English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Abortnet.dk » Statistik, lovgivning og artikler » Artikler & rapporter

Sene aborter

 

Af Niels Michelsen & Kenneth Wind-Andersen
Fra
Månedskrift for Praktisk Lægegerning , Januar 2001, 79. årgang

 

Med den nye lov om svangerskabs­afbrydelse blev der ikke indført en fast øvre ugegrænse for provokeret abort. Men såfremt fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. På dette punkt er der sket et radikalt brud i forhold til den tidligere lov. Det blev bestemt, at de abortsøgende kvinder skal have mulighed for en støttesamtale både før og ­efter et abortindgreb.

 

Praktiserende læger har altid haft en væsentlig rolle i forbindelse med seksualvejledningen. Lægerne har ydet rådgivning med hensyn til samliv og prævention, og de har ofte været den første kontakt, som den abortsøgende kvinde har haft, når hun står med et svangerskab, som hun ikke ved om hun vil gennemføre.

 

Med Lov nr. 76 af 26.5.2000 er det stadfæstet, at de abortsøgende kvinder skal have mulighed for en støttesamtale både før og efter et abortindgreb. Denne mulighed for støttesamtale tilbydes af de praktiserende læger, og især hvor der kan forventes psykiske følger af aborten. For lægerne medfører dette en øget socialmedicinsk vægtning i sagerne.

 

I forbindelse med lovforslagets behandling blev det overvejet, om der skulle indføres en fast øvre ugegrænse for provokeret abort. Dette blev ikke vedtaget, men det blev lagt fast, at såfremt fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt særlige omstændigheder med afgørende vægt taler for det. Disse særlige omstændigheder er, at der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det er på dette punkt, hvor der er sket et radikalt brud i forhold til den tidligere lov.

 

Gældende lov om ­svangerskabsafbrydelse
Efter § 1 i lov om svangerskabsafbrydelse har en kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden efter at være blevet vejledt om mulighederne for støtte til gennemførelse af svangerskabet mv. fastholder sit ønske herom.

 

Efter lovens § 2 kan en kvinde endvidere uden særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt begrundet.

 

I andre tilfælde – dvs. når 12. svangerskabsuge er udløbet, og der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i § 2 – kan der kun foretages svangerskabsafbrydelse med særlig tilladelse, jf. lovens § 3 (Oversigt 1).

 

12-ugers-fristen beregnes i almindelighed fra sidste menstruations første dag. Graviditetens længde bestemmes ikke alene på grundlag af kvindens oplysning om sidste menstruation, men oplysningerne her­om sammenholdes med et lægeligt skøn baseret på en gynækologisk undersøgelse samt en ultralydsundersøgelse.

 

Abortsamrådet
Tilladelse efter lovens § 3 til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer. Tilladelse gives af de regionale abortsamråd.

 

I visse tilfælde kræves samrådstilladelse, selv om 12. svangerskabsuge ikke er udløbet, herunder hvis kvinden:

 

  • på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet
  • er under 18 år og ikke har indgået ægteskab og samtykke fra forældremyndighed ikke foreligger, eller
  • ikke har bopæl i landet.

Amtskommunen (kommunen) tilvejebringer de sociale og lægelige oplysninger om kvindens forhold, der skønnes af betydning for samrådets bedømmelse af anmodningen (1), herunder ved en psykiatrisk/socialmedicinsk samtale, jf. Oversigt 1. Undersøgelsesarbejdet bør tilrettelægges således, at der sikres størst mulig hurtighed i sagsbehandlingen.

 

Der skal almindeligvis indhentes erklæring fra kvindens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist kvin­den. Den praktiserende læge skal give så fyldige oplysninger om såvel de medicinske forhold som kvindens og hendes families sociale og økonomiske forhold og hendes personlige og familiemæssige vanske­lig­heder i det omfang, lægen måtte have kendskab hertil (2).

 

Ifølge § 5, stk. 2, skal Abortsamrådet holde møde efter behov, dog mindst én gang ugentligt, såfremt der ligger sager til afgørelse. Samrådet består af institutionslederen eller en medarbejder med tilsvarende uddannelse samt to læger (3). Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi eller kirurgi og den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.

 

Et samråds afslag på en ansøgning om tilladelse kan indbringes for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation (Abortankenævnet), jf. nærmere lovens § 4, stk. 2. Tilladelse kan efter § 4, stk. 3, kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.

 

Hvem søger abort?
I Danmark udføres årligt ca. 17.000 provokerede aborter inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Abortindgrebet foretages ved vakuumaspiration (udsugning), sædvanligvis i generel narkose.

 

2–3 % af samtlige provokerede aborter udgøres af aborter efter 12. graviditetsuge, de såkaldte »sene aborter«. Abortindgrebet har i disse tilfælde karakter af en fødsel, som igangsættes. Som regel afsluttes abortindgrebet med en udskrabning i generel narkose.

 

Der er to hovedgrupper af kvinder, der søger om abort efter 12. uge:

 

a)  Kvinder, der ønsker graviditeten, men hos hvem der i løbet af graviditeten bliver opdaget eller rejst mistanke om, at barnet, såfremt graviditeten fuldføres, vil fødes med alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Tilladelse hertil gives efter lovens § 3, stk. 1, pkt. 3.

 

b)  Kvinder, der er ikke ser sig i stand til at fuldføre graviditeten endsige opfostre det ventede barn (nedenfor anført som »social indikation«).

 

I 1998 ansøgte 610 danske kvinder om svangerskabsafbrydelse efter 12. uge. Landets samråd gav 562 tilladelser, heraf var 45,1% efter § 3, stk. 1, pkt. 3. Der blev ­givet 138 tilladelser til kvinder efter 18. svangerskabsuge. Efter 22. svangerskabsuge blev der givet 13 tilladelser og efter 24. uge 4. I 1998 blev der givet afslag i 7,8% af ansøgningerne. Tallene er sammenlignelige med de nærmest foregående år, jf. Fig. 1 og 2.

 

Det ønskede barn (lovens § 3, stk. 1, pkt. 3)
Antallet af kvinder, der søger abort efter § 3, stk. 1, pkt. 3, er støt stigende. Dette er bl.a. en følge af det stigende antal prænatale undersøgelser.

 

Rutineultralydsscanning foregår i 16.–18. graviditetsuge og har som hovedformål at fastlægge tiden for termin. Der foretages måling af fostrets hoved, idet der sam­menlignes med en normalkurve. Den­ne undersøgelse kan som regel ikke dia­gnosticere en evt. fejludvikling, idet organerne ofte ikke er tilstrækkeligt udviklede. Derfor foretages ofte en gentagelse et par uger senere. Til sammenligning kan en fo­stervandsprøve foretages i 14.–16. uge, og der går 2–3 uger inden svaret foreligger.

 

75–80 % af alle fødende kvinder i Danmark bliver ultralydsscannet i graviditeten, gennemsnitlig 1,5 gange pr. graviditet.

 

Det uønskede barn (social indikation)
Gennem de seneste ca. 15 år er der sket et væsentligt forskydning i udviklingen af samrådsafgørelserne (tilladelsesparagrafferne, jf. Tabel 1). Aktuelt gives der – ud over tilladelse efter § 3, stk. 1, pkt. 3 – hovedsageligt tilladelse efter § 3, stk. 1, pkt. 6. Dette skyldes bl.a., at der i samfundet generelt er en større forståelse for de sociale faktorers betydning for det enkelte menneskes livssituation. En anden grund er, at de sent abortsøgende kvinder i dag udgør en mere socialt belastet gruppe end tidligere.

 

I en undersøgelse (4), som hviler på data indhentet fra journalmateriale fra Samrådskontoret for Abort og Sterilisation i København, fandt man blandt ansøgere om abort efter 12. uge:

 

  • At 18% var under 20 år (sammenlignet med 10,5 % af samtlige abortsøgende kvinder).
  • At 32% var registreret som værende ikke etniske danskere.
  • At 18% var gifte (i forhold til baggrundsbefolkningen, hvor 27% er gifte).
  • At 18% havde en studentereksamen eller lignende (i forhold til baggrundsbefolkningen, hvor tallet ligger på 26%.
  • At 31% har eller har haft et misbrugsproblem.
  • At 16% har ét eller flere mindreårige børn anbragt uden for hjemmet.
  • At 50% tidligere har fået en eller flere aborter.

De helt unge
De hyppigste grunde til at de helt unge overskrider 12-ugers-grænsen er (5, 6 ):

 

  • Uvidenhed.
  • Frygt for at fortælle forældrene om graviditeten.
  • Frygt for at henvende sig til lægen.

Abort efter 18. uge
Undersøgelsen i København i 1994–96 viste også, at andelen af meget sene abortansøgninger (efter 18. uge) er langt større i København end i resten af landet, og at den ikke har ændret sig over de senere år. Forholdsmæssigt bliver det også oftere i Københavns Kommune – i forhold til resten af landet – både søgt om og givet tilladelse til provokeret abort efter 18. graviditetsuge.

 

Arbejdsmarked
Der foreligger ikke mange undersøgelser, der viser sammenhæng mellem abort og arbejdsmarkedstilknytning. Den omtale undersøgelse gennemført i København i 1994–96 viste dog, at der blandt kvinder, der søger abort efter 12. uge, findes procentvis flere ledige, færre i arbejde og flere under uddannelse end i baggrundsbefolkningen, jf. Tabel 2.

 

Af de 47%, der blev registreret som ledige, var ca. 2/3 på kontanthjælp, dvs. 1/3 af alle abortsøgende kvinder, der søger abort efter 12. uge, var på kontanthjælp.

 

Neglect og »lægefejl«
En lang række årsager er blevet forsøgt anvendt for at forklare årsagen til, hvorfor 12-ugers-grænsen overskrides. I undersøgelsen fra København blev der fundet følgende grunde (i spørgeskemaet er der anvendt flere svarmuligheder, hvorfor den samlede svarprocent ligger på over 100%):

 

a)  Sen henvendelse til læge       73% 

 

b)  Ville initialt gerne bevare
     graviditeten                          20%

 

c)  Ændrede sociale kår under
     graviditeten                           6%

 

d)  Ændring i forhold til
     barnefaderen                        15%

 

e)  Lægefejl                                 7%

 

f)   Andet mv.                              5%

 

Baggrunden for at kvinden søger lægen så sent er bl.a. uregelmæssige menstruationsforhold (ca. 40%), pletblødning tidligt i graviditeten (ca. 30%) og svigt ved anvendelse af antikonception (ca. 25%). Særligt udgør de unge en risiko for neglect.

 

Karakteristisk var det, at der i undersøgelsen ikke blev peget på falsk negativ graviditetstest, uvidenhed om 12-ugers-grænsen eller manglende kendskab til bereg-ningsmetoden for graviditetslængden som årsag til, at kvinden ikke kom til lægen inden 12. graviditetsuge.

 

Mange undersøgelser har peget på begrebet »lægefejl« som årsag til, at nogle af kvinderne, der søger abort, når 12. graviditetsuge, inden indgrebet kan foretages. Under dette begreb ligger fejlagtig eller manglende rådgivning og overset graviditet, hvor lægen ikke foretog relevante undersøgelser (graviditetstest, gynækologisk undersøgelse) til trods for symptomer hos kvinden.

 

I mange sager kommer klienten til scanning på hospitalet efter 12. uge, da der er gået for lang tid fra det tidspunkt, hvor kvinden opsøger egen læge. I undersøgelsen fra København ventede 20% af de abortsøgende kvinde i en uge eller mere inden de fik tid på hospitalet.

 

Psykiske problemer
Psykiske problemer i forbindelse med aborten er ikke ukendt, men der foreligger få danske undersøgelser, der klarlægger omfanget heraf. Dette gælder navnlig undersøgelser, der belyser kvinder, der får foretaget abort efter 12. svangerskabsuge.

 

En undersøgelse fra 1981 viste, at der forekom psykiatrisk indlæggelse hos ca. 1,5 % af kvinder efter provokeret abort, og at dette tal var af samme størrelse som efter en fødsel (8). En videre bearbejdning af de tal, der lå til grund for undersøgelsen, viste (9), at abortsøgende har en øget risiko for psykiatriske komplikationer, og at denne risiko forstærkes blandt kvinder, der ikke er gifte.

 

Psykiater og professor Patricia Casay fremførte i 1999 (10), at ca. 80% af alle kvinder, der har fået foretaget en abort, føler sorg manifesteret som grådanfald, søvnløshed og spekulation over, om det nu også var den rigtige beslutning. Hos de fleste af kvinderne varede denne periode 4–6 uger, men hos ca. 1/4 af kvinderne fandtes en reaktiveret sorg indtil 10–20 år efter aborten.

 

I 1992 publiceredes en undersøgelse, som viste (11)[1], at 10–20 % af de abortsøgende kvinder fik depressioner eller angstneuroser, som krævede lægehjælp.

 

Casey noterede, at det specielt er de helt unge kvinder, der er i risikogruppen, især hvis de føler sig overtalt eller tvunget til at få abort, ligesom kvinder, der står uafklarede over for en abort. Kvinder med en tidligere psykiatrisk lidelse har ligeledes en forhøjet risiko.

 

Eugeniske aborter, dvs. aborter på grund af handicap, sygdom, mv., er også knyttet til en høj forekomst af psykiatriske problemer, ofte fordi disse graviditeter har været ønskede.

 

Øvre grænse for tilladelse til abort
Den gældende lov fastsætter ikke nogen fast ugegrænse for, hvor sent i graviditeten der kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Afgørelsen om meddelelse af tilladelse beror på »et skøn, hvor der især tages hensyn til indikationens styrke sammenholdt med den forøgede risiko og belastning, som indgrebet må antages at ville medføre for den pågældende kvinde[1]« (12).

 

Selv om der principielt ikke gælder nogen tidsmæssig grænse for, hvor sent der kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse, følger det af lovens § 3, stk. 2, om hensynet til risikoen for kvindens helbred, at der skal stilles øgede krav til indikationens styrke, jo længere fremme i graviditeten kvinden er, jf. Fig. 3.

 

Abortankenævnet har været meget tilbageholdende med at give tilladelse i tilfælde, hvor kvinden har været langt henne i graviditeten. Nævnet har anført:

 

  • at tilladelse til abort efter udløbet af 12. svangerskabsuge kræver stigende styrke i indikationen, desto senere i graviditeten indgrebet ønskes foretaget,
  • at der kun meget sjældent gives tilladelse efter udløbet af 22. svangerskabs­uge, og
  • at der efter udløbet af 24. svangerskabs­uge praktisk talt kun foretages abort i tilfælde, der er omfattet af lovens § 2, og hvor der således ikke kræves tilladelse.

Ankenævnet har i sine retningslinier tillagt såvel hensynet til kvindens som til barnets rettigheder betydning. Dels kvindens ret til at bestemme over eget liv og dels barnets muligheder i tilfælde af, at det bliver født. Denne afvejning er foregået på den måde, at der med stigende graviditetslængde stilles krav om stigende tyngde hvilende på en social-psykiatrisk indikation, medens påviste invaliderende misdannelser hos fosteret har givet kvinden adgang til at vælge abort op til 22. uge og i meget sjældne tilfælde op til 24. uge. Efter 22. uge er tilladelsen stort set kun givet, hvis der ikke var udsigt til, at barnet kunne overleve eller kun kunne overleve med svær sygdom eller stor sandsynlighed for at dø kort efter fødslen (13).

 

De tilladelser, der i de nævnte år er givet efter udløbet af 24. svangerskabsuge, er alle givet efter bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 3, om tilfælde, hvor der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det samme gælder stort set de tilladelser, der er givet efter 22. uge.

 

I de fire sager, hvor der i 1998 i Danmark blev givet tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 24. svangerskabs­uge, var der i det første tilfælde (25. uge) tale om et tvillingepar med blodtransfusionssyndrom. Det måtte anses for tvivlsomt, om fostrene var levedygtige, og de ville under alle omstændigheder komme til at lide af svære hjerneskader. I det andet tilfælde (28. uge) blev der ved ultralydsscanning påvist sådanne defekter ved fosteret, at det ikke kunne anses for levedygtigt. I det tredje tilfælde (29. uge) var der ved ultralydsscanning påvist en nyrelidelse, som måtte anses for uforenelig med liv. I det fjerde tilfælde (29. uge) var det ved ultralydsscanning påvist, at fosteret ikke havde nogen hjerne, og at det var uden udsigt til liv.

 

Levedygtighedskriteriet
Det Etiske Råd afgav i 1997 en rapport om sene provokerede aborter, hvor et flertal af medlemmerne anbefalede (14), at der indførtes en øvre tidsmæssig grænse for tilladelser til svangerskabsafbrydelse, og at denne grænse sættes ved hjælp af et levedygtighedskriterium.

 

For dem, der ikke ønskede en øvre grænse for sene, provokerede aborter, var det afgørende, at en øvre grænse vil betyde, at der ikke vil være mulighed for at tage hensyn til de specielle tilfælde, hvor den enkelte kvinde og familie befinder sig i en så belastende og sårbar situation, at det gør abort velbegrundet. Begrundelsen kan både omfatte medicinske og sociale indikationer for sene, provokerede aborter.

 

Såfremt der skulle fastsættes en øvre grænse for sene provokerede aborter, var der blandt flertallet enighed om, at dette skulle knyttes til et levedygtighedskriterium, dvs. når fosteret har nået en alder, hvor det med de til enhver tid værende lægelige, jordemoderfaglige og plejemæssige muligheder må anses for at ville være levedygtigt, hvis det kom til verden ved en for tidlig fødsel.

 

Vedrørende spørgsmålet om en levedygtighedsgrænse har Sundhedsstyrelsen forud for lovændringen anført (15):

 

  • En lovfæstet »levedygtighedsgrænse«, såfremt den tænkes fastsat som det tidligste tidspunkt, hvor undtagelsesvis overlevelse af levendefødte er set (18.– 20. uge), ville indebære et markant brud såvel med abortlovens nuværende bestemmelser, som med mangeårig praksis i abortsamrådene, men at en sådan absolut grænse heller ikke ville være forenelig med en sædvanlig opfattelse af levedygtighed, hvor der forudsættes en vis realistisk udsigt til at kunne leve.
  • Såfremt der ved levedygtighed derimod skal forstås, at fostret ud fra en mere omfattende vurdering af hvert enkelt tilfælde, må antages med en vis rimelig sandsynlighed at ville kunne overleve i det mindste i en kortere periode (mindst 7 dage) efter fødslen uden for moderen, ville et forbud mod abort af levedygtige fostre efter Sundhedsstyrelsens vurdering have været foreneligt med den samrådspraksis, vi kender i Danmark, og som formentligt ikke adskiller sig nævneværdig fra praksis i Norge og Sverige (Oversigt 2).

Der tages her forbehold for, at en nøjere fastlæggelse af kriterierne for levedygtighed i sidste ende ville være væsentligt politisk bestemt, særligt hvor stor en stati­stisk sandsynlighed der måtte forlanges for at tale om »levedygtighed« i konkrete tilfælde.

 

Justitsministeriet stillede sig principielt enig i anbefalingerne fremført af Det Etiske Råd. Ministeriet fandt ikke, at der bør fastsættes en bestemt ugegrænse. Der blev lagt vægt på, at det vil være meget vanskeligt præcist at fastlægge, på hvilket stadium i graviditeten levedygtighed indtræder, og at der ikke vil være mulighed for løbende at indrette praksis i overensstemmelse med en eventuel yderligere udvikling i de lægevidenskabelige muligheder for at redde tidligt fødte børn. Hertil kommer, at en ugegrænse ikke tager højde for den situation, hvor grænsen er overskredet, men hvor det pågældende foster alligevel ikke kan anses for levedygtigt, fx fordi det ikke har nogen hjerne.

 

Det afgørende burde ifølge Justitsministeriet være, om der er en realistisk udsigt til, at barnet ville kunne overleve i hvert fald i nogle uger, såfremt det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kom til verden ved en naturlig fødsel. I så fald bør fosteret anses for levedygtigt og dermed omfattet af den foreslåede skærpelse. Ifølge Justitsministeriet er der tale om en lægefaglig vurdering i det enkelte tilfælde. Som forholdene er i dag, må det antages, at grænsen i praksis vil ligge omkring udgangen af 24. svangerskabsuge.

 

Lov nr. 76
I år 1998 blev der fremsat et forslag til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre (16). Ved 1. behandling i Folketinget den 21.1.1999 oplyste justitsministeren, at der ville blive udarbejdet et lovudkast om sene provokerede aborter.

 

Det udarbejdede lovforslag hvilede på den opfattelse, at muligheden for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens § 3 burde afskæres i tilfælde, hvor det pågældende foster måtte anses for levedygtigt (17). I tilfælde som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 (vedrørende fare for alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse hos barnet) burde der fortsat holdes en mulighed åben for at give tilladelse. Kan det pågældende foster ikke anses for levedygtigt, skal ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse fortsat bedømmes efter de regler, der gælder i dag. Der ville fortsat (uden tilladelse) kunne foretages svangerskabsafbrydelse i tilfælde som nævnt i lovens § 2, hvor der er fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred.

 

Ifølge loven, der blev vedtaget den 26.5.2000 og trådte i kraft den 1. juli 2000 (18), kan der som udgangspunkt ikke gives tilladelse til abort på levedygtige fostre. Det kan kun ske, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og kun hvis disse forhold med afgørende vægt taler for, at der foretages abort. Loven blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. De fleste partier stillede sine medlemmer frit, og – ikke uventet – stemte Kristeligt Folkeparti imod. Men der blev også rejst kritiske røster fra bl.a. partiet Venstre.

 

Behandlingen af forslag til loven delte Venstre, der rejste det grundlæggende etiske spørgsmål om at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse i forhold til et ­foster, der må anses for levedygtigt i den forstand, at det, hvis det kom til verden ved en naturlig fødsel, måtte antages at ville kunne overleve (19). Selv om området for disse svangerskabsafbrydelser blev indskrænket i forhold til gældende lovgivning, hvilket utvivlsomt af mange vil blive betragtet som en forbedring og mere etisk forsvarligt end den gældende lov, kunne det ifølge Venstre på den anden side anføres, at Folketinget nu med åbne øjne tillader svangerskabsafbrydelse på levedygtige fostre. Dette dilemma, at lovforslaget på den ene side tilsigtede at indskrænke antallet af svangerskabsafbrydelser og på den anden side derved kom til at legalisere det, der af nogle vil blive betragtet som fosterdrab, førte til, at Venstre ikke havde et fælles partistandpunkt.

 

For Kristeligt Folkeparti begynder livet ved befrugtningen, og det giver ikke mening først at tildele et menneske værdi som sådant, når det besidder bestemte evner eller har nået et bestemt udviklingstrin. Kri­stelig Folkeparti pegede på den ulige behandling af fostre. Hvis ét foster kommer til verden ved en naturlig fødsel (spontan abort), vil der ofte blive sat mange ressourcer ind på at hjælpe barnet til at overleve. Hvis et andet foster med samme levedygtighed kommer til verden ved en provokeret abort, vil det i de fleste tilfælde være dødt eller døende ved fødslen på grund af det vestimulerende middel, der fremkalder den for tidlige fødsel (den provokerede abort). Der er i realiteten tale om aktiv dødshjælp, som det danske samfund ellers ikke tillader på andre områder. Kristeligt Folkeparti var som udgangspunkt positiv over for, at levedygtighedsprincippet blev knæsat, men kunne ikke gå med til en accept af den diskrimination af handicappede, som lovforslaget lagde op til.

 

Støttesamtaler forud for indgrebet
Med henblik på nedbringelse af antallet af provokerede aborter har Sundhedsministeriet i 1999 lagt op til en styrkelse af den rådgivende indsats over for kvinder, der overvejer abort, herunder en forbedring af de professionelle rådgiveres faglige kompetence (20).

 

Med vedtagelsen af L 76 blev det præciseret, at kvinden forud for og efter indgrebet skal tilbydes en støttesamtale (21), idet denne skal ses i sammenhæng med en opprioritering af rådgivning, oplysning og støtte under graviditeten og efter fødslen.

 

Loven medførte en skærpelse af betingelserne for svangerskabsafbrydelse i tilfælde, hvor et foster må antages at være levedygtig. Samtidig blev det indført, at kvinden skal tilbydes en støttesamtale før og efter abortindgrebet. Lægen skal vejlede kvinden om muligheden for støttesamtaler før og efter indgrebet i forbindelse med den vejledning, der allerede i dag foretages af lægen efter lovens § 8, stk. 3 om indgrebets beskaffenhed mv.

 

Formålet med den forudgående støttesamtale er at give kvinden den nødvendige støtte til selv at træffe sin beslutning om, hvorvidt hun ønsker abort eller at gennemføre svangerskabet. Det klarlægges hvorfor kvinden eventuelt ønsker abort, og der bør fokuseres på de psykiske og sociale aspekter af henholdsvis aborten og svangerskabet. Formålet med den efterfølgende støttesamtale er at give kvinden støtte til at komme igennem eventuelle psykiske gener som følge af aborten.

 

Der skal både gives en mundtlig og skriftlig vejledning om støttesamtale, og det bør af den mundtlige vejledning fremgå, hvilket kommuner og amter også skulle informere sygehusene og de praktiserende læger om (22):

 

  • at tilbudet om en samtale før et indgreb har til formål at sikre, at kvinden kan få støtte til at træffe beslutning om at gennemføre eller afbryde svangerskabet,
  • at tilbudet om samtale efter et eventuelt indgreb har til formål at afhjælpe mulige psykiske gener,
  • hvor kvinden kan få støttesamtale,
  • at det er op til kvinden selv at bestemme, hvilket rådgivningstilbud hun eventuelt ønsker at gøre brug af, og
  • at det er op til kvinden selv at opsøge rådgivningstilbudene.

Sundhedsministeriet udarbejder en pjece, der skal udleveres. At vejledningen er givet, skal bekræftes ved en underskrift af både kvinden og lægen på en særlig blanket.

 

Støttesamtaler kan gives hos egen læge, anden rådgivning inden for det etablerede sundhedssystem eller anden rådgivning. Sundhedsministeriet har oplyst, at kvindens egen læge generelt har gode forudsætninger for at tilbyde støttesamtaler før og efter en abort, idet lægen ofte vil have viden om kvindens familieforhold og sociale situation.

 

 

 

Litteratur

 

 1.  Justitsministeriets cirkulære om behandling af sager om svangerskabsafbrydelse.

 

 2.  Justitsministeriets vejledning om svangerskabsafbrydelse.

 

 3.  Lov nr. 350 af 13.6.1973 om svangerskabsafbrydelse, § 4.

 

 4.  Kühnel JB, Dam J. Sene Aborter i Københavns Kommune 1994-96. OSVALL II-opgave, Københavns Universitet, august 1997 (vejleder Niels Michelsen).

 

 5.  Thorup A, Nordentoft M, Petersson B. Unge under 20 år og aborter efter 12. svangerskabs­uge. Månedsskr  Prakt Lægegerning 1992; 70: 321–4.

 

 6.  Meldal M. Sene aborter – kan de undgås? Månedsskr Prakt Lægegerning 1994; 72: 83–90.

 

 7.  Københavns Statistiske Årbog. Københavns statistiske kontor, 1996.

 

 8.  David HP et al. Postpartum and postabortion psychotic reactions. Family Planning Perspect­ives 1981; 13: no. 2.

 

 9.  Schwartz J. Velkomst og indledning. Symposium den 29.5.1999 om post abort-syndromet.

 

10. Casay P. Post abort-syndromet – psykologiske følger af abort – myte eller virkelighed. Symposium den 29.5.1999 om post abort-syndromet.

 

11. Zolese & Blacker. British Journal of Psychi­atry, 1992.

 

12. Betænkning nr. 522/1969 om adgang til svan­gerskabsafbrydelse.

 

13. Abortankenævnets høringssvar af 19.12.1997 over Det Etiske Råds rapport om sene provokerede aborter.

 

14. Det Etiske Råd. Sene, provokerede aborter. København, oktober 1997.

 

15. Sundhedsstyrelsens høringssvar af 16.2.1998 vedrørende den af Justitsministeriet gennemførte høring at rapporten fra oktober 1997 fra Det Etiske Råd.

 

16. Kristelig Folkepartis beslutningsforslag B 69 af 8. december 1998.

 

17. L 76 (som fremsat af justitsministeren den 27.10.1999): Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse (Sene provokerede aborter).

 

18. Lov nr. 76 om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse (Sene provokerede aborter).

 

19. Betænkning afgivet af Retsudvalget den 2. maj 2000 over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse (Sene provokerede aborter).

 

20. Sundhedsministeriets handlingsplan af 13. oktober 1999 for nedbringelse af antallet af provokerede aborter.

 

21. Lov nr. 76 om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse (Sene provokerede aborter).

 

22. Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 30.6.2000 til samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Amtsrådsforeningen.

 

 

 

Oversigt 1. Indikationer for svangerskabsafbrydelse efter 12. uge.

 

§ 3. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis:

 

  1. Svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,
  2. graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216-224,
  3. der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,
  4. kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,
  5. kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, eller
  6. svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold. 

Fig. 1. Af Abortsamråd givne tilladelser i forhold til graviditetens længde.

 

Fig. 2. Oversigt over tilladelser af svangerskabsafbrydelser i perioden 1009–1999.

 

 

 

 

Hele landet

1986

1995

Indikation*)

Antal pr. år

Procent

Antal pr. år

Procent

§ 3.1.1

62

11,9

16

4,0

§ 3.1.2 

2

0,4

3

0,7

§ 3.1.3

107

20,6

174

43,3

§ 3.1.4

7

1,3

17

4,2

§ 3.1.5

33

6,3

38

9,5

§ 3.1.6

215

41,3

154

38,3

§ 3.1.1+ 6

61

11,7

0

0,0

§ 3.1.5+ 6

33

6,3

0

0,0

Andre

0

0,0

0

0,0

I alt

520

100,0

402

100,0

 

 

 

Københavns Kommune

1986-1988

1994-96

Indikation*)

Antal pr. år

Procent

Antal pr. år

Procent

§ 3.1.1

26

23,6

0

0,4

§ 3.1.2 

0

0,0

0

0,0

§ 3.1.3

30

27,2

41

45,4

§ 3.1.4

0

0,0

0

0,0

§ 3.1.5

3

3,0

1

0,7

§ 3.1.6

19

17,0

29

32,5

§ 3.1.1+ 6

23

20,9

11

12,5

§ 3.1.5+ 6

0

0,0

6

6,3

Andre

9

8,4

2

2,2

I alt

112

100,0

90

100,0

Tabel 1. Udviklingen af samrådsafgørelser i hele landet og i Københavns Kommune over en 10-årig periode (jf. Kühnel JB, Dam J. Sene aborter i Københavns Kommune, 1997).
*) Jf. oversigt 1.

 

 

 

Kvinder Abort                15-49 år i Københavns Kommune (7)

 

(social indikation)                                  %                %

 


Arbejdsløse og personer 
uden for arbejdsmarkedet                       47                21

 

Under uddannelse                                  23                 8

 

Lønmodtagere                                       21                68

 

Førtidspensionister                                  3                  3

 

Andet/uoplyst                                         6                  0

 

Tabel 2.

 

Fig. 3. Givne afslag af Abortsamrådet i Københavns Kommune i forhold til alle ansøgninger om sen abort.

 

 

Oversigt 2. Norge og Sverige.

 

Adgangen til at få foretaget abort i Norge er reguleret i lov nr. 50 af 13. juni 1975 om svangerskabsavbrudd. Efter lovens § 2 er der fri adgang til svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 12. svangerskabsuge, medmindre tungtvejende medicinske grunde taler imod. Afbrydelse af svangerskabet efter udgangen af 12. svangerskabsuge kræver tilladelse fra abortnævnet. Tilladelse kan gives under nærmere angivne betingelser, som efter deres karakter svarer til dem, der er anført i den danske lovs § 3.

 

Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort ikke foretages, medmindre der foreligger særligt tungtvejende grunde, jf. § 2, stk. 6, 1. pkt. Endvidere fremgår det af bestemmelsens 2. pkt., at abort ikke kan tillades, såfremt der er grund til at antage, at fosteret er levedygtigt. Der er tale om en skønsmæssig vurdering i forhold til det enkelte foster. Vurderingen foretages af abortnævnet. Der kan ikke dispenseres. Det antages i forarbejderne til loven, at levedygtighed normalt indtræder i tidsrummet mellem 24. og 28. svangerskabsuge. Det er imidlertid senere antaget, at levedygtighed kan indtræde efter udgangen af 22. uge.

 

I Sverige er reglerne om svangerskabsafbrydelse indeholdt i Abortlag nr. 1974:595 med senere ændringer. Efter lovens § 1 er der fri adgang til svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 18. svangerskabsuge. Det gælder dog ikke, hvis svangerskabsafbrydelsen på grund af sygdom hos kvinden kan antages at medføre alvorlig fare for hendes liv eller helbred.

 

Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort kun udføres med Socialstyrelsens tilladelse. Meddelelse af tilladelse forudsætter, at der foreligger særlige grunde, jf. lovens § 3, stk. 1. Spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne grunde, er ikke udtrykkeligt reguleret i loven, men fastlagt i Socialstyrelsens praksis. Efter lovens § 3, stk. 2, kan der ikke foretages svangerskabsafbrydelse, hvis der er grund til at antage, at fosteret er levedygtigt. Der er ligesom i Norge tale om en individuel bedømmelse af det enkelte foster. I praksis giver Socialstyrelsen normalt ikke tilladelse efter udgangen af 22. svangerskabsuge, medmindre fosteret lider af så alvorlig sygdom mv., at det alligevel ikke kan antages at være levedygtigt.

 

Medfører svangerskabet overhængende fare for kvindens liv eller helbred, kan der både i Norge og Sverige foretages abort uden tilladelse, jf. henholdsvis lovens § 10 (Norge) og § 6, stk. 2. (Sverige). Dette gælder, selv om fosteret må anses for levedygtigt.

 

 

 

Oversigt 3. En socialmedicinsk undersøgelse.

 

Navn

 

Den xx.xx.xxxx     

 

25-årig kvinde, der den xx.xx.xxxx på hospitalet ved ultralydsundersøgelse blev fundet 16 uger + 5 dage gravid, søger abort.

 

Dispositioner: Ingen kendte.    

 

Gynækologisk: Klienten havde sin første menstruation, da hun var 13 år. Klienten har indtil i sommer angiveligt haft regelmæssige menstruationer. Fra 14-års alderen fik hun i perioder p-piller. Efter de to graviditeter anvendte hun spiral, der blev fjernet, da hun ikke længere havde et fast forhold, og da spiralen generede hende. I perioderne med spiral var klientens menstruationsmønster helt regelmæssigt: 26 dage/5 dage. Her i år er klienten påbegyndt mini-piller, men da hun ikke fandt, at kunne tage pillerne regelmæssigt stoppede hun med at tage dem. Efter denne periode har klienten angiveligt haft meget uregelmæssige menstruationer. Klienten beskriver disse som: "Der kunne komme menstruation i 2 dage og herefter kunne der være en periode på 18-19 dage uden menstruation, som derefter varede i ti dage, hvorefter der kunne komme en pause i nogle dage inden den næste blødning kom".

 

Klienten har to børn  –  en dreng og en pige henholdsvis 1 og 6 år gamle. Ved den første graviditet blev klienten sat i gang to uger over tiden. Klienten var angiveligt generet af vand i kroppen og forhøjet blodtryk. Ved den anden graviditet sattes fødslen i gang, da terminen var nået, bl.a. på baggrund af at hun havde fået vand i kroppen. Ved begge tilfælde har klienten været sygemeldt 3 måneder henne i graviditeten på grund af tendens til bækkenløsning. Det første barn fødtes med navlesnoren rundt halsen. Pigen har fortsat problemer med gangfunktionen, og går med særlige sko. I forbindelse med det andet barn blev der konstateret »forstervandsforgiftning«, hvilket angiveligt har påvirket barnets hjerteaktion. I dag har den ældste et dårligt udviklet sprog.

 

Klienten har herudover ikke været gravid.

 

Helbred: Klienten har haft de almindelige børnesygdomme. I 8-9-års alderen havde klienten dobbeltsidig nyrebækkenbetændelse, som hun blev behandlet for ved et udenlandsk sygehus. Klienten har herefter haft gener ved flere lejligheder visende sig ved blærebetændelser og urinvejsinfektioner. For et par år siden blev klienten opereret i venstre skulder. Klienten går fortsat til fysioterapi for dette, og hun har fået en ny ambulant tid på hospitalet, da hun fortsat angiveligt ikke kan bruge sit skulderled. Klienten er ikke klar hvad årsagen til skulderlidelsen er.

 

Aktuel graviditet: Sidste menstruations første dag er angivet som xx.xx.xxxx. Da klienten fik graviditetssymptomer svarende til dem, som hun ved tidligere graviditeter havde haft, tog hun i september en graviditetstest, der var positiv. Efter at klienten indledningsvis ikke havde taget stilling til om hun ønskede abort eller ej, stod det hende mere og mere klart, og den xx.xx.xxxx opsøgte hun egen læge, der henviste hende til X hospital. Klienten fik herefter en indkaldelse fra Y hospital. Klienten mente, at hun på tidspunktet for henvendelsen til egen læge var i 10. uge.

 

Medicin/alkohol/tobak/stoffer: For tiden tager klienten af og til smertestillende medicin på grund af hovedpine. Herudover tager klienten ingen medicin. Efter en periode uden rygning, har klienten startet igen, p.t. ca. 10-15 cigaretter daglig. Angiveligt ingen alkoholmisbrug, og klienten benægter nuværende og tidligere stofforbrug.

 

Psykosocialt: Klienten voksede op hos samlevende forældre, men hun har angiveligt altid følt sig som ikke ønsket. Efter at hun forlod hjemmet har hun kun haft relativt set kortere arbejdsperioder afbrudt af graviditeter og sygemeldinger. Klienten er p.t. sygemeldt. Der skal desuden henvises til rapport fra socialrådgiver.

 

Vedrørende hendes første ægteskab følte klienten, at de aldrig talte godt sammen, og hun blev separeret fra ham for et år siden, da hun efter et opgør med ham flyttede til et krisecenter. Nogle måneder senere fik hun egen bolig. Han ser fortsat deres to fællesbørn regelmæssigt.

 

Klienten har angiveligt aldrig været i behandling for psykisk lidelse.

 

Klienten føler ikke at have støtte hos barnefaderen, som hun har kendt i ½ år, men som hun ikke bor sammen med, og som hun kun ser et par gange om ugen.

 

Som motivation for aborten anførte klienten, at graviditeten kom som noget af en chok for hende. Klienten føler, at hun ikke som enlig kan klare yderligere et barn nu.  Hun pegede på den manglende partner og det manglende overskud: fysisk og psykisk. På spørgsmålet om samrådet skulle sige »nej« svarede klienten, at hun så ville bryde sammen. Klienten kunne ikke præcisere dette nærmere.

 

Objektivt psykisk: Normalt udseende kvinde med en skønnet normal begavelse. Der var ikke tegn på psykotiske forhold, og hun var ikke som sådan suicidal, men klienten virkede ressourcesvag og psykisk skrøbelig og hun fremtrådte fortvivlet og tårelabil. Klienten svarede adækvat på de stillede spørgsmål.

 

Indstilling: Klienten er en 25-årig kvinde, der den xx.xx.xxxx blev fundet gravid i 16 uger + 5 dage, og som anmoder om abort.

 

Klienten har et udtrykt ønske om abort. Ud fra en samlet socialmedicinsk vurdering indstilles det, at samrådet diskuterer klientens anmodning om abort i forhold til 

 

Diagnosen: Causa socialis

 

Klienten er orienteret om hjælpeforanstaltninger, såvel som abortindgrebets beskaffenhed og risici. Klienten er blevet oplyst om Mødrehjælpen.

 

Klienten har underskrevet anmodningen om svangerskabsafbrydelse, og der er givet information om muligheden for støttesamtaler.

 

Redaktør: | Opdateret: