Abort er stadig et stort tabu

 

Af journalist Karen Hyldgaard/April 2006 

 

Anna Hviid fra Århus har ingen børn. Alligevel valgte den 42-årige kvinde at få en abort i maj 2005.

 

Otte måneder efter aborten er Anna stadig meget ked af sit valg og går i øjeblikket til samtaler hos Mødrehjælpen under Århus Amt for at komme overens med det, der er sket.

 

"Det her kan jo ramme alle sociale lag – uanset om man ellers er en, der plejer at kunne klare alt, så står man der i samme båd og har brug for hjælp. Jeg har kæmpet med min moral, samvittighed, skyldfølelse og skam, før jeg tog den sværeste beslutning i mit liv. Jeg vidste jeg skulle leve med den resten af mit liv, og at det måske kunne betyde, at jeg aldrig får et barn. Tro mig – det var ingen let beslutning."

 

Hun er veluddannet og indrømmer selv, at det for andre kan se ud, som om hun i sit voksenliv har fravalgt børn, men sådan forholder det sig slet ikke, forklarer hun.

 

"Børn har en stor plads i mit hjerte og jeg har fulgt mine veninders børn og min søsters børn tæt. Jeg hører til den type af mennesker, der går ned i børnehøjde og snakker med dem på deres niveau, og jeg elsker at tilbringe tid sammen med børn."

 

Årsagen til aborten i 2005 er ikke entydig, og hun skal langt tilbage for at forklare baggrunden.

 

"For en del år siden var jeg i et 14 år gammelt forhold, som jeg troede jeg skulle blive i. Jeg blev gravid, og i 12. uge fandt man ud, at barnet var skabt uden en kranieskal og ikke ville kunne overleve. Jeg var så heldig at havne hos en overlæge, som tog mig dybt alvorligt. På alle måder blev vi mødt med forståelse og fik en forklaring, vi kunne forholde os til, så den sorg kunne vi lukke dengang."

 

Mor fik illegal abort

Parret gik fra hinanden, og Anna var alene i nogle år. Hun var ved at afslutte en universitetsuddannelse, da moderen blev syg af kræft. Anna valgte at passe sin mor, selv om forholdet til moderen var kompliceret.

 

"Min mor har aldrig vist mig, at hun holdt af mig. Jeg var den førstefødte, men hun brød sig ikke om mig. Hun var bestemt ikke et lykkeligt menneske. Måske fordi hun i sin tid blev tvunget ud i en illegal abort, fordi hun som meget ung blev gravid uden for ægteskabet. For hende var det en skamplet og jeg tror ikke, at hun er den eneste, hvis liv er blevet traumatiseret af en abort. Der har vi et helt andet liv i dag, men det er stadig et stort tabu. Jeg er overbevist om, at langt de fleste kvinder, der vælger en abort, føler sig tvunget til det af omstændighederne. Jeg tror ikke, at man gør det frivilligt."

 

Som sygdommen skred frem, fik mor og datter et andet forhold til hinanden, men det var først dagen før moderen døde, at hun kaldte Anna til sig.

 

"Hun klappede på indersiden af armen, for at jeg skulle lægge mit hoved i hendes arm og så sagde hun, at hun altid havde elsket mig meget mere, end jeg vidste", fortæller Anna og har svært ved at holde tårerne tilbage.

 

"Hun sagde også, at jeg ville få et barn – en pige, som skulle hedde Helene, og det gav mig en trøst og en tro på, at det med børn nok skulle lykkes en gang.

 

Anna begravede sig i sit arbejde for at komme videre. Var alene i nogle år og fast barnepige for sine veninders børn. Blev 40 år, og så dukkede David op - og sammen med ham to børn fra hans første ægteskab.

 

"Jeg havde ellers lukket for den del af mit liv, men David ville gerne have et barn mere. Lod mig overtale og blev gravid med det samme. I 10. uge blev jeg scannet, og så sagde lægen de samme skræmmende ord som sidst: ”Der er noget galt her”. Der var ikke noget foster."

Fosteret havde været der indtil 7,5 uge, men nu var det væk.

 

Lægerne mente, at den spontane abort var sket på grund af psykiske årsager, og Anna er tilbøjelig til at give dem ret. Hun havde jo en stor tvivl, og på det tidspunkt havde hun heller ikke kendt David særligt længe. Og hvad med hans børn og hans familie. Nej det var for svært alt sammen.

 

Efter aborten blev hun meget ked af det og valgte at tage imod tilbuddet om nogle støttesamtaler i Mødrehjælpen under Århus Amt.

 

"Det var et godt forløb, for vores kemi passede sammen og samtalerne gav mig rigtig meget. Jeg følte, at jeg kunne komme videre", fortæller Anna.

 

Månederne gik og på et tidspunkt blev Davids søster, der havde fået sit første barn ret sent, atter gravid, og så startede David igen med at spørge, om de ikke skulle prøve en gang til. Anna gik med til det og blev igen hurtigt gravid, og lige så hurtigt kom den voldsomme tvivl tilbage og var ved at slide hende op.

 

Tvivlen kom tilbage

"Jeg følte mig ikke velkommen i Davids familie og har også set for mange skilsmisser omkring mig. Jeg var bange for at få et delebarn, jeg skulle aflevere til hans familie til ferier og hver anden weekend. Det var hovedårsagen til min tvivl", forklarer Anna.

 

I mellemtiden var parret flyttet til en anden by og havde fået en ny læge på Annas egen alder.

 

"Hun har to store lyttende ører og fordømmer mig ikke. Hun sagde til mig, at hun kunne mærke, at jeg ikke ønskede en abort og opfordrede mig til at tænke over det en uges tid."

 

På et tidspunkt var Annas store tvivl for meget for David, som til sidst sagde, at han ikke troede, at hun ønskede at få barnet, og han synes, Anna skulle vælge en abort. 

 

"Hele min krop og mine følelser sagde, at jeg gerne ville have det barn, men alderen og omstændighederne sagde noget andet", fortæller Anna og ser fortvivlet ud.

 

Hun vidste intuitivt, at det var en lille pige, og at det var et barn, der ville blive siddende. Det gjorde det endnu sværere, og hun var ved at blive revet over på midten. På samme tid var hun begyndt som selvstændig og var derfor også meget afhængig af indtægten.

 

"Midt i det hele fik min far en blodprop, og så kunne jeg ikke mere. Jeg skrev under på abortpapirerne med tårerne trillende ned ad kinderne."

 

Anna fortæller med en blanding af fortvivlelse og vrede om den dag, da aborten skulle foregå.

 

"Klokken syv om morgenen skulle jeg selv tage en pille, og jeg kunne tydeligt mærke aborten gå i gang. I samme øjeblik vi ankom til klinikken, blev mit navn råbt op, og jeg kom direkte ind på en operationsstue. Pludselig gik det alt for stærkt. Af med benklæderne og op i det gynækologiske leje. En nål i hånden og en læge bøjede sig ind over mig og sagde ”nåh du har så valgt en abort”. ”Nej”, svarede jeg. ”Det ønsker jeg faktisk ikke”, og jeg græd. ”Bruger du p-piller”, spurgte lægen. ”Nej”, svarede jeg. ”Det gør du fra i dag”, sagde hun, og så kan jeg ikke huske mere. Da jeg vågner, ligger jeg i en seng med et klæde hen over mit underliv, og mit tøj ligger i enden af sengen. Jeg har en recept på p-piller liggende på min mave - hæftet på med en sikkerhedsnål."

 

Den ubehagelige oplevelse har hun valgt at klage over, for sådan mener hun ikke, at nogen læge har ret til at optræde.

 

Link til livet

"Jeg er jo bevidst om og dybt ulykkelig over at videreføre den sociale arv efter min mor. Det var absolut ikke mit ønske, og jeg er bange for at skulle kæmpe med følelserne resten af mit liv, som min mor gjorde. Derfor har jeg valgt at tale med Mødrehjælpen. Jeg ser barnevogne og gravide kvinder alle vegne, og føler, at jeg har fravalgt det barn, som min mor gav mig, før hun døde."

 

"Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis Mødrehjælpen havde afvist mig. Det er et link til livet. Socialrådgiveren på Mødrehjælpen sagde til mig, at jeg ikke har fravalgt et barn men beskyttet et barn imod en usikker tilværelse. Den reformulering var vigtig for mig. Det var første gang, et andet menneske højt formulerede de ord og følelser, jeg selv har haft. Jeg følte mig et ton lettere, da jeg forlod den samtale. Jeg er ikke religiøs, men jeg følte tilgivelse, og hun tog en masse skyld fra mig", fortæller Anna, som mener, at det ville være en god idé, hvis Mødrehjælpen kunne arrangere grupper, hvor kvinder kan mødes for at dele erfaringer.

 

I dag er hun kommet længere med sig selv og er ved at lære at være mere i kroppen og mindre i hovedet.

 

"Jeg ved, at børnene ikke har været der forgæves - hverken de, der døde, og dem der var kloge nok til at forlade mig i tide. I dag kan jeg mærke, at den seneste graviditet har lukket alle luger op, og det har aldrig været tydeligere, hvor meget jeg savner et barn. Hvad er meningen med livet, hvis jeg ikke får et barn at give noget videre til, siger Anna og afslører, at hun har et sæt adoptionspapirer liggende, men hun har ikke udfyldt dem - endnu.

 

Af hensyn til familien er alle navne og stednavne ændret.