English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Abort - og hvad så?

 

Nyt tilbud i Århus



Af Lene Byriel
Artiklen er fra Mødrehjælpen Nr.3 August 2002 Årgang 2

Nogle kvinder føler lettelse og er sikre på, at det var den rigtige beslutning, de tog, efter en provokeret abort. For andre bliver aborten en psykisk belastning, der medfører store personlige problemer.

 

Mødrehjælpen har sammen med Århus Kommune søgt midler fra Aborthandlingsplanen og har fået bevilget støtte til et særligt tilbud til dem, der får det dårligt efter aborten. I Mødrehjælpen kan de få samtaler med psykologer eller socialrådgivere.

 

- Vi oplever gang på gang, at vi får henvendelser fra kvinder efter en provokeret abort - eller måske et helt år efter - hvor deres liv ikke fungerer på samme niveau som før aborten. Nogle får angst, og mange oplever en følelse af tomhed. Også når vi har ydet rådgivning før en abort til kvinder, der er i tvivl om beslutningen, bliver vi opsøgt af kvinderne igen efter aborten, fordi de bliver meget triste og får det uforklarligt dårligt, siger Bergliot Riis, der er leder af Mødrehjælpens rådgivning i Århus.

 

- Mange kommer over det ved egen hjælp. Men hos nogle af de kvinder, hvor man ikke får taget fat i det, bliver det lige som en rille, de kører fast i. De kan måske få svært ved overhovedet at etablere et andet parforhold, at få tillid og tro tilbage, fordi alting gik i stykker den gang ved aborten. Andre kan måske reagere ved desperat at prøve at få et barn. 

 

Parforholdet på prøve
Forholdet til partneren bliver næsten altid sat på en prøve i forbindelse med en abort:

- Der er ikke mange parforhold, der kan overleve en abort, hvis ikke man er 100 procent enige om beslutningen. Forholdet kan gå i stykker, fordi forventninger har været forskellige, eller den ene har måske ladet sig overtale til abort af den anden. Der begynder at komme skyldfølelser, man fortryder det og begynder måske at anklage hinanden, fortæller Bergliot Riis, der selv i rådgivningen har oplevet, hvordan ellers glemte konflikter fra en abort adskillige år tilbage pludselig kan dukke op og kaste en skygge over parforholdet.

 

Gennem samtalerne hos Mødrehjælpen kan både kvinder og par få hjælp til at komme videre. Bergliot Riis håber også, at de erfaringer, der kommer ud af projektet, blandt andet kan bruges til at gøre støttesamtalerne med de gravide kvinder endnu bedre.

 

- Vi vil prøve, om vi kan indkredse nogle parametre, man skal være opmærksom på, når man har støttesamtalen før aborten. Er der nogle særlige parametre omkring disse kvinders liv? Vi ved det ikke, men det er noget, vi vil kigge på. Hvad er deres baggrund? Hvordan kommer aborten til at påvirke deres uddannelsessituation? Bliver de for eksempel sygemeldt i længere tid?

 

Projektet gennemføres i samarbejde med Århus Kommune, og blandt andre de praktiserende læger og de gynækologiske ambulatorier kan henvise kvinder og par til samtaler i Mødrehjælpen.

 

 

 

Artiklen er fra Mødrehjælpens nyhedsbrev fra august 2002 med temaet Abort
Redaktør: | Opdateret: