Kirurgisk abort

Teksten er fra pjecen "Hvis du overvejer abort", udgivet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, 4. udgave, 2006

 

Almindeligvis vil du blive indkaldt til en undersøgelse forud for en kirurgisk abort. Her bliver der foretaget en almindelig underlivsundersøgelse, hvor man fastlægger, hvor langt du er i graviditeten. Eventuelt bliver du også ultralydsscannet. Hvis du ikke allerede er testet for en klamydiainfektion, sker det nu.

 

Forundersøgelsen

Klamydia er en bakterie, som kan smitte ved sex. Hos kvinder sidder den i urinrøret og livmoderhalsen. I halvdelen af tilfældene giver klamydia ingen symptomer. I forbindelse med et abortindgreb kan infektionen imidlertid brede sig til de indre kønsorganer og medføre underlivsbetændelse og sterilitet. Du vil blive behandlet med antibiotika inden aborten, hvis du har en klamydiainfektion. Endelig får du taget en blodprøve til blodtypebestemmelse.

I forbindelse med forundersøgelsen kan du stille spørgsmål om abortindgrebet til sygeplejersken eller lægen, der undersøger dig.

 

Bedøvelse

Indgrebet kan foregå i lokalbedøvelse, hvor du er vågen, eller i fuld bedøvelse, hvor du sover. Hvis du skal i fuld bedøvelse, er det nødvendigt at møde fastende. Det betyder, at du hverken må spise eller drikke 6 timer før indgrebet. Du må heller ikke ryge eller tygge tyggegummi. Du bør heller ikke have make-up eller neglelak på den dag, abortindgrebet skal foregå. Det kan nemlig gøre det svært at observere dit kredsløb under bedøvelsen. Hvis du bruger kontaktlinser, skal de være taget ud, inden du kommer på operationsstuen.

 

Det er muligt at tage en ven eller en veninde med på indlæggelsesdagen. Eller du kan tage et familiemedlem med. Den pågældende kan dog ikke komme med ind på operationsafsnittet, men er henvist til et venteområde, indtil indgrebet er overstået.

 

Ofte vil du aftenen før indgrebet skulle indtage nogle tabletter, eller du får besked om at lægge en stikpille op i skeden. Tabletterne eller stikpillen blødgør livmoderhalsen. Dermed bliver det lettere og mere skånsomt at udvide livmoderhalsen i forbindelse med abortindgrebet. Tabletterne eller stikpillen kan fremkalde mavesmerter, som ligner dem, du har, når du skal have menstruation. Smerterne kan lindres med smertestillende medicin. Tabletterne kan i nogle tilfælde sætte aborten i gang og påvirke fosteret. Når tabletterne er indtaget, er det derfor ikke længere muligt at tilbagekalde ønsket om abort.

 

Abortindgrebet

Det vil være en læge, der foretager aborten, og der vil desuden være en sygeplejerske til stede under hele indgrebet. Du bliver bedøvet ved, at der enten bliver givet lokal-blokade på livmoderhalsen, eller der bliver givet fuld bedøvelse igennem en kanyle anbragt i en blodåre på håndryggen. Lægen udvider forsigtigt livmoderhalsen, og livmoderhulen bliver tømt for graviditetsvæv med et sug. Indgrebet afsluttes ved, at du får et medikament, der får livmoderen til at trække sig sammen og derved mindsker blødningen. 

 

Selve indgrebet varer kun 10-15 minutter. Du vågner hurtigt op efter indgrebet. I de fleste tilfælde vil du kunne tage hjem efter få timer.

 

Efter indgrebet

Efter indgrebet vil en sygeplejerske kigge til dig, indtil du er helt vågen. Nogle kvinder føler træthed, svimmelhed, hovedpine, kvalme eller kaster op efter indgrebet. Disse symptomer vil dog hurtigt forsvinde. Efter et par timer kan du tage hjem. Du bør sørge for, at du bliver hentet. Du må først føre bil 24 timer efter indgrebet. Du skal sørge for, at du ikke er alene før næste morgen. Hvis du har små børn, bør du få dem passet til næste morgen.

 

Smerter efter indgrebet

De første par dage efter indgrebet kan der være menstruationslignende smerter. Du kan eventuelt afhjælpe smerterne med almindelig håndkøbsmedicin. Følg anvisningen på glasset.

 

Komplikationer ved indgrebet

I meget sjældne tilfælde kan der blive stukket hul på livmoderen under indgrebet. Dette kræver operation under fuld bedøvelse. Hullet i livmoderen vil blive syet igennem et bikinisnit, dvs. et snit langs kønsbehåringen. Operationen vil ikke betyde langvarige gener, men kan føre til et par dages indlæggelse.

 

Efter en kirurgisk abort kan der være mindre blødninger eller pletblødninger op til en uge efter indgrebet. Dette er helt normalt. Men hvis du inden for det første døgn får kraftige blødninger, feber, ildelugtende udflåd eller smerter, kan det være tegn på, at du har underlivsbetændelse, eller at livmoderen ikke er tømt fuldstændigt for graviditetsvæv. Hvis du får disse symptomer, bør du straks kontakte vagtlægen eller skadestuen. Den første menstruation kommer som regel 4-6 uger efter aborten. Du skal kontakte din egen læge, hvis du ikke har fået menstruation 6 uger efter indgrebet for at sikre, at graviditeten ikke er fortsat trods abortindgrebet. Dette sker kun i yderst sjældne tilfælde.

 

– hvis du inden for det første døgn får:

  • Kraftige blødninger 
  • Feber 
  • Ildelugtende udflåd 
  • Smerter

 

Du bør straks kontakte den praktiserende speciallæge, vagtlægen eller skadestuen for at blive undersøgt og eventuelt behandlet. Går der længere tid, skal du søge egen læge eller kontakte speciallægen.

 

Komplikationer

Det er sjældent, der kommer komplikationer efter et abortindgreb. Hvis livmoderen ikke er helt tømt for graviditetsvæv, kan der dog opstå usædvanlig blødning. I så fald er det nødvendigt at foretage en ny udskrabning. Hvis du får underlivsbetændelse, kan det behandles med antibiotika og sengeleje.

 

Forebyg underlivsbetændelse

For at undgå underlivsbetændelse skal du i den periode, hvor du stadig bløder:

 

  • Undgå samleje uden kondom. 
  • Undgå tamponer. 
  • Undgå karbad, svømmehal og havbad.

 

Men du kan roligt tage brusebad og benytte bind.

 

Du bør aftale kontrol hos din egen læge en uge efter udskrivelsen. Her vil lægen kontrollere, om aborten er fuldført. Det er en god idé at aftale tidspunktet for denne kontrol allerede inden aborten. Du kan også tale med lægen om, hvilken prævention du kan bruge fremover.

 

Efter en abort skal din krop bruge nogle dage på at omstille sig til ikke at være gravid. Det betyder, at kvalme, brystspænding o.l. kan fortsætte en uges tid efter indgrebet. Hvis dine graviditetssymptomer ikke forsvinder efter den tid, eller hvis du i øvrigt har mistanke om, at du stadig er gravid, skal du søge læge. 

 

Kirurgisk abort – fordele og ulemper

 

Fordele: 

  • Det er hurtigt. 
  • Du kan vælge at sove under aborten. 
  • Du får mindre blødninger i kortere tid end ved medicinsk abort. 
  • Der er færre smerter end ved medicinsk abort.

Ulemper: 

  • Du kan være i fuld bedøvelse, og der kan være ubehag efter bedøvelsen. 
  • Der er en risiko for infektion. 
  • Der er en lille risiko for komplikationer ved fuld bedøvelse. 
  • Skader på livmoderen kan forekomme i sjældne tilfælde.