Fosterdiagnostik medfører stigning i tilladelser til abort

 

Tal fra Abortankenævnet viser, at der gives flere tilladelser til abort efter 12. uge, fordi der er risiko for misdannelse eller lidelse hos fostret

 

Af Sex & Samfund

 

Den tekniske udvikling inden for fosterdiagnostik går hurtigt. Det betyder, at lægerne nu kan tilbyde langt flere undersøgelser, og dermed opdage flere misdannelser og sygdomme på fostre end tidligere. Og tal fra Abortankenævnet viser da også, at der generelt bliver konstateret flere misdannelser og lidelser hos fostre. Flere og flere kvinder og mænd står derfor over for at skulle træffe beslutning om, hvorvidt de vil gennemføre eller afslutte graviditeten, fordi der er en statistisk risiko for, at deres fostre har eller vil få en defekt, uden at man med sikkerhed kan fastslå, om defekten rent faktisk er til stede.


Det kan man læse i Abortankenævnets årsberetning for 2004, der viser, at stadig flere vælger at søge om tilladelse til abort efter 12. uge på grund af risiko for misdannelse eller lidelse hos fostret. I 2003 blev der i amternes abortsamråd givet 294 tilladelser til abort. Det tal steg i 2004 med 22 % til 358.


”Vores gæt er, at stigningen skyldes den øgede brug af fosterdiagnostik. Det er jo sådan med de nye retningslinier fra Sundhedsstyrelsen, at kvinden bliver gjort bekendt med en risikovurdering,” siger formanden for Abortankenævnet Torben Hvid og fortsætter:

 

”Jeg tror, at det for de flestes vedkommende vil føles ubehageligt at få at vide, at der er en risiko for defekt hos fostret, uanset om risikoen måske i virkeligheden er mindre end den risiko, der altid er for at få et handicappet barn.”


Orientering til abortsamrådene
Stigningen i antallet af disse tilladelser har fået Abortankenævnet til at udarbejde en orientering til amternes abortsamråd, hvor nævnet gør opmærksom på, at det ikke er enhver legemlig eller sjælelig lidelse, der kan begrunde tilladelse til abort. I orienteringen kræver Abortankenævnet at samrådene sikrer, at der i videst muligt omfang bliver foretaget diagnostiske undersøgelser, der enten bestyrker eller afkræfter en mistanke om misdannelse eller lidelse, inden der gives tilladelse til abort. Desuden kræver Abortankenævnet, at samrådene i deres afgørelser om abort vurderer, om risikoen for misdannelse eller lidelse er markant større end for befolkningen som helhed.


”Vi følte, at det var tid at indskærpe reglerne for at være lidt på forkant med situationen. Så det vi har været ude og sige er, at vi må forvente et øget pres på samrådene, og det giver anledning til, at vi lige stopper op og tænker os om en ekstra gang,” siger Torben Hvid.


I sin gennemgang af abortsamrådenes afgørelser i 2004 har Abortankenævnet fundet det nødvendigt at komme med anmærkninger til flere afgørelser, hvor der er blevet givet tilladelse til abort på baggrund af en konstateret risiko for, at fostret ville blive født med misdannelser. Et af eksemplerne viser, at der bl.a. er givet tilladelse til abort, fordi en scanning påviste en nakkefold. Der var ikke foretaget yderligere diagnostiske undersøgelser i forbindelse med scanningen, og det viste sig senere, at fostret havde en normal kromosombesætning.


Hvor skal man sætte grænsen?
Dette og andre eksempler har nu rejst spørgsmål i Abortankenævnet om, hvor stor risikoen for lidelse eller misdannelse skal være, før man kan overveje at give tilladelse til abort, ligesom det også skal overvejes, hvilke misdannelser, der er så alvorlige, så der kan gives tilladelse.


”Hvor man skal sætte grænsen er svært at sige, men man kunne måske kræve en lidt mindre grad af risiko, hvis det drejer sig om en alvorlig defekt og en større grad af risiko, hvis det drejer sig om en mindre alvorlig defekt,” siger Torben Hvid.


Statistik fra Abortankenævnets årsberetning viser, at ansøgninger om abort til amternes abortsamråd har ligget stabilt de senere år. Se yderligere statistik i årsrapporten, som kan downloades på abortnet.dk. Klik her.


Abortankenævnet består af tre medlemmer. En dommer, en speciallæge i gynækologi og en speciallæge i psykiatri med to suppleanter for hvert medlem.