17 år og voldtaget på diskoteket

16 days of activism
Juliane står i mørket på et diskotek i Hoima-distriktet i det vestlige Uganda. En mand tager fat i hende. Han vil have sex med hende. Hun vil ikke. Men manden stopper ikke. En måned efter opdager hun, at hun er gravid.
Kvinde i lyserød kjole i Uganda med barn på armen

Juliane og Faith i indgangen til klinikken i Hoima

I Uganda kæmper piger og kvinder hver dag for at leve et liv uden seksuel og kønsbaseret vold. Mere end halvdelen af alle ugandiske kvinder har været udsat for et seksuelt eller kønsbaseret overgreb. 

Overgreb som ikke kun efterlader dem med dybt traumatiserede, men også ændrer deres liv for evigt. I forbindelse med ‘16 days of activism against Gender Based Violence’, sætter Sex & Samfund fokus på seksuel og kønsbaseret vold i Uganda og Kenya. 

Juliane står i indgangen til en klinik udenfor Hoima. I sine arme bærer hun sin datter, Faith, på 10 måneder. Juliane har en lyserød kjole på, hendes øjne er mørkebrune og opmærksomme, og om armen bærer hun et armbånd med ordene: “I love Jesus”. Faith er slynget ind i et tæppe med lilla blomster og kigger nysgerrigt på os. 

- Hun har sovet godt, det har jeg også, fortæller Juliane og griner. 

Vi sætter os ned i skyggen af træerne på to bænke, som er blevet båret ud af klinikken til os. 

Juliane er 17 år gammel. Hun bor i Hoima med sin mormor, sin far og sine tre søskende. Indtil for et år siden levede hun som en helt normal teenager. Hun elskede at gå i skole. Hendes yndlingsfag var samfundsfag og science. 

- Mit liv var godt, før jeg blev gravid. Jeg gik i skole, og det var jeg rigtig glad for. Når jeg ser andre børn gå i skole nu, bliver jeg virkelig ked af det.

Den nat alt forandrede sig

For et år siden blev Julianes verden vendt på hovedet. Det sker en nat på et diskotek. I mørket. Den nat tog en mand det, han ville have, og samtidig tog han Julianes liv fra hende. 

- Det var til en fest. Og den dag vidste jeg, at jeg havde begået en fejl. Jeg blev gravid og jeg stoppede med at gå i skole og blev derhjemme. Mine forældre var meget sure på mig, fordi jeg stadig var ung 

Juliane kendte godt manden, der forgreb sig på hende. Han var ældre end hende og havde før udnyttet yngre piger fra hendes skole. Den nat kæmpede hun for at komme fri, men det nyttede ikke noget. Og der var der ingen til at hjælpe hende.

- Vagterne på stedet gjorde ikke noget. De prøver bare at sørge for, at der ikke er nogen, som kommer op at slås, fortæller Juliane. 

Juliane bliver voldtaget den aften. Hun går med det alene, indtil hun en dag mærker, at hendes krop begynder at forandre sig. Hun er gravid. 

Ugandisk kvinde og hendes barn

Ingen mulighed for abort

Da Juliane en måned efter overgrebet finder ud af, at hun var gravid, fortæller hun det både til sine forældre og til sine venner.

- Mine forældre blev meget sure. Mine venner sagde, at jeg burde få en abort.

Men selvom Juliane ønskede at afslutte graviditeten, var der intet at gøre. Abort er nemlig ulovligt i Uganda og sundhedspersonale kan risikere fængsel i op til tre år, hvis de hjælper en kvinde med at få en abort. Juliane prøvede alligevel, men blev afvist på det lokale hospital. Det var for sent. 

- Min familie ville også gerne have, at jeg fik en abort. Men hospitalet nægtede.

På trods af omstændighederne forsøgte Juliane ikke at udføre en abort selv. Hun accepterede, at hendes liv nu ville forandre sig for altid. 

Seksuelle overgreb er hverdag

Juliane endte med at blive gravid, som et resultat af voldtægten, og dermed blev hun en  del af den triste statistik i Uganda, hvor 4 ud af 10 teenagepiger bliver gravide, inden de kan nå at fejre deres 20 års fødselsdag.

De fleste må forlade skolen, for at dedikere deres tid til den nye rolle som mor. De bliver ofte stigmatiseret af lokalsamfundet eller smidt ud af deres forældre og må forsørge sig selv. Heldigvis er dette ikke tilfældet i Julianes historie. Hun har både fået hjælp af sin familie og sin mentor, Gregory. 

Gregory er en "male-champion", en slags rollemodel for unge mennesker. Han arbejder for Reach a Hand Uganda, en af Sex & Samfunds søsterorganisationer, der arbejder for at fremme seksuel sundhed og trivsel blandt børn og unge. Reach a Hand Uganda har programmer, der støtter unge i at tage velinformerede valg om deres egen krop, sundhed og liv. Udover rollen som mentor, var Gregory også Julianes samfundsfagslærer. 

- Da jeg fandt ud af, at Juliane var gravid, blev jeg rigtig sur. Ikke på hende. Men på ham, der udsatte hende for det, fortæller Gregory.

Gregory har fulgt Juliane de sidste 10 måneder og har hjulpet til efter Faiths fødsel. 

Manden, der forgreb sig på Juliane, er som sunket i jorden. Sammen med de lokale myndigheder har Gregory prøvet at finde ham, men han forsvandt sporløst efter hændelsen. 

- Han vidste godt, at han havde gjort noget forkert, fortæller Gregory. 

Håb for fremtiden

Julianes historie er ikke enkeltstående. En ud af tre kvinder i Uganda har oplevet seksuel vold. Og 59 procent af ugandiske kvinder rapporterer, at de har oplevet seksuelle overgreb i deres barndom. Alligevel er det kun en meget lille andel, der anmelder det til politiet. 

- I Uganda arbejder Sex & Samfund med lokale partnere for at sikre de nødvendige politiske og økonomiske rammer tilstede for at hjælpe mennesker udsat for kønsbaseret vold og seksuelle overgreb. Vi arbejder også med lokalsamfundene for at forstå de normer og den kultur der legitimerer vold, med henblik på at lave oplysningsarbejde der har til hensigt at forebygge seksuel og kønsbaseret vold og overgreb, fortæller International Chef i Sex & Samfund, Kristine Mærkedahl  

I det vestlige Uganda samarbejder Sex & Samfund med ungdomsorganisationen, Reach A Hand Uganda (RAHU) og civilsamfundsorganisationen, Reproductive Health Uganda (RHU). 

RAHU uddanner ung-til-ung undervisere og rollemodeller som Gregory, der har til formål at rådgive og støtte unge mennesker som Juliane. RHU skaber mulighed for at kvinder og piger kan organisere sig og lære om deres rettigheder og sundhed. I grupperne taler piger og kvinder om deres udfordringer og deler ideer til, hvordan man kan udfordre gældende kønsnormer i hjemmet og i lokalsamfundet. 

Faith bliver sulten og Juliane trækker naturligt ned i kjolen og begynder at amme hende, mens hun rokker hende frem og tilbage. 

- Jeg beder til at have en god og glad familie. Jeg er sikker på, at jeg nok skal komme tilbage til skolen en dag. Det er min store drøm at få et godt job. Jeg kunne godt tænke mig at blive lærer.