Hjerne-ikon
Viden

Seksualitet i barndommen

I barndommen er seksualiteten en del af børns kropslighed og sanselighed, og barnet lærer om sig selv og verden ved at lege med og undersøge kroppen.
Alle børn skal lære, at deres krop er deres egen.

Seksualitet er ofte tabubelagt, og mange forældre er usikre på, hvordan de kan tale med deres børn om seksualitet, køn, krop og grænser. Mange voksne er simpelthen uforberedte på, at børn har en seksualitet. Men børn er aldrig for små til at lære om deres egen krop, så længe de voksne tilpasser indholdet og formidlingen til barnets alder og udvikling.

Børn udforsker og sætter ord på kroppen

Børn er optagede af at sanse, udforske og opdage verden, og i barndommen handler seksualitet især om nysgerrighed og interesse i at lære kroppens muligheder at kende gennem leg.

Børn er optagede af at sanse, udforske og opdage verden, og i barndommen handler seksualitet især om nysgerrighed og interesse i at lære kroppens muligheder at kende gennem leg

Barnlig seksualitet er forskellig fra voksen seksualitet, fordi børn ikke forstår, hvad seksualitet er, eller hvad det betyder for dem selv eller andre. Sex og seksualitet er ikke det samme.

Børn er nysgerrige og interesserede i deres egen og andres kroppe. Det kan komme til udtryk ved at studere sig selv i spejlet og vise sin krop til andre, ved at putte perler op i næsen eller se om det går at stikke en pind ind i numsen.

Ved at sætte ord på kroppen lærer børn at skabe sammenhæng mellem kropsdeles forskellige funktioner, og hvordan kroppens dele føles i forskellige situationer.

Spørgsmål og svar

Nogle børn er meget nysgerrige og har en masse spørgsmål om kroppen. Andre børn spørger sjældent eller aldrig, og så må man som forælder tage de emner op, man synes barnet skal vide noget om. Bøger og film kan være en måde at have noget fælles og konkret at tale med sit barn ud fra.

At lære børn de rigtige ord for deres krops- og kønsdele gør dem i stand til at lægge mærke til, hvad der føles dejligt, og hvad der er ubehageligt; at sige til og fra over for andre; at respektere andres grænser og at bede om hjælp, når noget gør ondt eller er ubehageligt.

Når vi reagerer positivt på børns nysgerrighed og interesse for deres egne og andres kroppe, viser vi, at det seksuelle og sanselige ved kroppen er lige så okay at spørge til og tale om, som hvad man kan bruge sine arme eller ører til.

Lege og relationer

Børn opdager og udforsker, hvad numsen og kønsdelene kan bruges til og rører ved deres egne kønsdele af nysgerrighed og lyst. Nogle børn er meget optagede af at røre ved sig selv, og andre er ikke – begge dele er helt almindeligt.

Børn lærer om verden og sig selv gennem leg. Det gælder naturligvis også, når det handler om krop, køn og seksualitet. Seksuelle lege medvirker til, at børn øver sig på at sætte grænser i intime situationer og legene skal være præget af frivillighed og nysgerrighed. Legene er vigtige for, at børn lærer, at andre børn også har seksuel interesse og fantasi, og hvad der føles dejligt for én selv og for andre.

Børn lærer om verden og sig selv gennem leg. Det gælder naturligvis også, når det handler om krop, køn og seksualitet.

Nogle lege vil børn gerne have i fred, og det er en måde for dem at mærke deres privatliv. Mange voksne kalder det ”familieleg”, ”numseleg” eller ”doktorleg”. Prøv være nysgerrig og lyt til, hvordan legene foregår, og spørg til, hvad legene handler om, og hvad børnene selv kalder deres lege.

Grænser og samtykke

Alle børn skal lære, at deres krop er deres egen. Det betyder, at barnet skal lære at mærke og give udtryk for, hvad der føles rart, og hvad der er ubehageligt, og at det er barnet selv, der bestemmer, hvem der må røre ved dets krop.

Børn har meget forskellige grænser ift. blufærdighed, fx når de skal på toilettet, i bad, på stranden osv. Nogle børn vil vise stor interesse for at være nøgne, deres kønsdele og numser, tis og afføring, mens andre vil være meget private.

Man kan lære børn om kropsbevidsthed, helt fra de er små ved at sætte ord på, når man som forælder rører ved sit barns krop ved fx bleskift og bad, og samtidig taler om, hvem der må røre ved dets krop i hvilke sammenhænge.

Børns rettigheder og trivsel i forhold til krop, køn og seksualitet er et vigtigt fokusområde for Sex & Samfund.
Podcast
Selvom få taler om det, har langt de fleste forældre har prøvet det: Et barn, som snakker løs om tissemænd og tissekoner, eller som...

Dialog med pædagoger og andre forældre

Børn har ofte mange af deres vigtigste legerelationer i daginstitutionen, og derfor har man som forældre ikke nødvendigvis kendskab til alle de lege, ens barn leger. Det kan være akavet for både forældre og pædagoger at tale om, men det kan hjælpe at give plads til akavetheden.

Det kan være rart at kende til ens barns institutions normer og regler for børnenes kropslige og seksuelle lege, og det er altid okay at bede ledelsen eller bestyrelsen om at sætte seksualitet på dagsordenen til et forældremøde,

Familier har forskellige normer derhjemme for blandt andet nøgenhed og toiletbesøg. Derfor kan det være godt at minde sig selv om, at ens barns vens forældre kan have andre normer end en selv, og hvordan man kan tale om det på en respektfuld og nysgerrig måde.