31-05-2016

Børn skal kende forskellen på rar og ikke rar berøring

Børn og unge skal vide, at de har ret til at blive beskyttet mod vold og overgreb. De skal vide, hvad de kan gøre, hvis de selv eller nogen, de kender, oplever vold og overgreb. 'Min krop er min' skal lære børn i 4.-6. klasse at kende forskel på rar og ikke-rar berøring.

- Vi skal ruste børn til at forstå egne rettigheder, og vi skal ruste dem til at kunne handle på den viden. 

Sådan siger national chef i Sex & Samfund, Marianne Lomholt på dagen, hvor Red Barnet i samarbejde med Sex & Samfund udgiver et undervisningsmateriale, der skal styrke børns fællesskaber og modstandskraft mod vold og overgreb.

Hun peger på en ny rapport fra SFI, der viser, at mere end hver tiende ung i Danmark har oplevet uønskede hændelser med berøring eller blottelser. 7 % af pigerne og 5 % af drengene har oplevet et forsøgt eller gennemført samleje, som var uønsket – enten af en jævnaldrende, en voksen eller et familiemedlem.

- Det er voldsomme tal og tal, der understreger vigtigheden af sådan en indsats. Børn og unge skal kende forskellen på rar og ikke berøring. De skal vide, hvor de kan få hjælp, hvis de har brug for hjælp til at lære at sige fra. Og de skal lære at erkende og respektere andres grænser, siger national chef i Sex & Samfund, Marianne Lomholt.

Min krop er min
’Stærke Sammen’ indeholder otte moduler. Sex & Samfund har udviklet modul seks ’Min krop er min’.

Modulet handler bl. a. om rar og ikke rar berøring – hvordan kan man mærke i kroppen, at en berøring er rar eller ikke rar; er nogle steder på kroppen mere private end andre; hvad kan du gøre, hvis nogen rører dig på en måde, som du ikke synes er rar.

Materialet, der henvender sig til 4.-6. klasse, er med post på vej ud til alle skoler i Danmark.

Er du lærer: Se alle moduler her