English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Abortsamråd - fra Bornholm til København

 

Store geografiske afstande i de nye regioner betyder, at kvinder risikerer at skulle rejse langt for at komme til en samtale om abort. I nogle regioner får kvinderne refunderet deres udgifter til transporten. I andre foregår samtalerne hjemme hos kvinderne eller på en lokal gynækologisk afdeling.

 
16-05-07. Hvis en kvinde ønsker abort og er længere henne end 12 graviditetsuger, skal hun gennem sin praktiserende læge søge et abortsamråd om at få en abort. Det samme gælder, hvis kvinden er under 18 år og søger om at få en abort uden sine forældres samtykke. Hvor langt, hun skal rejse for at komme til den samtale, som danner grundlag for abortsamrådets beslutning, om hun kan få en abort eller ej, afhænger imidlertid af hvor i regionen, hun bor.

 

Med oprettelsen af de fem nye regioner i Danmark, er det nemlig ikke længere amterne - men regionerne - der har ansvaret for landets abortsamråd. Det betyder, at en kvinde fra Bornholm skal tage vejen til København til en samtale med socialrådgiver og psykiater om, hvorfor hun søger abort i abortsamråd. I tre af regionerne får de kvinder, der bor langt væk fra regionernes Regionshuse eller Samrådssekretariater, hvor samtalerne om abort ofte foregår, refunderet deres udgifter til transport. Eller de mødes til en samtale i deres hjem eller på en lokal gynækologisk afdeling. I en fjerde region får kvinderne refunderet deres udgifter til transport, hvis de spørger specifikt om det.

 

Fra Bornholm til København

I Region Hovedstaden, som Bornholm hører til, fortæller socialrådgiver Helle Mundus, at der endnu ikke har været en abortansøger fra Bornholm, men at man er godt forberedt på situationen. Og at kvinderne får deres udgifter til transport refunderet.

 

- Jeg gør, hvad jeg kan for at finde gode løsninger for de kvinder, der søger abort, og jeg forestiller mig, at vi finder en rimelig løsning, når den første ansøger fra Bornholm melder sig, fortæller Helle Mundus, som er ansat til at tage sig af abortsamrådsarbejdet i Region Hovedstaden.  

 

Store geografiske afstande

At de geografiske afstande i Region Hovedstaden med rejse fra Bornholm til København ikke er de største, vidner en rundspørge til de andre regioner om. I Region Syddanmark kommer kvinder, der bor i et område svarende til det gamle Vejle Amt, til samtale i Regionshuset i Vejle, mens ansøgere længere væk fra typisk får besøg af eller mødes med en socialrådgiver på en lokal gynækologisk afdeling tættere på kvindens bopæl. Også i Region Sjælland har man i enkelte tilfælde taget hjem til kvinder med bopæl langt fra Regionshuset, der ligger i Sorø.

 

I Region Midtjylland, som tæller det tidligere Århus Amt, er udgangspunktet altid, at de abortsøgende kvinder kommer til samtale i Regionshuset i Århus eller Herning. I Region Midtjylland refunderer man ikke kvindernes transportudgifter automatisk, men gør det, hvis kvinderne spørger om det. 

 

De regionale abortsamråd

En ansøgning om abort i de fem regionale abortsamråd foregår oftest ved, at Samråds- eller Regionssekretariaterne i kvindernes bopælsregioner kontakter kvinderne og fortæller, hvordan deres ansøgning om abort bliver behandlet i samrådet. Kvinderne får tid til samtaler med socialrådgiver og/eller psykiater. Hvis kvinderne er under 18 år og søger abort før 12. graviditetsuge uden samtykke fra forældrene, skal de som hovedregel kun tale med en socialrådgiver. Socialrådgiversamtalerne foregår forskellige steder i regionen; ofte i regionens Regionshus. I Region Hovedstaden er der samtaler med socialrådgiver dels på Hvidovre Hospital og Nordsjællands Hospital i Hillerød. Og psykiatersamtalerne finder sted på Bispebjerg Hospital og Psykiatrisk Hospital i Hillerød. Hvis en ansøgning om abort ender i et afslag, får kvinderne i nogle af regionerne tilbud om at komme til en samtale, hvor de kan få en nærmere begrundelse for, hvorfor de fik afslag. Et afslag bliver også givet skriftligt, og kvinderne får forklaret muligheden for at anke afgørelsen i abortankenævnet. En ansøgning om abort kan tage op til 1-1½ uge, men afgøres ofte hurtigere.

 

Det er op til de enkelte regioner selv at afgøre, hvor mange abortsamråd der skal være i en region. I hver af de fem regioner er der indtil videre oprettet ét abortsamråd. Et samråd består af tre medlemmer; et gynækologisk medlem, et psykiatrisk/socialmedicinsk medlem og et medlem med juridisk eller social uddannelse. Hvert medlem har en række suppleanter. I de fleste regioner har abortsamrådsmedlemmer og suppleanter i vid udstrækning været tilknyttet de tidligere amters samråd.

 

I 2005 søgte 729 kvinder et abortsamråd om tilladelse til en abort. Ud af dem var der 65 kvinder, der enten søgte om abort uden forældrenes samtykke eller om tilladelse på trods af, at forældremyndighedens indehaver modsatte sig indgrebet.

 

Redaktør: | Opdateret: