English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Artikler & rapporter » Jubel -og forargelse- over mindreåriges stigende forbrug af p-piller

Jubel - og forargelse- over mindreåriges stigende forbrug af p-piller

 

Forbruget af p-piller blandt de helt unge piger i alderen 10-14 år er steget støt gennem de seneste år

 

Fra Ugeskrift for Læger, nr. 34 2005

 

23-08-05. Og de seneste offentliggjorte tal fra Lægemiddelstyrelsen for 2004 er ingen undtagelse. P-pille-forbruget pr. 1000 piger i alderen 10-14 år var sidste år opgjort til 33,94 for hele landet, hvor de tilsvarende tal for 2002 og 2003 var henholdsvis 27,52 og 30,32.

 

Der er store udsving amterne imellem. Forbruget er størst i Storstrøms (53,06), Vestsjællands (47,50), Viborg (42,87) og Fyns (39,80) Amter, mens København (29,71), Ringkøbing (29,78), Frederiksborg (31,31) og Århus (31,80) Amter ligger under landsgennemsnittet.

 

Men hvor foreningen Børns Vilkår samt børne- og ungelæge Vibeke Manniche er bekymret over udviklingen - dels på grund af den seksuelle lavalder på 15 år, dels på grund af det »hav af kendte bivirkninger ved p-piller« - maner faglig leder af Sex & Samfunds præventionsklinik, gynækologisk overlæge Charlotte Wilken-Jensen, til besindelse. Faktisk mener hun, der er grund til at glæde sig over tallene:

 

»Jeg synes, vi skal råbe hurra. Man har altid en god grund til at ordinere p-piller til de helt unge piger. Enten er de påbegyndt et seksualliv og skal beskytte sig mod at blive gravide, eller også har de invaliderende menstruationssmerter,« fastslår Charlotte Wilken-Jensen, som finder det vigtigt at understrege, at der stadig er tale om meget små tal:

 

»Disse tal (på landsplan 5.588 p-pille-spisende piger i alderen 10-14 år i 2004, red.) er jo ingen ting. Det er små tal, set i forhold til årgangenes størrelse.«

 

Flest fordele

Pigers seksuelle debutalder er 16, men de yngre piger, der går i gang, skal »naturligvis beskytte sig mod at blive gravid,« mener Charlotte Wilken-Jensen: »Er der tale om blot sporadiske samlejer i løbet af et år, er kondomet løsningen, men når pigerne får fast kæreste skal de have p-piller. Jeg ser jo netop pigerne, når de f.eks. som 12-årige er blevet gravide og skal have en abort, hvilket resulterer i en forkvaklet indstilling til liv og død.«

 

Hvad angår p-piller som behandling af stærke menstruationssmerter, afviser Charlotte Wilken-Jensen, at disse alene kan takles med en varmepude eller en løbetur:

 

»Jamen de piger er jo syge. P-piller er en relativ ufarlig og særdeles effektiv behandling af dem, der ellers ville have det hammerdårligt, kaste op og ligge i sengen i op til en uge hver måned. Det ville være urimeligt, hvis de blev ofre for deres køn, derved at hele deres klasse ved, at de ingenting kan, ikke skal til gymnastik og enten må tage piller eller være syge en hel uge. Forhold, der vil præge dem resten af livet.«

 

Charlotte Wilken-Jensen mener ikke, at der er risici forbundet med at ordinere p-piller til de 10-14-årige piger. Risikoen for brystkræft er nærmest afkræftet i de seneste internationale undersøgelser. Tværtimod - påpeger Charlotte Wilken-Jensen - er der mange fordele forbundet med, at piger i denne aldersgruppe spiser p-piller:

 

»De slipper for vandcyster på æggestokkene - og på længere sigt for den modbydelige og vanskeligt opdagelige kræft i æggestokkene.«

 

Charlotte Wilken-Jensen mener, at den eneste alvorlige bivirkning ved p-pillerne er risikoen for blodpropper, og derfor skal lægerne være omhyggelige og spørge ind til den familiære baggrund med hensyn til blodpropper:

 

»Og selv om vi ikke har noget belæg herfor, siger vi, at pigerne helst først må spise p-piller, når de har haft menstruation i to år«, præciserer Charlotte Wilken-Jensen.

 

Formand for Folketingets sundhedsudvalg, Birte Skaarup (DF) er imidlertid chokeret over tallene og finder det »helt grotesk«, at de praktiserende læger udskriver p-piller som prævention til piger under den seksuelle lavalder. »De er jo børn, og det skal de have lov til at være. Det må være forældrenes opgave og ansvar at forklare deres unge døtre, at det dér, det må de vente med til senere,« siger Birte Skaarup.

Redaktør: | Opdateret: 07. januar - 2008