03-09-2015

Kun med Kondom 2015: Pas på dine venner - giv dem et kondom

Hvorfor står unge på hovedet, mens de forsøger at kaste kondomer i en kasse, filmer det og uploader det på Facebook? Måske spiller de KadongPong, som er en del af årets Kun med Kondom-kampagne. Kun med Kondom, der kører to uger i september, handler i år om venskab og ansvarlighed.

’Wingmates #hardinryg’ - det er overskriften, når oplysningskampagnen Kun med Kondom kører over hele landet i uge 37 og 38:

- Årets kampagne skal skabe opmærksomhed om, at man kan passe på sine venner på mange måder. Det kan også gøres ved at give din ven et kondom, hvis det på en bytur trækker op til sex. En Wingmate har sine venners ryg og opfordrer siner venner til at køre sikker sex og bruge kondom med en ny partner, siger projektleder på Kun med Kondom og i Sex & Samfund, Søren Ingemann Zinck.

Unge frivillige viser vejen
450 unge fra hele landet har meldt sig som frivillig Wingmate til årets kampagne. De deler kondomer ud, laver lokale events og opfordrer via Facebook og Instagram eget netværk og unge til at være wingmates over for deres venner.

- De inviterer for eksempel andre unge til at nominere de af deres venner, der passer på dem, på Facebook og Instagram under #harminryg. Det er meget positivt, at så mange unge viser vejen. Det er vigtigt, at opfordringen til at passe på hinanden, når det handler om sikker sex, også kommer fra en god ven, siger Søren Ingemann Zinck.

Kun med Kondom er en årlig oplysningskampagne til unge. Kampagnen kører fra 7.-20. september på Facebook, Instagram og på lokalt plan. Det sker med uddeling af gratis kondomer, kondom-jeopardy og særlige fredagsbarer på uddannelses­institutioner i de fleste af landets kommuner.

Som noget nyt inviterer kommunerne Hjørring, Aarhus, Kolding, Roskilde og Ballerup til særlige kondom-events, hvor der vil være gratis kondomer, mulighed for at spørge om sikker sex og photoshoots til Instagram med overskriften #harminryg.

Der vil også blive spillet KadongPong, hvor man skal kaste et kondom i en kasse på den mest fantasifulde måde, filme det i one-take og uploade det på www.facebook.com/kunmedkondom. Førsteprisen er en skirejse for to til Red Mountain Skifestival.

Sexsygdom uden symptomer
Klamydia er en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark, og det er især unge, der er smittet med sygdommen. Sidste år fik i alt 30.881 danskere konstateret klamydia. Mere end 4/5 af dem var mellem 15 og 29 år. Ifølge Sundhedsstyrelsen er i  alt ca. 50.000 danskere smittet.

Klamydia er en alvorlig sygdom, som man kan være smittet med uden at vide det, lyder det fra chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

- Hvis du ikke bliver behandlet, kan det i værste fald betyde, at du får svært ved eller slet ikke kan få børn. Derfor skal du beskytte dig med kondom, når du er sammen med en ny partner, siger Niels Sandø.

Antallet af 15-29 årige, der har fået konstateret klamydia, er steget fra 23.095 i 2013 til 26.012 i 2014. Stigningen skyldes ifølge Niels Sandø blandt andet, at rekordmange er blevet testet for klamydia i 2014.

- Har du haft usikker sex, skal du lade dig teste, så du kan blive behandlet for eventuel smitte. Det er en vigtig og god udvikling, at flere lader sig teste, så vi kan finde og behandle smittede, siger Niels Sandø.

Spil KadongPong og vind en skirejse
En række virksomheder deltager også i årets kampagne. Tøjkæden qUINT, Apotekernes amba og NOX-Network (diskotekerne Crazy Daisy og Buddy Holly) opfordrer til sikker sex og tilbyder gratis kondomer til alle. Danski donerer en skirejse for to til Red Mountain Skifestival til vinderen af KadongPong spillet.

FAKTA OM KLAMYDIA

Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når du tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer. Klamydia er særlig udbredt blandt 15-29 årige. Ubehandlet klamydia kan give dig kroniske smerter i underlivet hos kvinder, betændelse i bitestikler hos mænd, graviditet uden for livmoderen, nedsat fertilitet eller ufrivillig barnløshed.

 

KONTAKT

  • Om årets kampagne (events, sociale medier etc.): Søren Ingemann Zinck, projektleder på Kun med Kondom og i Sex & Samfund, telefon 33 69 56 07 eller mobil 29 71 42 22

  • Om klamydia-udviklingen: Niels Sandø, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, mobil 72 22 75 29