været en svær beslutning, men hun kan ikke forestille sig at skulle være alene med fire børn. Hun ultralydsscannes og man finder, at hun er gravid med tvillinger. Da hun hører dette, bryder hun sammen og græder: "At sige nej til én er slemt, men at sige nej til to, det ved jeg ikke, om jeg kan". Der aftales en tid til kirurgisk abort 10 dage senere. Efter to dage ringer hun og aflyser tiden – hun vælger at gennemføre graviditeten.]

 

[Case B:
En 44-årig førstegangsgravid kvinde kommer til forundersøgelse med henblik på provokeret abort. Hun og hendes tidligere mand har gennem mange år prøvet at få børn, men uden held. Efter et par års samliv med en anden mand, er hun nu blevet gravid. "Hvis det bare havde været for et år eller to siden, tror jeg gerne, at jeg ville have haft barnet" – fortæller hun og fortsætter: "Men nu har jeg fyldt mit liv med meget andet bl.a. et meget krævende job, som jeg nødig vil give afkald på". Hun afviser at få professionel rådgivning til at håndtere problemstillingen. Hun gennemfører aborten, men giver 5 måneder efter stadig udtryk for at have tvivl omkring beslutningen.]

 

[Case C:
En 32-årig kvinde er henvist med henblik på provokeret abort. Hun kommer til forundersøgelse sammen med en veninde. Kvinden og hendes mand har gennem 10 års ægteskab forsøgt at få et barn, senest gennem adskillige forsøg med kunstig befrugtning, dog uden held. I løbet af en kort periode, hvor de er flyttet fra hinanden, bliver hun gravid. Hun har i perioden både været sammen med sin mand og med en anden mand og ved ikke hvem, der er far til det kommende barn. Der er imidlertid nu forsøg på at redde det skrantende ægteskab, hvilket hun er meget interesseret i. Hun har ikke fortalt nogen af mændene, at hun er gravid.

 

Hun ønsker en forsikring om, at barnet er hendes mands, hvilket ikke kan lade sig gøre. Hun græder og giver udtryk for, at alt hvad hun har ønsket sig i mange år er et barn. Hun anbefales at søge professionel rådgivning, hvilket hun afviser. Der aftales en ny tid en uge senere. Ved dette besøg er tvivlen fortsat lige stor, og trods ihærdige forsøg på at komme nærmere en afklaring, lykkes dette ikke. Der aftales igen en ny tid en uge senere. Hun vælger at få abort.]

 

[Case D:
En 22-årig ugift muslimsk kvinde, som taler flydende dansk, kommer til forundersøgelse med henblik på provokeret abort. Hun giver udtryk for ikke at have noget valg, hvad angår aborten. Hvis nogen i familien opdager, at hun er gravid, vil hun blive udstødt. Da hun får valgmuligheden mellem medicinsk og kirurgisk abort, er hendes altoverskyggende argument for metodevalg at vælge den behandling, der medfører den mindste risiko for, at hendes familie får viden herom. Hun fortæller endvidere, at hendes kæreste brød deres forhold, da han erfarede, at hun var gravid. Endeligt vil hun gerne vide, hvor hun kan henvende sig for at få syet sin mødom sammen. Hvis det på bryllupsnatten afsløres, at hun ingen mødom har, vil ægteskabet øjeblikkeligt kunne ophæves, og hun vil aldrig få mulighed for at blive gift igen.

 

Eftersom lægen ikke har nogen specialviden på dette område, opfordres hun til at søge råd og vejledning hos Foreningen Sex & Samfund. Hvad angår valg af behandlingsmetode, informeres hun grundigt om de to metoder og vælger herefter den kirurgiske behandling.]

 

[Case E:
En 30-årig kvinde, mor til to børn, kommer til kirurgisk abort. Hun har været til forundersøgelse en uge forinden. Hun græder uafbrudt i ventetiden, indtil det bliver hendes tur til at komme ind på operationsstuen. På stuen står lægen og sygeplejerskerne klar, der anlægges drop og kvinden lægger sig i det gynækologiske leje. Da anæstesisygeplejersken skal lægge masken over kvindens ansigt, rejser hun sig op og udbryder: "Jeg vil ikke". Hun gennemfører graviditeten.]

