Fra belæring til dialog 

Rids af seksualundervisningens danske historie

Af Christian Graugaard, læge og tidligere formand for Sex & Samfunds bestyrelse

 


 

 

Et sundt legeme i et sundt samfund

 

For mere end et århundrede siden – i 1889 – udgav lægen Hans Kaarsberg bogen ”Vore Børn”. Heri beklagede han sig i utvetydige vendinger over sin epokes berøringsangst over for det seksuelle spørgsmål:

 

Man skulde da á priori antage, at en saadan Kjæmpemagt i Naturen havde særligt Krav paa at blive gjort til Gjenstand for indtrængende Studier fra vore Pædagogers Side. Man skulde da fornuftigvis antage, at Forældre og Lærere vare fuldt ud paa deres Post, saaledes, at de ikke vare udvidende om, naar i et Barns Liv denne Magt begynder at gjøre sig gjældende, hvilke sjælelige og legemlige Tegn, der ledsage dens opvaagnen. (…) – Men alt dette sker sjældent eller ikke. Fortielses- og Hemmeligheds-Systemet hersker fremdeles viden om.”

 

Synspunktet er på mange måder provokerende moderne: Krop og kønsliv hører ganske vist privatsfæren til, men er samtidig af samfundsmæssig interesse, fordi den gode og ansvarlige borger nødvendigvis må besidde en vis indsigt i sin egen fysiologi – for at kunne tæmme den og holde den i ave. ”Det er”, som Kaarsberg i et slagord formulerer det, ”en farlig Uskyldighed, der er grundet paa Uvidenhed”. Den opvoksende generation må myndigt (og uden unødige detaljer) sættes ind i kønslivets mysterier – ikke for at øge deres seksuelle livskvalitet eller give dem fikse ideer, men for at forebygge angreb på sædelighed og etikette. Det handler om en sund sjæl i et sundt legeme – og et sundt legeme i et sundt samfund.

 

I det sene 1800-tal var der (akkurat som i dag) stor bekymring for de unges ve og vel, og blandt fremskridtsvenlige læger og lærere var det en gængs opfattelse, at forebyggelse var bedre end helbredelse. I et krydsfelt mellem medicin og pædagogik, biologi og moral opstod ideen om pligtig seksualundervisning, og i årene omkring forrige århundredeskifte så en række seksualbelærende skrifter dagens lys: Mest kendt er nok kommuneskolelærerinde Elna Panduros ”Det seksuelle Spørgsmaal”, hvori hun giver eleverne en detaljeret rundrejse i biernes og blomsternes, fiskenes, oldenborrernes, hønsenes og de større husdyrs seksuelle univers. Og formaner sine unge læsere om bylivets mange farer, faldgruber og fristelser. 

 

 

Kulturradikale dagsordner


I mellemkrigstiden kom spørgsmålet om seksualundervisningen igen øverst på den skolepolitiske dagsorden, og en kulturradikal reformbevægelse søgte med alle midler at få skemasat seksualiteten. I centrum stod visionen om ”det frie menneske”, og det var reformkæmpernes drøm, at seksualoplysning kunne være med til at aflive destruktive fordomme og støtte den enkelte elevs seksuelle selvbestemmelse og valg. Der er ikke noget at sige til, at så vidtrækkende dagsordner vakte samtidens mistro og forargelse: Trods politisk velvilje og talrige sagkyndige kommissioner gik sagen i hårknude. Seksualbelæringen var fortsat op til de enkelte skoleledere og undervisningen af samme grund mangelfuld og sporadisk.

 

Der var dog sået en kim, og der er næppe tvivl om, at vor tids begreber om god seksualundervisning har rødder i mellemkrigstiden. Hør blot socialminister K.K. Steinckes indlæg i debatten anno 1928:

”[Vi må] indføre en efter de forskellige Alderstrin afpasset Undervisning af Børnene og de Unge i Sundheds-, Samfunds- eller Naturhistorieundervisning til Oplysning om det sexuelle Problem for at ophjælpe de unges Viden om Livet og deres Ansvarsfølelse.”

Nuvel, retorikken er umiskendelig mellemkrigsagtig – der tales karakteristisk om ”det seksuelle problem” – men ved nærlæsning ligger indholdet i virkeligheden tæt op ad vore dages forestillinger om den gode og engagerende seksualoplysning: Indsatsen skal være aldersdifferentieret, tværfagligt og have vægt på såvel faktuelle som mere normative og emotionelle aspekter.

 

 

Da seksualundervisning kom på skoleskemaet


Og herved er vi omtrent fremme ved vor egen tid, hvor vi – bl.a. efter politisk pres fra Sex & Samfund – fik obligatorisk, men timeløs, seksualundervisning i det danske skolesystem i 1970. Der er i dag bred enighed om, at meningsfuld seksualoplysning er andet og mere end afliring af biologiske fakta og bedrevidende moraliseren. Tidssvarende seksualundervisning skal tage udgangspunkt i elevernes faktiske verden og hverdag og må planlægges, så den – med ordlyden af Folkeskolelovens §18 – ”svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger”. Eleven skal i centrum, og de vigtigste pædagogiske virkemidler hedder rummelighed, respekt, nysgerrighed og dialog. 

 

I det sene 1800-tals kropsforskrækkede victorianisme var det fuldt ud tilstrækkeligt at lære de unge at sige nej, mens det i dag handler om at støtte deres mod og kompetence til også at sige ja. Vi lever som bekendt i en forvirrende og tempofyldt tidsalder: Sex har over de seneste tiår udviklet sig til et løsrevet erfaringsfelt, og den vestlige verdens by- og medierum er blevet tiltagende seksualiseret. Takket være en eksploderende informationsteknologi konfronteres de unge allerede i en tidlig alder med seksuelle billeder, som ville have givet den gode Elna Panduro klædelig varme i kinderne. Pornografiens billedsprog er blevet mainstreamet ind i populærkulturen, og de unge er både målgruppe og storforbrugere. Kønnet, kroppen og seksualiteten har undergået en karakteristisk mangfoldiggørelse, og på mange måder nægter de unge at godtage forældregenerationens vanetænkning: De stiller spørgsmål, undersøger, leger, ironiserer og afsøger grænser. Det er godt. Og det skal vi naturligvis støtte dem i.

 

 

Hjælp til selvhjælp: De unge skal være eksperterne


Mener vi seksualundervisningen alvorligt, må vi tage udgangspunkt i verden, som den rent faktisk tager sig ud. Seksualundervisningen skulle gerne være et forum for afprøvning af synspunkter, et rum, hvori de mange sociale og erotiske nybrud i tryghed kan sættes til kritisk debat. Den må kunne pejle sin samtid og sætte dens uro på konstruktiv formel. Og den må tage afsæt i de unges verden og vilkår – og ikke i de voksnes idealer eller bekymring. Teenagere har ikke brug for færdigsyede løsninger, men for et kvalificeret og lydhørt modspil i en forvirrende – men også spændende og tillokkende – verden. Hvis vi tilbyder tidssvarende undervisning, skal de unge nok være der. Hvis vi stiller os til rådighed med viden og respektfuld diskussion, skal de nok klare resten selv. 

 

Seksualiteten er blevet en kompleks affære, og med mindre seksualundervisningen blot skal være en gemytlig mindestue for fordums omgangsformer og idealer, må den tilrettelægges, så den tager hånd om sexlivet i al sin mangfoldighed: Seksualbelæringens tid er forbi, og hvor det på Dr. Kaarsbergs tid handlede om at moralisere og formane, må vægten i dag lægges på aktiv og diskuterende læring. Det er ikke længere nok at tilvejebringe fakta og patentløsninger, men handler i højere grad om at udstyre eleven med styrke og færdigheder til på ansvarlig vis at tage (sex)livet i egen hånd. De unge skal ikke være lydige og dydige samfundsborgere, men ansvarlige, nysgerrige og kritiske individualister. Eksperter på deres eget liv.

 

Målsætningen må derfor – med en ordlyd fra Sex & Samfunds Strategipapir – være ”at sikre, at undervisere i og uden for folkeskolen er kvalificerede til at varetage en tidssvarende seksualundervisning, så skolens elever støttes i at tilegne sig basale kundskaber og færdigheder på det seksuelle og reproduktive felt. Eleverne skal have livsmod, viden og kompetencer til at udvikle et meningsfuldt, givende og ansvarligt seksualliv. Og de skal kunne håndtere og forebygge risici som uønsket graviditet, sexsygdomme (inkl. hiv/aids) og seksuelle grænseoverskridelser”.
 
Vi ved fra talrige undersøgelser, at danske teenagers seksuelle faktaviden er ganske høj, og at skolerne fortsat er en vigtig kilde til seksuel information. Samtidig må vi dog konstatere en stigende forekomst af sexsygdomme som klamydia, og vi ser som nævnt, at unge tidligere end nogensinde skal håndtere ganske eksplicit erotisk materiale. Der er brug for dialog i og uden for klasseværelserne, og de unge beder selv om det: I en nyere undersøgelse fra Børnerådet angav 78% af drengene og 85% af pigerne i 8. klasse seksualiteten som et vigtigt undervisningsemne. Lad os tage de unge på ordet og give dem en seksualundervisning, vi kan være bekendt. Stille ”Fortielses- og Hemmeligheds-Systemet” uden for døren én gang for alle.

 

 

Marts 2006