English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Medicinsk abort og praktiserende læger

 


Af Dinne Leth-Miller
Artiklen er fra
Månedsskrift for praktisk lægegerning

April 2001

 

Vil du være vågen eller vil du sove?
Syv farmaceutstuderende har interviewet 13 praktiserende læger om deres viden og holdning til medicinsk abort. ­Lægerne er positive, men har ikke meget viden. Den de har stammer fra deres ­patienter, og her er det et problem at kun de kirurgiske aborter kommer til kontrol.

 

Hvert år foretages 16.000–20.000 aborter i Danmark, og antallet har gennem en årrække været uændret. Selvom aborttallet skulle blive lavere, vil emnet provokeret abort også fremover have stor individuel og samfundsmæssig interesse.

 

Denne interviewundersøgelse af praktiserende lægers holdning til og viden om medicinsk abort kan øge opmærksomheden om grundlaget for rådgivning af abortsøgende kvinder og måske give anledning til ændring af samarbejdsrutiner mellem almen praksis og sygehuse.

 

 

Medicinsk abort
Efter at have talt med sin praktiserende læge får kvinden en henvisning til et hospital. På henvisningen bør der stå, hvorvidt kvinden skal have foretaget kirurgisk eller medicinsk abort. Medicinsk abort er dog kun mulig indtil udgangen af 8. eller 9. uge, afhængig af hvilket hospital der hen­vises til.

 

Ved medicinsk abort gives 600 mg mifepriston, hvorefter patienten tager hjem. To dage senere møder patienten igen og får oplagt et Cervagem-vagitorium. Cervagem gives for at få livmoderen til at trække sig sammen og dermed sikre at den tømmes fuldstændigt. Efter opsætning af Cervagem-vagitoriet observeres patienten i 4 ­timer og sendes herefter hjem. I løbet af de første to dage efter indtagelse af mifepri­ston, men inden Cervagem, vil over halvdelen af kvinderne normalt have aborteret. Fire timer efter at Cervagem-vagitoriet er oplagt, vil cirka 85% af kvinderne have aborteret, mens de resterende kvinder som regel aborterer inden for en til seks dage. To uger senere kommer patienten til en kontrolundersøgelse på sygehuset, for at ­sikre at aborten er vellykket.

 

I august 1998 havde de første 100 kvin­der gennemgået en medicinsk abort på Amtssygehuset i Herlev. Kvinderne blev bedt om at kommentere forløbet samt give kommentarer og forslag til forbed­ringer (1).

 

Kun halvdelen, 56%, var tilfredse med den information, de havde fået hos deres praktiserende læge, mens 85% fandt orienteringen på sygehuset tilfredsstillende. ­Patienterne efterlyste især bedre information om de smerter, der kan optræde i forbindelse med medicinsk abort, samt de psykiske eftervirkninger. Hovedparten, 80%, ville atter vælge medicinsk abort, hvis de kom i samme situation. De kvinder, som ikke ville vælge samme metode, fravalgte denne oftest på grund af smerter; andre fandt oplevelsen uæstetisk eller langtrukken.

 

Medicinsk abort udføres her i landet ­oftest med en kombination af mifepriston og prostaglandin, og er lige så effektiv som kirurgisk abort, dvs. mere end 95% af aborterne er fuldstændige (2–4).

 

For at undersøge hvilke faktorer de praktiserende læger vægter i forbindelse med rådgivning om abortmetoden, ønskede vi at interviewe en række praktiserende læger i københavnsområdet.

 

Vi valgte at begrænse os til dette område, da der på dette tidspunkt ikke var mange steder i resten af landet hvor der blev udført medicinsk abort. Vi ønskede at tale med læger, der var tilknyttet hospitaler, som på det tidspunkt udførte medicinsk abort. Endvidere ønskede vi en vis spredning i lægernes alder og køn for at opnå et repræsentativt billede.

 

Det viste sig at være svært at få læger til at give sig tid til at lade sig interviewe, men vi opnåede alligevel en tilfredsstillende sammensætning af interviewpersoner.

