#DetErMinRet sætter spot på pigers sundhed og rettigheder i fattige lande

Rettigheder
Sex & Samfund og Danske Skoleelever tager forskud på maj måneds store Women Deliver-konference og lancerer den 16. marts den landsdækkende undervisningskampagne #DetErMinRet.
Støt Sex & Samfunds arbejde for kvinders rettigheder

Udgivet d. 11. marts 2016.

Danmark er valgt som værtsland for Women Deliver - verdens største konference om ligestilling og kvinders sundhed og rettigheder i København i maj. Onsdag den 16. marts tager Sex & Samfund og Danske Skoleelever forskud på konferencen og lancerer undervisningskampagnen #DetErMinRet,der sætter fokus på pigers sundhed og rettigheder i fattige lande.

#DetErMinRet skal op til Women Deliver besøge 100 skoleklasser i 9 byer. Lanceringen foregår kl. 7:50 på Højdevangens Skole på Amager med deltagelse af elever fra 7.A, udenrigsminister Kristian Jensen og børne- og ungdomsborgmester i København, Pia Allerslev. Kristian Jensen siger:

- Det er i den bedste danske oplysningstradition, at vi tager forskud på Women Deliver-konferencen med en undervisningskampagne. De fleste unge i Danmark tager det for givet, at der er lige adgang til uddannelse og seksualundervisning for drenge og piger. Derfor er det så vigtigt, at danske skolebørn får indsigt og forståelse for, at forholdene er væsentligt anderledes rundt om i verden. Her kan skolegang og seksualundervisning have en dobbelteffekt ikke mindst for fattige piger i udviklingslandene. De uddanner sig til et bedre liv, og ved at få kendskab og adgang til prævention kan de forlænge deres ophold på skolebænken. Den pointe kan danske unge nok også bruge i forhold til deres eget liv.

Kristian Jensen skal sammen med eleverne og Pia Allerslev undersøge og diskutere, hvad ligestilling og rettigheder betyder for piger i fattige lande. Den fælles undervisning varetages af en underviser fra Sex & Samfund. Bagefter er der sammen med en repræsentant fra Danske Skoleelever besøg i kampagnens rullende udstilling – en special­bygget campingvogn med præventionsfortelt.

Her kan dagens gæster øve sig i at rulle kondom på, lytte til interviews med unge fra Uganda og Nepal, der fortæller om håb og drømme for et godt liv, og besøge #DetErMinRet’s social media-værksted.

 

Prævention og udvikling hænger sammen

#DetErMinRet henvender sig til elever i 7.-9. klasse, og den skal ifølge vicegeneralsekretær i Sex & Samfund, Tania Detlefsen, vise forskelle og ligheder på at være ung i Danmark og i udviklingslande. Kampagnen skal også skabe indsigt i, hvad det betyder for den enkelte unge og for den bredere samfundsudvikling, når unge i fattige lande ikke har adgang til samme rettigheder som danske unge.

- Retten til at gå i skole og få en uddannelse, retten til at bruge prævention, retten til selv at vælge om og hvem, man vil giftes med. Der er rettigheder, som vi herhjemme tager for givet. Sådan er det ikke i fattige lande, og slet ikke for piger og kvinder. Men adgang til prævention er fx vigtig for at sikre vækst og udvikling i lande som Uganda, hvor mange teenagepiger bliver gravide og ikke får en uddannelse, siger Tania Detlefsen og forsætter:

- Verdens ledere vedtog sidste år 17 verdensmål, der blandt andet skal bekæmpe fattigdom. Det er mål, som Danmark har forpligtet sig på. I det lys kan betydningen af piger og kvinders adgang til uddannelse og til sundhed og rettigheder i forbindelse med graviditet, fødsel og abort næsten ikke undervurderes. Skoleelever i Danmark bliver voksne i løbet af de 15 år, som verden har til at levere på de 17 mål. De skal kende ansvaret.

 

#DetErMinRet besøger 100 skoleklasser

Undervisningskampagnen skal sammen med undervisere og frivillige fra Sex & Samfund besøge 100 klasser på i alt 60 skoler i ni byer landet over op til Women Deliver. Kampagnen tilbyder samtidig gratis #DetErMinRet –undervisningsmateriale, som lærere gratis kan rekvirere til undervisning i 7.-9. klasser via underviserportal.dk.

Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever siger om kampagnen:

- De børn og unge, der går i skole i dag, skal nu og i fremtiden arbejde for lige muligheder for alle. Det er vigtigt, at alle har lige muligheder og samme rettigheder, f.eks. i forhold til at gå i skole og få en uddannelse, så alle, også pigerne, kan skabe en fremtid for dem selv, deres familier og det samfund, som de er en del af.

Pia Allerslev, børne- og ungdomsborgmester i København, siger om kampagnen:

- Det er så vigtigt, at vores unge lærer, hvordan det er at være ung i andre lande, og hvilke muligheder, men særligt også udfordringer, andre unge har, når de vokser op. På den måde bliver de i stand til aktivt at tage del og gøre en forskel, både for dem selv og for andre. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi får Women Deliver og piger og kvinders rettigheder på skoleskemaet i København. Det er med til at give vores unge et globalt udsyn og kendskab til de udfordringer, som kvinder i hele verden står overfor, og hvor vigtigt det er, at vi har lige rettigheder for drenge og piger.

Women Deliver

Danmark er valgt som værtsland for verdens største konference om piger og kvinders sundhed og rettigheder, Women Deliver, som afholdes 16.-19. maj 2016 i København. Over 5.000 globale beslutningstager, eksperter, politikere, aktivister og erhvervsfolk forventes at deltage.

 

#DetErMinRet

Sex & Samfund og Danske Skoleelever lancerer i anledning af Women Deliver en informationskampagne om pigers sundhed og rettigheder, der henvender sig til elever i 7.-9. klasse og danskere i øvrigt. Indsatsen består af:

  • #DetErMinRet – en undervisningskampagne om skole, sundhed og rettigheder i udviklingslande
  • Gratis undervisnings­materialer til lærere
  • Film- og debataftener rundt om i landet
  • En stor fest for unge på Rådhuspladsen den 18. maj.

#DetErMinRet består af klasseundervisning varetaget af Sex & Samfunds undervisere og en interaktiv udstilling i en specialbygget campingvogn.

#DetErMinRet henvender sig til 7.-9. klasse og besøger fra 16. marts og frem til midt i maj i alt 100 klasser på 60 skoler i Holstebro, Aalborg, Fjerritslev, Aarhus, Odder, Odense, Frederikssund, Rødovre og København.

 

Fest med Danmarks største seksualundervisning

Sidste stop er 18. maj på Rådhuspladsen i København, hvor elever fra hele landet inviteres til en fest for pigers rettigheder sammen med internationale deltagere i Women Delivers særlige unge-konference. Sammen med Børnenes Rekordborg gennemføres Danmarks største seksualundervisningsøvelse. Det danske band L.I.G.A. – med den iranske kvindelige trommeslager Ihan Haydar - står for den musikalske del underholdningen.

 

Debataftener

Der inviteres til film og paneldebat på biblioteker i byer landet over. Filmen ’Solar Mamas’ handler om forskellige aspekter ved ligestilling: Adgang til sundhedsydelser, ret til uddannelse, bekæmpelse af vold mod kvinder og den utryghed, som kvinder mange steder i verden oplever som følge af deres køn. Se filmen her

 

Gratis #determinret-undervisningsmateriale

Sex & Samfund har udviklet et nyt undervisningsmateriale, der handler om piger og kvinders rettigheder på globalt plan. Her møder eleverne unge som dem selv fra bl.a. Nepal og Uganda og får indsigt i, hvordan de unges seksuelle og reproduktive rettigheder og adgang til skole er både udfordret og afgørende for, at de kan få det liv, som de ønsker for dem selv og deres familier. Materialet består af fire forløb fra hvert sit land: ’Køn, krop og kærlighed’, ’Prævention og graviditet’, ’Vold og konflikt’ og ’Adgang til skole’. Undervisere kan frit downloade #DetErMinRet fra Sex & Samfunds Underviserportal på www.underviserportal.dk.