Gammeldags mandeidealer forhindrer mænd i at være dem, de gerne vil være

Casper Ellehage sidder i skrædderstilling i en mørkegrøn velourlænestol.

Han sidder med nøgne fødder, og har placeret sine Birkenstock på gulvet under sig.

Han er omgivet af stuemøbler i alle former og farver samt store bambusplanter iklædt muleposer med Aarhus Festuges logo.

I sofaen ved siden af Casper skænker Kaare Lasse Rugsted kaffe op i et papkrus til sig selv og sin medpanelist Mathias Søby.

Publikum kigger fra bænkerækker ind på den intime stueopstilling under Kuplen.

Mændene har fundet sig så godt til rette med hinanden, at man skulle tro, at man kiggede ind i stuen hos en gammel flok studiekammerater. Men Casper bryder forestillingen i løbet af samtalen:

”Da jeg kom og mødte dig, Mathias, for første gang for en time siden, så var du bare sådan: ”Hej, hvor ser du godt”. Og jeg var bare sådan, hov. Det er jeg ikke vant til fra en stor mand med tatoveringer. Hvorfor er man ikke vant til det og kan rumme det? Det kan jo også være en bremseklods for, at jeg siger: ”Tak, du ser også godt ud mand!”. Og så rører lidt ved hinanden”.

Navneskiltene på bordet vidner også om, at de tre mænd og publikum møder hinanden for første gang. Mathias, Kaare og Casper står der skrevet med blokbogstaver i mørkegrøn- og blå sprittusch.

Mandlige barrierer

De tre mænd er mødt op for at deltage i talken ’Den moderne mandeopfattelse’. En talk, der er arrangeret af Sex & Samfunds frivilliggruppe i Aarhus.

Mændene kommer med vidt forskellige faglige baggrunde, men det, der dominerer deres samtale og er fælles for dem alle, er deres helt personlige oplevelser.

Oplevelser med alt fra ubehagelige byture, til manglende mandlige forbilleder og en mandlig kultur, som går imod mænd, der ikke passer ind i den kasse, hvor mænd ikke taler om følelser og skal være maskuline i deres udtryk og stil.

Og Casper er med sin historie om mødet med Mathias i gang med at berette om en anden kultur, hvor mænd kan have svært ved at røre ved hinanden.

”Man har ikke altid lært det. For eksempel det at vise mandlig affektion for hinanden i offentligheden eller bare privat med sine venner kan være svært. Det kunne vi godt bruge mere af at vise hinanden. Og for eksempel skabe repræsentation i populærkulturen”, fortæller Casper.

Mathias indvender, at han aldrig har haft problemer med at røre andre mænd i form af et klem på skulderen eller lignende. At det altid har faldet ham meget naturligt.

Men da samtalen falder på, hvordan den mandlige kønsrolle har påvirket Mathias i forhold til at dele sårbare oplevelser, er situationen en helt anden:

”Jeg kommer fra en familie, hvor man ikke snakker om tingene, og det har jeg heller ikke gjort med min vennegruppe, før jeg blev alt for gammel. Jeg har lært, at man kæmper selv, og at man kan selv. Det med at spørge om hjælp, er nok det svageste man som mand, kan gøre. Fordi man er opdraget til, jeg kan alt selv. Så jeg tror for mig, at det er en meget generationsbestemt ting”, fortæller Mathias, mens han kigger skiftevis Kaare og Casper i øjnene.

Kaare giver Mathias’ skulder et klem, og Mathias returnerer med at skulderklem tilbage.  ”Mænd mangler forbilleder som dig Mathias”, siger Casper.

Kom op ad stolen

Et øjeblik glemmer man den mandekultur, mændene oppe i sofaen og lænestolen fortæller om. Den eksisterer ikke i dette rum, hvor mændene griber hinanden med små verbale og fysiske gestusser, når de tunge emner bliver foldet ud på stuebordet.

Men ude i samfundet er det ikke altid de velmenende fysiske berøringer, mændene bliver mødt med:

"Det er ikke min indspiste vennegruppe eller venners venner, som kan finde på at stille spørgsmålstegn ved, at jeg har neglelak på. Det er fremmede grupper, der kommer gående, som kan finde på at have lyst til at tage afstand til én verbalt eller fysisk. Engang blev jeg slået i hovedet med en Mokaï i Aalborg, fordi han spurgte, om jeg var bøsse. Og så sagde jeg til ham: ”Er du bange for bøsser?”. Og så slog han mig med sin Mokaï”, fortæller Kaare.

Mændenes fortællinger vidner om en mandekultur, som ikke er forsvundet endnu.

Der er stadig ikke helt plads i offentligheden til mændene, der sidder i den lille stue, og taler om følelser og går med neglelak.

Og hvordan man løser jeg-skal-selv-klare-det-kulturen, er ikke noget, mændene har en opskrift på. Men Casper har alligevel et bud på en løsning.

En løsning, som han har stjålet fra Herlige Svend (Sebastian Lynggaard red.), men som opsummerer hele problematikken:

”Mænd skal op ad stolen og komme ind i samtalen. Hvis vi skal have en anden form for maskulinitet end den giftige, så bliver vi nødt til at deltage i den samtale. Få talt om, hvad vi gerne vil have i stedet for. Hvad er de positive ting ved os mænd?”.

I forlængelse af talken har vi spurgt Sex & Samfunds frivillige i Aarhus, hvilke oplevelser de har haft med, at andre stadig har nogle bestemte forventninger til mænd og drenge:

Hør Ghita fortælle sin oplevelse:

Hør Kristine fortælle sin oplevelse:

Hør Sofie fortælle sin oplevelse: