Sådan kan medarbejdere være med til at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen

Nyhed
Vi er alle med til at understøtte eller udvikle kulturen på vores arbejdsplads, både medarbejdere og ledere. Derfor har du som medarbejder også et væsentligt ansvar i forebyggelsen mod seksuel chikane.
Julefrokosten er et oplagt sted at fokusere på seksuel chikane på arbejdspladser

En inkluderende virksomhedskultur, holdt oppe af både ledere og medarbejdere, kan være med til at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen. Selvom forebyggelse og håndtering af seksuel chikane på arbejdspladsen er arbejdsgiverens ansvar, er det vigtigt at du som medarbejder ikke lader seksuel chikane gå ubemærket hen. De fleste personer, der har oplevet seksuel chikane, har haft brug for støtte og hjælp fra deres kollegaer, men det kan være udfordrende at vide, hvordan man som kollega kan gøre en positiv forskel. 

Så, hvordan kan du bidrage til at udvikle kulturen og forebygge seksuel chikane på din arbejdsplads? Og hvordan kan du reagere, hvis du er vidne til en situation, der virker grænseoverskridende? 

Sex og Samfund har samlet 5 gode råd til dig som medarbejder, der ønsker at bidrage til en mere tryg og inkluderende arbejdsplads uden seksuel chikane.  

5 gode råd til medarbejderen  

  1. En dialog om grænser: Det kan være svært at vide, hvad seksuel chikane indebærer for både dig selv og dine kollegaer. Mennesker har forskellige grænser for, hvornår de oplever noget som seksuel chikane, og det kan derfor være en god idé at tale med sine kollegaer om, hvor jeres grænser går. Arbejdstilsynet har i samarbejde med arbejdsmarkedets parter udarbejdet et dialogværktøj til at sætte gang i en åben dialog på arbejdspladsen om uønsket seksuel opmærksomhed.  
  2. Udvis opmærksomhed: Fordi det kan være udfordrende at afgøre, om en kollegas grænse er blevet overskredet, er det vigtigt at udvise opmærksomhed – selv hvis man personligt ikke finder en kommentar eller handling krænkende. Hvis man er vidne til en situation, hvor en handling eller en udtalelse virker ubehagelig eller grænseoverskridende, kan du tage den berørte kollega til side og stille spørgsmål som f.eks. "Var du okay, da vedkommende sagde/gjorde sådan?"
  3. Tal om det: Mange sager om seksuel chikane kommer aldrig frem i lyset og bliver derfor ikke håndteret i virksomheden. Men det er vigtigt at huske på, at tilfælde af seksuel chikane er et arbejdsmiljøproblem og ikke dit personlige ansvar, eller noget du selv er skyld i. Derfor bør du aldrig lægge skjul på, at du er blevet chikaneret. Tal i stedet med nogle du er trygge ved om hændelsen, så kan de også bedre støtte dig i den videre proces.
  4. Sig fra: Seksuel chikane begynder ofte i det små, og det er derfor vigtigt, at du siger fra før problemet eskalerer. Som medarbejder kan det være svært at vurdere, hvornår man skal sige fra og man kan ofte være bange for at have misforstået situationen. Det er dog vigtigt at italesætte problemet, så snart du føler dig krænket, eller hvis du ”bare er vidne”. Det kan være direkte i situationen eller ved at gå til en kollega, leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.  
  5. Rapporter altid hændelser vedr. seksuel chikane på din arbejdsplads: Hvis du er blevet udsat for seksuel chikane eller er vidne til en sådan hændelse bør du rapportere det til din arbejdsgiver. Du kan enten gå til din chef eller få hjælp af din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant. Det kan også være, din arbejdsplads har specifikke rapporteringsmekanismer, du kan bruge.  Uden for organisationen kan du for eksempel også søge hjælp hos din fagforening eller arbejdsstyrelsens hotline for seksuel chikane.