 

[Case F:
En 38-årig kvinde kommer til kontrol efter medicinsk abort. Hun fortæller, at hun har fortrudt indgrebet. "Jeg var så dum, at jeg sagde til min mor, at jeg var gravid, og jeg lod hende overtale mig til at få en abort", fortæller hun og fortsætter: "Det værste ved indgrebet var, at jeg selv påførte mig aborten, jeg tog jo selv pillerne den dag, jeg var her første gang". Hun spørger meget til, hvordan fosteret døde. Hun vil gerne vide, om det var en lang sej død, om fosteret kunne mærke noget og lignende.

 

Lægen opfordrer kvinden til at tage imod tilbuddet om en støttesamtale. Det pointeres endvidere, at man ikke har nogen grund til at tro, at fosteret har lidt.]

 

[Case G:
En 18-årig kvinde kommer til forundersøgelse med henblik på provokeret abort. Hun er blevet gravid med sin kæreste gennem 2 år, som er med til undersøgelsen. Kæresten bryder på et tidspunkt ind i samtalen og spørger om, hvor lang tid, de har til at overveje situationen, hvis de nu alligevel gerne vil bevare graviditeten. De forklares, at det kommer an på, hvor langt hun er henne i graviditeten, hvilket vil fremgå af den forestående gynækologiske undersøgelse og ultralydsscanning. Da kvinden skal undersøges, beder hun kæresten om at gå udenfor og vente på hende. Da han er ude af lokalet, siger hun med hviskende stemme, at hun overhovedet ikke er i tvivl om aborten, og at det bare skal overstås. Hun siger, at hun til kæresten vil fortælle, at graviditeten er gået til. Hun giver 14 dage efter udtryk for at være meget lettet over ikke længere at være gravid, og at aborten er vel overstået.]

 

Samarbejde

Praktiserende læge
Der er et velfungerende samarbejde mellem gynækologer og praktiserende læger, som med fordel kunne udbygges. Hospitalslægen og den praktiserende læge bør understøtte og supplere hinanden. Det er vigtigt, at den information, kvinden får de to steder, er kompatibel. Mest fordelagtigt er det, hvis kvinden taler evt. tvivl og valg af abortmetode igennem med sin praktiserende læge, som ofte i forvejen kender hende og hendes livssituation.

 

Henvisningen fra egen læge fungerer som formidling af kommunikation til hospitalet. Det kan være af stor værdi at få såvel medicinske som psykosociale informationer om kvinden, så lægen på hospitalet har et bedre grundlag at behandle og vejlede udfra.   

 

Samrådet
Hvis kvindens anmodning om abort skal tages op i Samrådet, kræver det en hurtig ekspedition af kvindens papirer og en hurtig beslutning. Praktisk foregår det sådan, at en kopi af kvindens journal faxes til det Samrådskontor, som kvinden hører til, umiddelbart efter forundersøgelsen. De relevante samtaler arrangeres indenfor få dage. Samrådet træder umiddelbart efter sammen og tager stilling til kvindens anmodning. 

 

Specielt interesseret sygeplejerske
Hospitalet skal tilbyde at afholde støttesamtalerne, hvis kvinden ønsker det. Mange steder er der dog ikke taget højde for, hvordan disse samtaler skal forløbe og for hvem. En særligt interesseret sygeplejerske kan med fordel oplæres til denne opgave, som det også foreslås i "Cirkulæreskrivelse til samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen om støttesamtaler før og efter svangerskabsafbrydelse".

 

Psykolog
Mange af de livssituationer, som lægen får indblik i, kan repræsentere større eller mindre livskriser. Lægen er ofte ikke uddannet til – ud fra en psykologisk vinkel - at håndtere disse problemstillinger. Det ville derfor være givtigt med et tæt samarbejde med en psykolog, som kunne supplere lægen i vanskelige situationer.

 

Udviklingsmuligheder

Supervision
Kvaliteten af lægens rådgivning kunne optimeres, hvis lægen af og til deltog i supervision. Supervisionen kunne foregå i en tværfaglig gruppe med andre fagpersoner, som har erfaring og interesse inden for området. Supervisionen kunne med fordel være ledet af en psykolog. Denne model er kendt hos sygeplejersker, som arbejder på psykisk hårdt belastede afdelinger.

 

Teksten er fra Rådgivningshåndbogen udgivet af Komiteen for Sundhedsoplysning og Foreningen Sex
Redaktør: | Opdateret: