English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Abort og kønskromosomafvigelser

 

Forældre til fostre med afvigelser i kønskromosomer er kastebold mellem læger

 

Af Sex & Samfund

 

04-07-06. Hvilke sygdomme og misdannelser hos et foster anses for at være alvorlige nok til at berettige til abort? Og hvordan kan der sikres klare linier for de par, der vælger at få foretaget prænatal diagnostik? Dansk Selskab for Medicinsk Genetik (DSMG) og Abortankenævnet har i øjeblikket en dialog om, hvordan der kan skabes en ensartet praksis på området, så par der er gravide med fostre, som har kromosomafvigelser, undgår at blive kastebold mellem læger.

 

Dagens Medicin skriver i sit nummer fra 16. juni 2006, at mangel på entydighed i abortsamrådenes praksis gør gravide til kastebold i den lægelige rådgivning. Inden for de seneste to år har Dansk Selskab for Medicinsk Genetik, DSMG, oplevet, at tre gravide par efter genetisk rådgivning har fået afslag på sen abort, selv om de lige havde fået oplyst, at beslutningen var deres egen. Årsagen er, at nævnet i 2004 har ændret praksis og ikke længere betragter det som berettiget at abortere fostre med afvigelser i de mandlige eller kvindelige kønskromosomer. Formand for DSMG, Kirsten Rasmussen, vil have rettet op på forholdene, så de gravide får klar besked før den genetiske rådgivning.

 

»Vi bliver nødt til at sikre, at der er helt klare linjer for det stigende antal par, der får udført prænatal diagnostik. De har krav på at kende vilkårene for abort, før de går til undersøgelserne, så de ikke bliver sat i en situation, hvor de selv afvejer alle de svære hensyn, der er før en abort, og beslutter sig for, at de ikke ønsker barnet, for derefter at få et afslag fra abortsamrådene eller abortankenævnet,« siger Kirsten Rasmussen til Dagens Medicin.

 

»Hvis vi ikke mener, at kønskromosomafvigelser berettiger til abort, så opstår der et nyt etisk problem om, hvorvidt vi overhovedet skal oplyse om afvigelsen til forældrene. Og om de skal have besked på, hvad sådan en misdannelse betyder. Spørgsmålet er, om vi tør lægge disse beslutninger ud til folk, eller om vi skal have en officiel instans ind over og tage nogle beslutninger for dem.,« siger Kirsten Rasmussen til Dagens Medicin.

 

Torben Hviid, som er formand for Abortankenævnet er, ifølge Dagens Medicin, enig med Kirsten Rasmussen i, at der er tale om en svær etisk gråzone, og han har tidligere efterlyst en lovgivningsmæssig afklaring af, hvilke misdannelser og sygdomme, der anses for at være alvorlige nok til at berettige til abort.

 

Afvigelser i kønskromosomer

Afvigelser i kønskromosomerne kan resultere i Turners syndrom eller ved to kvindelige x-kromosomer mere kvindelig kropsbygning, sterilitet og påvirkning af funktionsniveau, mens to mandlige y-kromosomer giver meget høj vækst og temperamentsafvigelser, men normal forplantningsevne.

 

Kilde: Dagens Medicin 16-06-06

 

Artiklen kan læses i fuld længde på http://dagensmedicin.dk/nyheder/nyhed/article/genetikere-kritiserer-slingrekurs-i-

Redaktør: | Opdateret: