Abortgrænsen til debat

 

Abortankenævnets rapport fra 2008 viser, at stadig flere kvinder søger om tilladelse til sene aborter. Sex & Samfund mener, at abortgrænsen skal bevares, hvor den er.
 

”Jeg oplever, at det er typisk i forbindelse med mistanke om misdannelser eller sygdom, at kvinder beder om en sen abort. Folk vil gerne have et perfekt barn, og vælger
derfor fostre fra, der viser tegn på sygdom,” fortæller sygeplejerske Gitte Larsson fra Hillerød Hospital.


I 2007 ansøgte 869 kvinder Abortankenævnet om at få abort efter 12. uge. Siden 2000 er det en stigning på 28 %. Forklaringen er især de skanninger og risikovurderinger, som tilbydes i graviditetsforløbet. Opdager man eksempelvis til nakkefoldsskanningen i 13. uge eller misdannelses-skanningen i 18.-19. uge, at der er kraftig risiko for misdannelser hos barnet, vælger mange at ansøge om tilladelse til en sen abort.

 

”Fordi man nu kan undersøge så grundigt, bliver nogle fostre valgt fra, selvom der ikke
nødvendigvis er tale om grelle tilfælde af misdannelser. Det er forældre som afvejer,
hvad der vil blive et godt liv. Det er et stort eksistentielt spørgsmål, og derfor taler vi
meget med dem inden en eventuel abort. Som sygeplejerske på sen abortområdet er
man både sygeplejerske og sjælesørger,” uddyber Gitte Larsson.
 

Socialt belastede kvinder

Kvinder, som vil have abort efter 12. uge, bliver henvist af deres læger til gynækologisk
afdeling, hvor de undersøges, og derefter ansøger de Abortsamrådet om en sen abort.
Abortsamrådet træffer deres afgørelse i løbet af et par dage. Hvis kvinden får afslag,
kan hun anke til Abortankenævnet. Hvis hun får ja til abort, får hun medicin som stopper
fosterets liv, og to dage efter, får hun aborten på gynækologisk afdeling.
 

”Der er også kvinder som ansøger om abort, fordi de er socialt belastede. Kvinder, som
grundet forskellige forhold, misbrug eller umodenhed, ikke kan tilbyde deres barn noget,
eller vil kunne passe på det. Disse kvinder vil som oftest gerne have en abort så hurtigt
muligt. De har ikke samme behov for at tale med os, som kvinder med misdannede
fostre har,” forklarer Gitte Larsson.
 

Tilladelser stiger, afslag er stabilt

I 2007 fik 818 tilladelse til at få en abort. Det vil sige, at der var 48 afslag. Andelen af
afslag ligger således nogenlunde stabil, hvorimod tilladelserne er steget kraftigt siden
2005.
 

Særligt antallet af meget sene aborter stiger. 89 kvinder fik i 2007 tilladelse til abort i uge
21 og 22. Det er en stigning på 50 % i forhold til året før. Også antallet af tilladelser efter
23. uge er steget, blot ikke helt så meget. Igen er det udbredelsen af skanninger af
fostret, der spiller ind.
 

Abortgrænsen på 12 uger skal bevares

Fødselslæger og gynækologer har tidligere opfordret Folketinget til at hæve grænsen for
fri abort til 18. uge, men det støtter Sex & Samfund ikke. Charlotte Wilken-Jensen
overlæge og faglig leder af Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik mener,
at abortgrænsen på 12 uger skal bevares og udtaler:
 

”Jeg er i tråd med Etisk Råd, Dansk selskab for obstetrik og gynækologi og
Jordemoderforeningen, samt Folketingets Sundhedsudvalg, som ikke er tilhængere af at
ændre abortgrænsen, fordi:
1. Vi har et meget velfungerende system, som der ikke er behov for at ændre.
2. Vi har det antal sene aborter, vi skal have ud fra den medicinske sagkundskab, vi
nu, hvor mange misdannelser kan findes. Samrådssystemet bevilger de aborter, der
skal bevilges ud fra lovens bogstav om fosterets levedygtighed.
3. Det bør kræve større overvejelser at få abort efter 12. uge af etiske/moralske årsager.
4. Den medicinske procedure efter uge 12 er helt anderledes, hvor man både skal have
igangsat aborten medicinsk, selv føde fosteret og siden have en udskrabning.”