English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Odenselæger med i ”Projekt: graviditet – fødsel eller provokeret abort”

 


Af Birte Fangel Poulsen, Mødrehjælpen
Artiklen er fra Fynske Læger

 

De næste to år tilbydes alle gravide kvinder i Odense udvidet rådgivning om personlige, sociale og økonomiske forhold, som kan være afgørende for om svangerskabet gennemføres eller ej.
Et projekt med en metode og en model om tværfagligt samarbejde med lægerne i Odense som primære fagpersoner skal vise bæredygtighed. Sker det, kan det være med til at løfte en af hovedopgaverne i regeringens ”Handleplan for nedsættelse af provokerede aborter”.

 

Mødrehjælpen i Odense har gennem det sidste år arbejdet på at få iværksat projektet, som støttes økonomisk af Sundhedsministeriet, Fyns Amt og Odense Kommune. De sidste brikker i et stort puslespil med mange aktører er nu faldet på plads. Herunder er odense-lægernes honorering for medvirken ved oprettelse og udfyldelse af ”socialt anamnese-skema” endeligt aftalt med sygesikringen

 

Opgaven er at give kvalificeret rådgivning til gravide kvinder eller par, som overvejer en provokeret abort. Der ønskes en forbedret rådgivning om personlige, sociale og økonomiske forhold, som kan være afgørende for, om svangerskabet ønskes gennemført eller ej. Samtidig skal det sikres, at den rådgivning om personlige, sociale og økonomiske forhold, som har dannet baggrund for den gravide kvindes efterfølgende ønske om at gennemføre graviditeten også føres ud i livet i den efterfølgende svangreomsorg.

 

Introduktion til hver enkelt praksis i Odense
Forud for projektets start er det meningen at hver enkelt praksis i Odense aftaler og modtager  et besøg med projektlederen med henblik på introduktion af projektet og det sociale anamnese-skema. Den personlige og individuelle introduktion vil forhåbentlig medvirke til at projektet kommer godt fra start.

 

I det følgende beskriver jeg kortfattet, hvad projektet går ud på.

 

Alle gravide tilbydes udvidet støtte
I projektet, som løber i en periode fra 1.9.2001 til 31.4.2003, tilbydes alle gravide kvinder i Odense Kommune en udvidet rådgivning og støtte om personlige og sociale forhold. Dette gælder for gravide kvinder, som vælger at gennemføre deres svangerskab, og det gælder for de kvinder som er i tvivl og for de kvinder, som vælger provokeret abort.

 

Projektet tager sit udgangspunkt hos den gravide kvindes praktiserende læge, idet stort set alle gravide kvinder henvender sig til sin egen læge omkring en indtruffet graviditet.

 

Dialog om ”Socialt anamnese-skema”
I ovennævnte periode skal den praktiserende læge sammen med og i dialog med den gravide kvinde udfylde et socialt anamneseskema. Det indeholder de oplysninger om den gravide kvindes livssituation, som hun og lægen mener har betydning for at belyse hele kvindens situation i forhold til at gennemføre en graviditet. I tilfælde af tvivl skal det belyse forhold, hvor kvinden kan have brug for støtte og vejledning til at træffe den for hende rigtige beslutning om gennemførelse af svangerskab eller provokeret abort.

 

Et redskab i tre eksemplarer
Det sociale anamneseskema udfyldes i tre eksemplarer. Kvinden får originalen. Den praktiserende læge har en kopi. Den tredje kopi sendes afhængig af kvindens valg til jordemoder ved valg af gennemførelse af svangerskab - og ved valg af provokeret abort til gynækologisk afdeling D, OUH, men altid efter aftale med og accept fra den gravide kvinde.

 

Det sociale skema består af to dele. Den første side indeholder de oplysninger, som den gravide kvinde og den praktiserende læge i fællesskab har formuleret.

 

Den anden side er et redskab til tværfaglig og tværsektoriel kommunikation. Her noteres hvilke aftaler og indsatser der er aftalt eller planlagt. Der kan kun skrives på de to kopier gennem den original, som den gravide kvinde bærer med sig.

 

Socialrådgiver fra Mødrehjælpen hos jordemødrene
I projektperioden udstationeres socialrådgiver fra Mødrehjælpen i jordemodercenter. Socialrådgiveren vil være tilgængelig for de gravide kvinder, hvor jordemoderen vurderer et behov for en socialfaglig indsats i forbindelse med graviditeten.
Den praktiserende læge vil ligeledes allerede på sin henvisning til jordemoder have mulighed for at aftale eller foreslå kontakt med socialrådgiver.
Socialrådgiveren vil kunne stå til rådighed for jordemødrene med råd og vejledning i tilfælde, hvor jordemoderen kan være i tvivl om en henvisning er relevant eller ej.

 

Abortrådgivning i Mødrehjælpen
I projektperioden tilbydes de gravide kvinder, som er i tvivl om gennemførelse af graviditet eller provokeret abort, rådgivning i Mødrehjælpen.

 

Den praktiserende læge er ansvarlig for at henvise til denne rådgivning, hvis der sammen med den gravide kvinde vurderes et behov herfor.

 

Efter rådgivning i Mødrehjælpen henvender den gravide kvinde sig hos egen læge. Mødrehjælpens socialrådgiver har på det sociale skema beskrevet temaerne for den rådgivning som er ydet og eventuelle handlingsforslag.

 

Samarbejde på tværs
Læger, jordemødre, personale i obstetrisk afdeling og socialrådgivere kommer til at indgå i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde om den gravide kvindes problemer og behov.

 

Afhængig af den gravide kvindes valg, sender hendes læge henvisning til jordemodercenter eller afdeling D, OUH. Men den sædvanlige henvisning ledsages nu af det sociale anamnese-skema.

 

Jordemoder i jordemodercenter bliver på den måde orienteret om den gravide kvindes livssituation og den rådgivning og planlægning af eventuelle støtteforanstaltninger, som er gået forud for kvindens valg om gennemførelse af graviditeten.

 

Læge og sygeplejerske i gynækologisk ambulatorium vil ligeledes, når den gravide kvinde er henvist til provokeret abort, være vidende om kvindens livssituation og den rådgivning der er gået forud for hendes valg.

 

Pjece om gravides rettigheder
I forbindelse med projektet vil Odense Kommune i samarbejde med Mødrehjælpen udgive en pjece, som beskriver kommunens tilbud og muligheder for gravide og børnefamilier. Samt beskrivelse af relevante henvisningsmuligheder.

 

Baseline undersøgelse er i fuld gang
Forud for projektets start vil der blive gennemført en såkaldt baseline undersøgelse, som omfatter de gravide kvinder og de fagpersoner, som er involveret i projektet

 

Der er i den anledning udformet et spørgeskema til de gravide kvinder med hensyn til overvejelser om sociale og økonomiske forholds betydning for valget mellem provokeret abort eller at gennemføre graviditeten. Skemaerne har været uddelt i gynækologisk  ambulatorium og jordemodercenter af  sygeplejersker og jordemødre siden maj 2001. Disse fagpersoner er ansvarlige for at informere de gravide kvinder om formålet med undersøgelsen.

 

Der vil ligeledes være en spørgeskemaundersøgelse, som er rettet til praktiserende læger, jordemødre, sygehuslæger og sygeplejersker. De praktiserende læger vil få udleveret spørgeskemaet i forbindelse med projektlederens introduktionsbesøg.

 

Omfattende evaluering
Med henblik på senere implementering i henholdsvis fødeplan og organisation af de nu lovfæstede støttesamtaler til gravide kvinder, som er i tvivl om gennemførelse af svangerskab eller provokeret abort, vil der blive gennemført en evaluering af projektet.

 

CAST (Center for anvendt sundhedstjenesteforskning og teknologivurdering) er indgået i et samarbejde med Mødrehjælpen om evalueringen. Desuden er der søgt om en MTV vurdering.

 

Vil du vide mere?
Som projektleder vil jeg være til rådighed for yderligere oplysning og spørgsmål vedrørende projektet, som jeg håber bliver til gavn både for de gravide kvinder og for alle de involverede faggrupper – på tværs af sektorer og sædvanlige fagskel. Samtidig håber jeg i det hele på et positivt og frugtbart samarbejde.

 

Mødrehjælpen
Birte Fangel Poulsen.
Projektleder/Socialrådgiver.
Tlf. 6611 2215 – birte@mhjodense.dk

 

Redaktør: | Opdateret: