English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Artikler & rapporter » En beretning fra et præventionsforsøg med mænd

En beretning fra et præventionsforsøg med mænd

 

”Jeg meldte mig til forsøget primært af idealistiske årsager. Samtidig får jeg tjekket blodtryk og sædkvalitet, når jeg kommer til kontrol"

 

Af Foreningen Sex & Samfund

 

28-10-04. Udtalelsen kommer fra en 31-årig far til to drenge, som er med i et forsøg på Fertilitetsklinikken på Herlev Amts Sygehus. Forsøget går ud på at teste hvilken dosis, der er den rette at give mænd for at hæmme deres produktion af sædceller. Resultaterne af forsøget skal munde ud i en ny præventionsform til mænd, der bliver en kombination af hormonstav og injektioner med testosteron. Ifølge overlæge dr. med. Svend Lindenberg, der er leder af forsøget, forventes den nye præventionsmetode til mænd på markedet i 2009.

 

Abortnet.dk har talt med en af deltagerne kort tid efter, at han fik hormonstaven lagt ind på indersiden af overarmen: ”Jeg blev lokalbedøvet, da jeg fik sat hormonstaven ind, og jeg mærkede ikke noget. I starten var området omkring hormon-staven lidt ømt og hævet, men det gik hurtigt over, og nu mærker jeg ingenting til den”.

 

I alt 50 mænd deltager i forsøget. Alle har fået en hormonstav, der afgiver hormonet etonogestrel, og alle får undervejs i forsøget indsprøjtninger med det mandlige kønshormon testosteron i en bestemt dosis:

 

Svend Lindenberg fortæller, at hormonstavene og dosis af testosteron varierer fra mand til mand, for at man kan finde frem til den lavest mulige dosis, der har indvirkning på sædcelleproduktionen.

 

I løbet af det halvandet år forsøget kører, skal deltagerne møde til kontrol på Fertilitetsklinikken ca. én gang pr. måned, hvor bl.a. blodtryk og sædkvalitet bliver undersøgt.

 

På spørgsmålet om, hvorvidt deltagerne kan mærke hormonpåvirkning eller ej fra staven, fortæller den deltager, som Abortnet.dk har talt med, at han ingenting mærker. Han har hverken oplevet kvalme, hovedpine, humørsvingninger eller andre af de symptomer, som bliver remset op for ham.

 

”Det kan jo være, at jeg er en af dem, der har fået en placebo indopereret, og så vil jeg jo ikke mærke noget som helst”, siger han.

 

Til forsøget på Fertilitetsklinikken har man rekrutteret 50 mænd i alderen 18 til 35 år. Forsøget er en del af et stort, europæisk forsøg, der involverer 14 fertilitetsklinikker rundt om i Europa, hvor i alt 350 mænd deltager.

 

Redaktør: | Opdateret: 07. januar - 2008