Det laver dit barn i Uge Sex

 

Hvordan kan jeg mærke, at jeg har det godt? Hvad skal der til, for at vi alle kan trives og være sunde? Hvordan er man en god ven eller en god kæreste? Hvad vil det sige at have ret til at bestemme over egen krop?

Det er bare nogle af de emner, som eleverne kan komme til at arbejde med i Uge Sex - Sex & Samfunds årlige sundheds- og seksualundervisningskampagne.

Uge Sex henvender sig til børn og unge i skoler og på ungdomsuddannelser over hele landet hvert år i uge 6. I Uge Sex tilbyder vi gratis undervisnings­­materiale, der skal støtte lærere, skolepædagoger og sundheds­plejersker i at tilrettelægge og gennemføre tids- og alders­svarende sund­heds- og seksual­undervisning i 0.-10. klasser og på ungdomsuddannelser.

Undervisningen tilpasses elevernes alder

  • I 0.-3. klasse handler undervisningen typisk om kroppen, grænser, køn, følelser og familie: Hvad vil det sige at have det godt, og hvad der skal til for, at vi kan være sunde og raske og have det godt med vores venner og familie. 
  • I 4. - 6. klasse handler undervisningen især om identitet, pubertet, køn, følelser, familier og medier.
  • I 7.-10. klasse handler undervisningen også om det spirende ungdoms- og seksualliv og om emner som prævention, graviditet, sexsygdomme og seksualitet.
  • På ungdomsuddannelserne bygger undervisningen oven på grundskolens fx. i forhold til seksualitet, køn, lyst, grænser, relationer, rettigheder, overgreb, seksuel sundhed og forebyggelse.

Årets tema: Børn & unge og sociale medier

Uge Sex tilbyder hvert år et særligt tema. Sex & Samfund har i år valgt at sætte fokus på de sociale medier i forbindelse med Uge Sex 2016, fordi vi ved, at børn og unges brug af sociale medier er tæt knyttet til deres generelle trivsel. Børn og unges trivsel omhandler en hverdag, der veksler mellem at være online og offline.
Temaet for Uge Sex 2016 sætter derfor fokus på, hvordan børn og unges online hverdagsliv påvirker forholdet mellem, hvad der er privat, og hvad der er offtentligt. Det kan for eksempel gælde deling af billeder, selvfremstilling og skabelse af relationer og venskaber på de sociale platforme. 

Klassens lærere underviser

I Uge Sex tilbyder vi en række gratis materialer: Websites, film, skriftligt materiale, øvelser og læringsforløb.

Det er klassens faste lærere - eventuelt sammen med eleverne - der planlægger, hvad der skal arbejdes med i Uge Sex. Det gør, at eleverne får undervisning, der er tilpasset den enkelte klasses behov.

Har du spørgsmål til, hvad dit barn skal konkret arbejde med, vil vi opfordre dig til at tage kontakt til klassens lærere.