 

Vi interviewede i alt 13 læger, 5 kvindelige og 8 mandlige læger.

 

Som udgangspunkt for interviewene havde vi en interviewguide, for at sikre at vi fik besvaret nogenlunde de samme spørgsmål, for derved at kunne foretage en sammenligning.

 

Interviewguiden bygger på de faktorer, vi forventede påvirkede de praktiserende læger.

 

Interviewene varede fra 15 minutter til 1½ time. Interviewet bestod af et delvist struktureret interview med interviewguide og et åbent interview, så lægen fik mulighed for at komme ind på emner, vi ikke umiddelbart havde tænkt på. Lægerne er betegnet med numre og K/M for henholdsvis kvinde og mand. De 13 lægers ­meninger er blevet sammenholdt og kommenteret. Vi fandt ingen generelle kønsforskelle i lægernes rådgivning. Vi har i beskrivelsen lagt vægt på nuancer, forskelle og ligheder.

 

 

Brug for bedre kommunikation
Vi blev overraskede over, hvor lidt lægerne generelt vidste om medicinsk abort. Kommunikationen mellem de praktiserende læger og de gynækologiske afdelinger fungerede ikke optimalt. De praktiserende læger får løbende tilbagemelding fra deres pa­tienter efter en kirurgisk abort i modsætning til efter en medicinsk abort, hvor de kun hører om komplikationer. Det skyldes, at kun patienter, der har fået foretaget en kirurgisk abort, kommer til efterkontrol hos deres praktiserende læge. Derfor er lægerne afhængige af formidling fra de gynækologiske afdelinger, hvis de skal kunne give kvinderne en mere konkret og fyldestgørende rådgivning. Bedre samarbejde kan forebygge, at patienten foreslås forskellige behandlingsmetoder eller oplever modstridende udsagn fra egen læge og sygehus.

 

 

Hvad påvirker rådgivningen?
I vores interview angav lægerne, at de specielt påvirkes af viden om den enkelte pa­tient og erfaringer fra tidligere abortpatienter. Havde lægerne ikke konkrete erfaringer med medicinsk abort, havde de svært ved at præcisere deres holdninger til de enkelte faktorer. De læger, der udelukkende havde deres viden om medicinsk abort fra skriftligt materiale, havde sværere ved at udtale sig om deres holdninger til de to metoder.

 

Lægerne gav forskellige råd alt efter hvilken patient, de talte med. Flere af lægerne gav udtryk for, at en kvinde, der skal have foretaget en medicinsk abort, skal være psykisk stærk. En læge mente, at kvinden helst skal have født før, så hun er forberedt på stærke smerter. En enkelt læge ville vælge for en psykisk ustabil kvinde. De fleste læger mente, at kun meget få kvinder fik foretaget mere end én abort.

 

Flere af lægerne sagde direkte efter interviewet, at vi havde øget deres bevidst­hed om, hvilke faktorer de påvirkedes af ved rådgivningen. Vi fik en fornemmelse af, at mange af lægerne ville ændre adfærd, næste gang de skulle rådgive en patient om abortmetode, idet de under interviewet var blevet mere opmærksomme på fordele og ulemper. Vores interview lader således til at have haft en vis provokationseffekt. Langt de fleste af lægerne levede dog op til vores forventninger om at inddrage deres kendskab til patienten i rådgivningen og på den måde tage hensyn til vedkommende.

 

 

Mange veje til påvirkning
Rådgivningen i valg af abortmetode foregår i dag hos den praktiserende læge, ikke på sygehusene. Lægerne på de gynækologiske afdelinger på amtssygehusene i Glostrup, Herlev og Gentofte gik ud fra, at patienten på forhånd havde besluttet sig til enten medicinsk eller kirurgisk abort. Hvis henvisningen ikke udtrykte et specifikt valg, foretog sygehuset en kirurgisk abort.

 

De praktiserende læger påvirkedes især af deres viden om behandlingens psykiske og fysiske bivirkninger, tidligere erfaringer og den enkelte patients personlighed, krav og forventninger. De påvirkedes i mindre grad af kolleger, videnskabelige tidsskrifter samt anden faglig information.

 

 

Hvad ved læger om abortmetoder?
En overvejende del af lægerne sagde, at en primær bivirkning ved kirurgisk abort er infektioner i underlivet, blødninger og risikoen ved bedøvelse; perforation af livmoderen ses sjældent. K3 udtalte: »Jeg skal jo hver gang sige noget om infektioner og blødninger«, men hun så sjældent bivirk­ninger. Generelt så M10 heller ikke bivirk­ninger ved den kirurgiske abort, dog fortalte han, at der kunne skrabes forkert, og at bedøvelse hverken er sund eller ufarlig.

 

Medicinsk abort er efter flere lægers mening ofte ufuldstændig, hvorfor kvinden efterfølgende skal have en udskrabning. Som andre bivirkninger nævnte en overvejende del af lægerne ve-lignende smerter, mens nogle få omtalte kvalme, ubehag eller langvarige blødninger. De nævnte kun risikoen for mislykket abort i forbindelse med den medicinske abort. Ikke alle vidste, hvordan en medicinsk abort forløber, i modsætning til kirurgisk abort, som de fleste under deres uddannelse selv havde udført.

 

Nogle læger fremhævede det belastende ved en medicinsk abort, det at patienten kan gennemleve aborten på en måde, der minder om en fødsel eller en spontan abort; K5 sagde, det kan være en barsk oplevelse, og at kvinderne ofte er trætte bag­efter. Andre fandt fordele ved den medicinske abort, idet den kirurgiske abort med fuld bedøvelse er mere belastende end den medicinske, hvor man selv medvirker aktivt; K4 havde erfaret, at kvinderne kom sig hurtigere psykisk efter den medicinske abort.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at lægerne havde så modstridende holdninger om den psykiske bearbejdning af aborten ved de to metoder. Halvdelen af lægerne mente, at der var forskel på den psykiske bearbejdning af aborten afhængigt af metoden. Forskellene mellem lægerne kan skyldes manglende tilbagemeldinger fra patienter, der har fået foretaget en måske vellykket medicinsk abort.

 

 

Lægens personlige holdning til abortmetoderne
Lægerne var generelt positive over for den frie abort, nogle mere skeptiske end andre, men alle var enige om, at abort skal være lovligt. K3 udtalte: »Det er jeg fuldstændig kold over for, der dør alligevel folk af sult over hele verden«. M9 syntes, et civiliseret samfund skal tilbyde denne mulighed. M11 og M12 så abort som et nødvendigt onde, der så vidt muligt skal undgås. M10 fandt, at der generelt er for let adgang til abort.

 

Lægernes holdninger til metoderne afhang af deres få konkrete erfaringer, og halvdelen af lægerne var positivt indstillet over for den medicinske abort. »Medicinsk abort er en genial løsning, hvis det kan lade sig gøre« sagde M13, og K1 mente, at det er godt at slippe for bedøvelsen og det kirurgiske indgreb. K6 fandt den medicinske abort nem, komplikationsfri og mere skånsom end den kirurgiske. K4 lagde vægt på, at man skal være klar over fordele og ulemper, idet ikke alle vil kunne klare en medicinsk abort.

 

M12 kunne ikke se den store gevinst ved den medicinske abort, som han opfattede som for smertefuld. M10 havde erfaret, at den medicinske abort efterfølges af udskrabning i alle tilfælde og foretrak derfor den kirurgiske metode; han havde haft tre patienter med medicinsk abort.

 

 

Hvorfra stammer lægens viden om medicinsk abort?
Lægerne havde deres viden fra stort set de samme kilder. Flere læger havde deres viden fra Klinik Nyt, Ugeskrift for Læger samt Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. En af lægerne havde været til informationsmøde på Amtssygehuset i Herlev. Desuden havde M10 læst om det i avisen, M13 i et dameblad. M12 havde kun læst, hvad der står i en patientvejledning fra 1999. Ingen af lægerne havde opsøgt viden om emnet.

 

 

Hvordan påvirkes lægen af ­behandlingens psykiske og fysiske bivirkninger?
Lægerne havde meget forskellige holdnin­ger til, hvorvidt de fysiske eller psykiske bivirkninger vejer tungest ved rådgivningen. Havde de haft patienter med fysiske bivirk­ninger, var det dem, de lagde mest vægt på. Lægernes egne erfaringer var mere håndgribelige, og det overrasker os derfor ikke, at de overskyggede den viden, de havde opnået andetsteds. Det kunne være en fordel, hvis lægerne mere systematisk havde indsamlet ­viden.

 

M2 mente, de fysiske bivirkninger ved begge metoder er til at komme over, men at mange patienter opnår en bedre psykisk bearbejdning ved den medicinske abort, idet patienten medvirker aktivt gennem hele forløbet. K3 sagde, at medicinsk abort kan være psykisk belastende, og har kvin­den det på forhånd dårligt med at få fore­taget en abort, vil en kirurgisk abort være at foretrække. M9 mente, det er en belastning, at den medicinske abort strækker sig over flere dage.

 

K5 ville tilråde en medicinsk abort, såfremt patienten virker psykisk robust og tidligere har gennemgået en fødsel. Ligeledes foreslog M13 medicinsk abort til de patienter, som han mente kunne udholde smerterne og ventetiden, og han opfattede de psykiske bivirkninger som minimale. Omvendt mente M10, at de fysiske bivirkninger er større ved medicinsk abort end ved den kirurgiske abort; han lagde ikke stor vægt på de psykiske bivirkninger.

 

 

Hvordan påvirkes lægen af tidligere erfaringer?
Lægerne får normalt tilbagemelding fra de kvinder, de har henvist til kirurgisk abort, idet de tilbydes kontrolundersøgelse hos egen læge. Efter medicinsk abort foregår denne kontrol derimod på hospitalet. Den praktiserende læge får derfor kun orientering om forløbet, såfremt patienten selv henvender sig, eller hvis hun og lægen drøfter abortforløbet ved en senere konsultation. Tydeligvis var lægerne mere påvirkede af deres patienter end af fagpressen.

 

M11 havde en positiv holdning til medicinsk abort på trods af, at han kun havde haft en patient med medicinsk abort, og hun havde gennemgået langt flere smerter end forventet; hun ville om fornødent vælge samme metode igen. K6 havde haft 10–20 abortpatienter inden for det sidste år, halvdelen af aborterne var medicinske, og hun fandt det lettere at anbefale medicinsk abort, når en tidligere patient havde været rigtig glad for metoden. Derimod havde K4 ingen erfaringer med den medicinske metode, da den er meget ny i hendes område.

 

K5 havde mange abortpatienter fordelt på både medicinsk og kirurgisk abort. Hun fik sjældent tilbagemeldinger fra patienter efter en medicinsk abort og kunne derfor ikke benytte denne form for erfaringer i sin rådgivning; hun havde dog ikke hørt kvinder beskrive metoden som direkte uudholdelig.

 

M2 mente, at mange patienter føler, at »ved den kirurgiske metode er man passiv og dermed offer for systemet«. K3 sagde, at patienterne oplever kirurgisk abort som samlebåndsarbejde.

 

M10 havde haft ca. ti abortpatienter inden for det sidste år, hvoraf tre var medicinske. Da alle tre medicinske aborter måtte afsluttes med udskrabning, var lægens erfaringer med medicinsk abort negative. Han havde også haft en patient, som havde prøvet begge metoder og foretrak den kirurgiske på grund af risikoen for, at den medicinske kunne give fysisk ubehag i flere dage.

 

 

Hvad betyder patientens ­personlighed, krav og ­forventninger for lægens ­rådgivning?
Enkelte af lægerne mente ikke, at patientens personlighed, krav og forventninger havde betydning for deres rådgivning, men det fremgik, at disse læger enten manglede erfaringer med medicinsk abort, ikke kendte patienten, eller at lægerne mente, kvinden forventede, at de valgte for hende.

 

De læger, der angav at tage hensyn til patienternes krav, forventninger og personlighed, syntes det var vigtigt, at patienten alene eller i fællesskab med lægen fandt frem til den løsning, der var rigtig for hende. Lægerne mente, at bestemte patienter havde større glæde af den ene metode end af den anden. De mente ikke, at de styrede patienterne til at vælge en bestemt metode, men de modsagde sig selv, idet de typisk tilpassede rådgivningen efter kvindens personlighed ved at fremhæve de elementer, som de følte passede bedst til hende.

 

K4 oplevede de abortsøgende kvinder som ulykkelige på trods af, at de fleste var afklarede og vidste, at de ville have en abort. Hvis hun kendte patienten, havde hun ofte en fornemmelse af, om den ene abortmetode ville være mere velegnet end den anden. Hvis kvinden var bange for bedøvelse og ikke kunne lide det sterile ho­spital, var medicinsk abort at foretrække. Var det derimod en ung pige, som var bange for smerte, ville det måske være mere velegnet med kirurgisk abort. Lægen understregede, at det i sidste ende var pa­tientens eget valg.

 

M2's udgangspunkt var at spørge: »Vil du være vågen, eller vil du sove?« og dermed lægge vægten mindre på selve indgrebet. M2 modsagde imidlertid sig selv; på den ene side sagde han, at det aldrig kunne falde ham ind at prøve på at ændre patientens holdning, på den anden side ville han typisk snakke videre med en patient, indtil de var enige.

 

Hvis det var muligt at få foretaget en medicinsk abort, ville M11 altid tilråde det. Hvis patienten er meget ængstelig, med en lav smertetærskel eller bare har den indstilling, at hun ønsker at sove fra det, anbefalede han kirurgisk abort. En kvinde, der er afklaret omkring sin situation og ikke så bange for, at det kan gøre ondt, bare det ikke skader, fandt han mere egnet til medicinsk abort.

 

M13 tog hensyn til patientens personlighed, idet han ikke mente, at en psykisk skrøbelig patient kan klare ventetiden og de smerter, der kan være forbundet med medicinsk abort. En patient, som er i tvivl om abortvalget, fandt han heller ikke egnet til medicinsk abort. Kendte kvinderne ikke den medicinske abort, mente lægen ikke, de havde grundlag for at vælge, og han opfordrede dem til at følge sit forslag.

 

Havde en kvinde besluttet sig for en bestemt abortmetode, forsøgte M10 ikke at ændre valget. Han tog ikke hensyn til personligheden, da han ikke mente, han kender den enkelte kvinde godt nok. K1 tog ikke individuelle hensyn, hos hende var rådgivningen den samme for alle, og hun mente ikke, det var lægen, der skulle træffe valget. Imidlertid var hun ikke opmærksom på, at patienten skulle have bestemt sig inden henvisningen.

 

 

Påvirker videnskabelige tidsskrifter og anden faglig information ­rådgivningen?
Det var svært for lægerne at svare på, hvorvidt de blev påvirket af skriftligt materiale. Ofte var påvirkningen ubevidst. Vi oplevede, at skriftligt materiale tit blev overskygget af lægernes egne erfaringer og oplevelser, og vi tror lægen ofte påvirkes mere af patienten, end af baggrundsviden.

 

Få læger havde skriftlig information om medicinsk abort. M8 sagde, at det materiale, han havde læst, havde overbevist ham om, at de to metoder er ligeværdige, og det var udgangspunktet for hans rådgivning. M9 sagde, at han generelt havde for lidt information til at det kunne påvirke ham. Andre læger sagde direkte, at de påvirkes af informationen.

 

 

Påvirkes lægen af kolleger og andet sundhedspersonale?
Lægerne påvirkedes efter eget udsagn ikke meget af kolleger. Det overrasker os, at mange af lægerne ikke havde diskuteret medicinsk abort med deres kolleger, så de derved kunne få gavn af hinandens erfaringer. Vi forventer, at læger vil påvirke hinanden, hvis de diskuterer emnet, og at kvinderne dermed kunne få en mere nuanceret rådgivning.

 

K1, M2, K3, K5 og M10 diskuterede medicinsk abort med kollegerne, resten havde ikke gjort det. Talte læger om medicinsk abort, var det oftest med dem, de delte praksis med. K1 diskuterede dog sjældent patientproblemer med de fire læger, hun delte praksis med, men til gengæld deltog hun i et fagligt forum med andre kolleger. K3 og K5 var af den holdning, at det var nødvendigt med en fælles holdning udadtil, når man deler praksis med andre læger, og de lod sig påvirke af kollegernes meninger. Modsat fandt M13 slet ikke, at de to læger, han delte praksis med, påvirkede hans holdninger.

 

 

Påvirker samfundet i almindelighed lægens rådgivning?

 

Generelt havde lægerne ikke svar på dette spørgsmål. Det skyldes formentlig, at det er upræcist. Havde medicinsk abort været diskuteret i medierne, ville der være meninger og holdninger at forholde sig til.

 

M7 mente ikke, at samfundet påvirkede hans rådgivning, da emnet ikke er udbredt i de gængse medier. M9 var heller ikke stødt på emnet, og M11 mente slet ikke, at han lod sig påvirke af samfundet i almindelighed.

 

 

Hvordan vægter lægen de nævnte påvirkninger i forhold til hinanden?
Lægerne nævnede forskellige faktorer som de primære i deres rådgivning:

 

 

M2 og K4 oplevede de psykiske bivirkninger som det største problem ved abort.

 

 

K1 mente, at tidsperspektivet har størst indflydelse på patientens valg, idet hun oplevede, at de fleste ville have aborten overstået hurtigst muligt.

 

 

M8 lagde mest vægt på samspillet mellem læge og patient samt på opfyldelsen af pa­tientens ønske. »Det vigtigste er, at kvin­den får sin abort, og at løsningen passer til personen«.

 

 

K3 lagde som M7 vægt på, at det er patientens eget valg, og at det vigtigste er dialogen med patienten for at sikre sig, at patienten føler sig sikker i sin beslutning.

 

 

M10 var primært påvirket af de fysiske bivirkninger, idet han var overbevist om, at såfremt kvinden var sikker i sit valg, ville hun relativt hurtigt komme sig over de psykiske eftervirkninger. M11 og M13 lagde også mest vægt på de fysisk blivende bivirkninger ved indgrebet.

 

 

Det vigtigste for M9 var, hvad han selv troede var bedst for den enkelte, idet han ikke mente, kvinderne har viden nok til selv at vælge metode.

 

 

M12 troede, at kvinden først på sygehuset tog stilling til, hvilken abortmetode hun ville benytte, og de faktorer, der påvirkede ham mest, kan således ikke belyses.

 

 

 

LITTERATUR
1. Lidegaard Ø, Larsen JF, Blaabjerg J, Larsen E. De første 100 tidlige medicinske aborter. Ugeskr Læger 1999; 161: 3278–81.

 

2. Goldstein H, Nørgaard M, Borghegn V, Smith-Jensen S. Medicinsk abort. Månedsskr Prakt Lægegern 1999; 77: 585–9.

 

3. Lidegaard Ø, Larsen JF. Tidlig medicinsk abort, en opdatering. Ugeskr Læger 1999; 161: 3275–7.

 

4. Spitz IM, Bardin CW. Clinical pharmacology and RU 486 – an antiprogestin and antiglucocorticoid. Contraception 1993; 48: 403–44.

 

Redaktør: | Opdateret: