Abort er fosterdrab

 

Forsøg på med begrebet abort at skjule, hvad der er tale om, er mindst lige så kvalmende som fortidens dobbeltmoral



Af Birthe Rønn Hornbech er folketingsmedlem for Venstre

For mere end 30 år siden tog jeg ordet til et abortmøde og sagde følgende: »En dag kommer vi i den situation, at vi står med to aborter. Den ene levedygtige smider vi i skraldespanden, og den anden lægger vi i kuvøsen.« Ingen svarede. Heller ikke den kvindelige læge, som hele aftenen havde argumenteret for, at Danmark med fri abort ville blive et friere land at leve i. Bagefter sagde Færøpræsten, politikeren og abortmodstanderen Johan Nielsen, der havde inviteret mig: »Birthe, de forstår dig ikke.«

 

Eksemplet blev desværre aktuelt, tidligere end jeg selv havde troet. Lige siden min tidligste barndom diskuterede vi i præstehjemmet fri abort. Min far var tordnende modstander. Jeg selv blev født med hjertefejl, som man ikke dengang kunne konstatere under svangerskabet, så mine forældre slap for at blive presset til abort, og jeg selv slap med livet i behold. I øvrigt i barndommen kyndigt tilset af doktor Gundtoft, som min far havde mødt i Vridsløse Statsfængsel, hvor far var præst og Gundtoft strafafsoner. Dømt for at have foretaget flere ulovlige aborter ud fra det synspunkt, at ulykkelige, dårligt socialt stillede kvinder ikke skulle underkaste sig riskoen hos kvaksalveren.

 

Langt op i min levetid var en uønsket graviditet noget nær en katastrofe. Samfundets dobbeltmoral var i hvert fald op i 1960'erne kvalmende markant. Fædrene kunne altid slippe for ansvaret ved at betale sig ud af sagen med et beskedent børnebidrag. Pigen sad med skammen og pinen. Alternativet var kvaksalveren med den risiko, det indebar, eller organiserede abortrejser til udlandet. Hvilket også var en del af hykleriet. Set ud fra det synspunkt var de udvidede muligheder for abort et gode.

 

Forholdene i 2003 er helt anderledes. I dag er det karrierekvinder, som tillader sig at blive gravide, der skaber opmærksomhed. Den fri abort bruges desværre af nogle som prævention. Det er forkasteligt og en forråelse af samfundet. Men der er desværre ingen vej tilbage. Der vil aldrig blive et flertal i Folketinget, der tør stramme reglerne for abort. Også jeg selv ville vige tilbage for at drive pigerne i armene på kvaksalvere.

 

Men jeg må tage afstand fra den kynisme, hvormed det spirende liv behandles i debatten. Abort er og bliver fosterdrab. Det skal vi turde være ved. Forsøg på med begrebet abort at skjule, hvad der er tale om, er mindst lige så kvalmende som fortidens dobbeltmoral.

 

I Socialistisk Folkeparti, der ellers altid hylder menneskerettighederne, men åbenbart ikke barnets ret til liv, beskyldte lægen og politikeren Kamal Qureshi den 18. maj 2003 i Politiken venstrefløjen for at være reaktionær, fordi der er personer på venstrefløjen, der »stiller spørgsmålstegn ved kvinders ret til at bestemme over egen krop og reproduktion.«

 

»Bestemme over egen krop og reproduktion!« Så smagfuldt taler lægen og politikeren om det spirende liv. Qureshi skal modsiges på sin egen banehalvdel. Drab af liv skal ikke kamufleres af begreber som reproduktion, hentet fra produktionslivet.

 

Mest forfærdende er det dog, at udviklingen, som jeg forudså som ung jurist, har indhentet os. For nogle år siden hævdede jordemødre, at vi smider levedygtige fostre i skraldespanden. Så vidt er det kommet med den højtbesungne frihed.

 

Selv ikke den mest sindrigt udtænkte lovgivning kan skjule det dilemma, vor egen jagt på fremskridtet har sat os i. Vi tillader statsautoriserede drab - for frihedens skyld.