Historisk lavt antal aborter

 

Ikke siden indførelsen af den fri abort i Danmark i 1973 har antallet af provokerede aborter været så lavt som i 2004

 

Af Sex & Samfund

 

31-05-05. Færre kvinder traf i 2004 beslutningen om at få en abort i forhold til 2003. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af aborter i 2004 er halveret i forhold til 1975.

 

”Det er dejligt, at aborttallet er faldet. En vigtig forklaring ligger i, at det store forebyggelsesarbejde, der er gjort for at undgå uønskede graviditeter, har en effekt,” siger sekretariatschef i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen.

 

”Vi har grund til at være stolte over hele linjen. Det er resultatet af en mangeårig, fælles indsats, der spænder fra det offentlige over praktiserende læger, præventions- og rådgivningsklinikker til supplerende seksualundervisning og andre undervisere," udtaler Bjarne B. Christensen.

 

De nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af aborter nu ligger på 14.674 aborter. Det svarer til, at 12 kvinder ud af 1.000 har fået en abort i 2004. Generelt er der tale om et fald på 6 % i forhold til sidste år. Det største fald findes hos de 25-29-årige med 10,6 % og 35-39-årige med 11 %.

 

”Det kan tyde på, at de praktiserende læger er blevet bedre til rådgivning og vejledning – forhåbentlig inspireret af de kurser og bøger, som foreningen har været med til at lave,” siger Bjarne B. Christensen.

 

På trods af de flotte tal er der enkelte grupper, hvor tallet er steget. I teenagegruppen, som tæller unge mellem 15-19 år, ses en stigning på 6 %.

Ud over en øget fokus på forebyggelse kan der også være en mere dyster forklaring på de faldende aborttal.

 

”En medvirkende årsag til faldet kan muligvis også findes i en generelt faldende fertilitet i samfundet” siger Bjarne B. Christensen. ”Vi ser både et fald i aborttal og fødselstal i disse år, vi ser en faldende sædkvalitet blandt unge mænd og vi ser mange par, der modtager fertilitetsbehandling. Der er behov for også at følge denne negative udvikling nøje.”

 

Den fremtidige indsats

”Det er afgørende at holde fast i en god forebyggende indsats i forhold til de unge både i skolen og efter folkeskolen. Det er i ungdomsgruppen, vi stadig ser stigninger i aborttallet og langt størsteparten af unge, der bliver gravide, vælger at få en abort. Derfor skal seksualundervisningen være i top bl.a. ved, at lærerne faktisk selv får tilbudt faglig uddannelse på dette område. Det er stort set ikke tilfældet i dag."

 

”Men der er også brug for en skærpet, oplysende indsats over for de unge, også efter de har forladt folkeskolen. I dag har stort set ingen ungdomsuddannelser tilbud om supplerende seksualundervisning. Med støtte fra Sundhedsstyrelsen går vi i Sex & Samfund nu sammen med Københavns Kommune om et initiativ over for de 15-19-årige, hvor vi satser på undervisning om prævention på ungdomsuddannelser som produktions- og tekniske skoler," fortæller Bjarne B. Christensen.

 

”Kvinder, der netop har født, er en anden målgruppe, som vi bør give en skærpet opmærksomhed. Tidligere undersøgelser viser, at 1 ud af 10 kvinder bliver uønsket gravid inden for det første år, efter de har født, fordi de ikke bruger prævention.”

 

”Vi skal også rette opmærksomheden mod de faggrupper, som har kontakt til disse kvinder. Det drejer sig f.eks. om jordemødre, sundhedsplejersker og sygeplejersker,” slutter Bjarne B. Christensen.

 

På www.abortnet.dk kan du læse de opdaterede aborttal.