English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Graviditet eller abort – fokus på rådgivning i Fyns Amt

 

På baggrund af projektet "Graviditet – Fødsel eller provokeret Abort" er der i Fyns Amt taget en række initiativer til at styrke de rådgivningsforløb, der tilbydes gravide kvinder


Af Foreningen Sex & Samfund


Fra maj 2001 til oktober 2003 har Mødrehjælpen i Odense samarbejdet med den sociale sektor og sundhedssektoren om at sikre de gravide kvinder i Odense så let adgang som muligt til rådgivning, så kvinderne har mulighed for at træffe det valg, der er rigtigt for dem, hvad enten det er provokeret abort eller fortsat graviditet.


Udover at støtte kvinden eller parret i at træffe deres egen beslutning om abort eller fortsat graviditet har målsætningen med projektet været at udvikle en model for det tværfaglige samarbejde mellem læge, jordemoder og socialrådgiver i forbindelse med den gravide kvindes eventuelle problemer og behov i forhold til sin situation. Både sagsbehandlere i Odense kommune, jordemødre, praktiserende læger og den gynækologiske afdeling på Odense Universitetshospital har været involveret i projektet om at smiddiggøre samarbejdet og kommunikationen mellem de faggrupper, som kvinden har mulighed for at komme i kontakt med i forløbet.


Identifikation af problemer og behov
For tidligt at kunne identificere eventuelle problemer og behov hos den gravide kvinde introducerer projektet et socialt anamneseskema, som ved konsultation hos den praktiserende læge i forbindelse med konstatering af graviditet, bliver udfyldt af lægen sammen med kvinden. Skemaet rummer oplysninger, der belyser de forhold, der har betydning for kvindens beslutning om fortsat graviditet eller provokeret abort. Meningen med skemaet er, at det følger kvinden videre i systemet, og det danner grundlag for hvilke støttemuligheder, hun eventuelt kan tilbydes, hvad enten hun beslutter sig for at afbryde eller gennemføre graviditeten.


Allerede tidligt i projektforløbet viste det sig, ifølge projektleder Birthe Fangel Poulsen, at der var et stort behov for rådgivning til en del af de kvinder, der vælger abort – både før og efter indgrebet, og det sociale anamneseskema skulle være det redskab, der var med til at sikre optimal hjælp og støtte til disse kvinder. Evalueringen af projektet, som blev foretaget af Center for Anvendt Sunhedstjenesteforskning og Teknologivurdering viser imidlertid, at det er usikkert, hvorvidt det sociale anamneseskema har betydning for tidlig identifikation af kvindens eventuelle sociale problemer. Skemaet fører, ifølge evalueringsrapporten, tilsyneladende heller ikke til en forbedring i den skriftlige kommunikation mellem de forskellige behandler/rådgivergrupper, hvilket også var hensigten med det.


En videreudvikling af det sociale anamneseskema
På trods af at det sociale anamneseskema i projektforløbet har vist sig tungt at arbejde med for de praktiserende læger, og konklusionen i evalueringsrapporten er, at skemaet ikke har formået at forbedre den skriftlige kommunikation mellem de instanser, som de gravide kvinder kommer i kontakt med, synes skemaet at være et pionerskridt i den rigtige retning. Evalueringsrapporten ender da også ud med at anbefale et relevant kommunikationsredskab, der i fremtiden kan:


støtte en identifikation af den gravide kvindes problemer, herunder eventuelle sociale problemer, samt hendes ressourcer og muligheder for indsats/behov for henvisning”.


Som følge af evalueringsrapportens anbefalinger er der i Fyns Amt allerede taget en række initiativer. En fødeplan med vægt på forebyggelse, sundhedsfremme, ressourceopsporing og risikovurdering er ved at blive implementeret. Der er desuden blevet bevilget ansættelse af psykolog og socialrådgiver ved amtets to fødesteder, og der er indgået aftale med Mødrehjælpen om at tilbyde støttesamtaler før og efter provokeret abort, gældende til og med december 2004. Derudover arbejder amtet og de fynske kommuner sammen om et projekt om digital kommunikation, hvor målet er at etablere en digital kommunikation mellem praktiserende læge, sygehus og kommuner.

 

***


I projektperioden var der ca. 4150 gravide kvinder i Odense Kommune, som valgte at gennemføre deres graviditet, og der var ca 782, som valgte en provokeret abort. I forbindelse med introduktionen af det sociale anamneseskema blev der udfyldt 796 sådanne, hvoraf 44 førte til henvisning enten til rådgivningstilbud i Jordemodercentret eller i Abortrådgivningen.


  
Projekt –og evalueringsrapport kan rekvireres på 6611 2215. Læs mere om Mødrehjælpen på www.mhj1983.dk.

Redaktør: | Opdateret: