Vi har stadig ikke knækket klamydiakurven

Klamydiatal 2018
33.415 danskere. Det er antallet, der sidste år blev smittet med klamydia. Det er en lille stigning fra året før, hvor antallet var 32.932. Det er nødvendigt med opprioritering af forebyggelsesindsatserne.
Alle har ret til at være dem de er.

Klamydiakurven har generelt været opadgående de sidste 20 år og forekomsten af klamydia vil fortsat være alt for stor, hvis ikke forebyggelse og behandling styrkes og der tages nye initiativer.

Det mener Sex & Samfunds generalsekretær Bjarne B. Christensen:

- Klamydiatallene kalder på handling. Vi skal have forebygget at alt for mange bliver smittet, men ligeså vigtigt, skal vi få fat i de mennesker, der allerede er smittet, og som skal i behandling. Det kalder både på en indsats fra kommuner, regioner og sundhedsmyndigheder. I alt for lang tid har vi ikke taget nye og bedre initiativer som det kræves, for at smittekurven kan knækkes.

- Det er vigtigt, at Sundhedsmyndigheder og ansvarlige politikere ikke længere bare ser til. Sex & Samfund mener, at der skal sættes mål for at knække kurven, og at der både skal prioriteres penge og tid til at sætte nye indsatser i gang. Vi ved, hvad der skal til – en bedre forebyggelse af smittespredningen og en bedre indsats for at finde og behandle de smittede, siger Bjarne B. Christensen og fortsætter:

- Klamydia er ikke en ufarlig sygdom. Det er nemt at behandle ja, men ubehandlet kan klamydia i værste fald føre til barnløshed.

Sundhedsmyndighederne anslår, at 500 kvinder hvert år mister evnen til at få børn som følge af en klamydiainfektion. 

Sex & Samfunds forslag til nye indsatser

Skal stigningen i klamydiasmittede vendes, bliver det afgørende at finde frem til de smittede personer, som ikke bliver undersøgt og behandlet. Sex & Samfund har i samarbejde med enkelte regioner og kommuner tilbudt sikre klamydia-hjemmetest.

- Fra vores tilbud om hjemmetestning i otte kommuner ved vi, at 20% af de unge der tager en hjemmetest, ikke ville være gået til lægen med deres klamydiamistanke hvis de ikke havde mulighed for at bestille denne hjemmetest. Det vidner om, at behovet for en gratis og sikker hjemmetest er stort.

Læs mere om klamydia her

Et landsdækkende tilbud om anonym hjemmetest suppleret med oplysning og kampagner er ifølge Sex & Samfund nøglen til at knække kurven:

- Samfundsmæssigt set er der god økonomi i en sådan forebyggende prioritering, frem for bare at poste penge i at behandle de stadig flere klamydiasmittede, der automatisk øger presset på praktiserende læger og regionerne, siger Bjarne B. Christensen og fortsætter:

- Det er heller ikke nok med enkeltstående kampagner der skal øge opmærksomheden om sikker sex. Kampagner skal følges op hele året med information, undervisning og engagement af unge selv omkring seksuel sundhed og trivsel. Vi ved der er mange myter samt manglende og forkert viden blandt de unge. Ikke mindst når de forlader folkeskolen er det svært at nå ud til dem. Derfor skal undervisningsindsatser blandt de unge øges.

I vores nordiske søsterlande investerer de betydeligt mere i det forebyggende arbejde. Norge har satset massivt på at distribuere gratis kondomer, da det kan nedbryde barriererne for at bruge kondomer blandt unge. Sverige har haft succes med at udnævne en klamydia-testdag (senere en hel uge), hvor der blev sat massivt ind med oplysning og testning.

- Det kan vi lade os inspirere af. Danmark er det nordiske land, der investerer mindst i seksuel sundhed. Vi håber tiden nu er kommet til, at kommuner, regioner og Sundhedsministeriet finder sammen og finder penge til en forbedret forebyggelsesindsats og styrker samarbejdet på tværs, siger Sex & Samfunds generalsekretær.

Læs mere om Sex & Samfunds klamydiahjemmetest her