English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Artikler & rapporter » Mødet mellem en etnisk patient og dansk læge

Mødet mellem patienter med en anden etnisk baggrund og den danske praktiserende læge

 

Af Læge og Sexolog Amneh Hawwa

 

Som praktiserende læger oplever vi en mere farverig patientgruppe end tidligere. Den helt homogene nordiske type er blevet blandet med en mere sammensat patienttype.
Det være sig europæere, folk fra mellemøsten, afrikanere og asiater osv. Ifølge veldokumenterede kilder har vi i Danmark mere end 50 forskellige nationaliteter.
Umiddelbart synes en sådan anskuelse at give en forestilling om en spændende dagligdag forstået således at vores arbejde bliver krydret med nogle eksotiske indslag.
Dette holder heldigvis et stykke ad vejen. Men dagligdagen med sådant et sammensat patientmateriale kan til tider give anledning til misforståelser, sammenstød og frustrationer.

Man kan ikke opstille en liste over sværhedsgrader af disse patienter. Men efter mange års undervisning af praktiserende læger over hele landet, har jeg erfaret at, deres oplevelser af de etniske minoriteter varierer fra læge til læge og fra område til område.
Nogle steder er det araberne der er favoritpatienter, mens somalierne er ganske besværlige. Andre steder er det lige omvendt, endog nogle læger er fascinerende af somaliske patienter.

Sådan er det bare. Hvis vi prøver at analysere hvorfor, så er der unægtelig mange faktorer, der spiller ind. Først og fremmest den enkelte læges personlighed, holdning og viden. Andre faktorer er patienternes personlighed og viden, og fremtoning.
Generelt kan man sige at viden om  modparten ofte er en mangelvare på begge sider. Og da jeg er overbevist om, at den alment praktiserende i Danmark er omhyggelig og omsorgsfuld, så finder jeg at mange af de misforståelser, der opstår i mødet med de etniske patienter hænger sammen med uvidenhed, mistolkning af signaler og reaktionsmønstre, der kan være verbale eller nonverbale.
Sammenstødene kan bero på forskellige værdisæt og holdninger hos henholdsvis behandler og patient.

 

Eksempel 1 
En irakisk ung mand har den holdning, at han skal have et generelt check en gang om året. Henvender sig til egen læge, der stejler, idet han mener det ikke er nødvendigt med en sådan undersøgelse af en ung og i øvrigt rask person, med mindre han/hun har symptomer på noget patologisk. Den unge irakiske mand har måske den holdning, at et generelt check i hvert fald ikke vil skade, og især i sådan et moderne og højteknologisk land som Danmark, som kan tilbyde en gratis undersøgelse.
Dette eksempel behøver dog ikke altid at dreje sig om en patient med en anden etnisk baggrund end dansk.

 

En nonverbal kommunikation og misforståelse kan foregå som vist i følgende eksempel:

 

Eksempel 2
En kvindelig kollega der arbejder som praktiserende læge på Vesterbro fortæller at hun kunne tolerere alle mulige forskellige etniske minoriteter, deres påklædning , henvendelses mønster og symptompræsentation osv., men der var en ting hun ikke kunne acceptere, der ligefrem provokerende hende. Når en muslimsk mand undlader at række hånden til hende når han kommer i hendes konsultation. Hun syntes at det mindste han kunne gøre for at vise hende respekt var at give hende hånden. Jeg forklarede hende at ifølge Islams forskrifter anbefales manden at lade være med at give en kvinde hånden eller have blikkontakt, af respekt for kvinden og for at ikke trænge sig på.
Min kollega undrede sig selvfølgeligt og fortrød at hun ikke spurgte til årsagen i første omgang.

 

Alle mennesker i verden er produkt af en kultur. Vi ser omverdenen med de briller vi fik i vores barndom, og i barndommen anlægges vores identitet. Hvis man kan forestille sig et løg. Så ligge vores arvemateriale helt inde i kernen og de forskellige lag symboliserende børneopdragelse, familiemønstre , sprog, tøj og arbejde.
Når vi bliver voksne, bliver det svært for os at forandre os helt. Jo mere vi nærmer os løgets kerne, desto sværere er det at forandre sig.

 

"Kultur er ikke noget man taler om men en position man taler fra.
Det er med andre ord noget man ser med  snarere end det man ser."

 

Sådan har Kirsten Haustrup formuleret det.

 

Kulturer er et dynamisk fænomen og hele tiden i forandring. Etniske minoriteter i Danmark er en meget heterogen størrelse. Den mest generelle ting om dem, er at de er så forskellige. De kommer fra forskellige lande og egne af forskellige socialklasser og uddannelsesniveauer. Nogle fra små landsbysamfund, andre fra storbyer.
Nogle er indvandret  som gæstearbejdere frivilligt, andre er ufrivilligt kommet  her som flygtninge, der er personlig forfulgt i deres hjemlande. Endnu andre er kommet på grund af fattigdom og nød.

Deres krav til tilværelsen er meget forskellig og ligeledes deres ydeevne.
Alligevel opfatter vi dem som en meget homogen gruppe. Deraf begrebet "dem og os".
Som Hans K Rasmussen formulerer det.
Mange af disse flygtninge og indvandrere kommer fra en kollektivistisk samfundsform som er anderledes end den individualistiske samfundsform som vi kender fra de vestlige lande, navnlig i Danmark.

I et kollektivistisk samfund er gruppernes ve og vel centralt i modsætning til individet på vores breddegrader. Man bliver opdraget til at tilsidesætte sine behov for gruppens  skyld.

Mangel på velfærdsstaten og økonomisk tryghed skaber grobund for familien og slægtens indflydelse på de enkelte individers selvstændighed.

Denne samfunds form fordre til en anden fordeling af kønsrollemønstret, hvor mænd er beskyttende, forsørgende og erobrende, mens kvinderne skal være lydige , dydige og trofaste. Dette mønster er i bund og grund ikke fremmed for det danske samfund.
For bare 1-2 generationer siden var det velkendte patriarkalske samfund med tabuer og dets normer fremherskende i Danmark.

Indvandrere og flygtninge på trods af deres forskellige personligheder er dog rent kulturelt set forskellige fra danskere, i hvert fald indvandrere og flygtninge fra Mellemøsten, Asien og Afrika. Groft sagt kan man karakteriserer forskellene i 3 kategorier.

 

1. Det udtalt patriarkalske familiesystem
Det patriarkalske familiesystem bygger på manden som familieoverhoved og talerør til den ydre verden. Patriarkalsk defineres som faderretslig (arveretten følger faderen). Kvinden er udadtil underlagt manden, men hun har dog en stor placering i familien og udøver magt, som til tider kan være større end mandens magt, blot det ikke sker åbenbart og demonstrativt.

I den bonde-nomadekultur, som danner baggrund for disse traditioner spiller slægtens navn og ære en stor rolle. Hvert familiemedlem har sin bestemte placering i hierarkiet og hermed en fastlagt rolle. Drengebørn har flere privilegier end pigebørn, de opdrages til at være aktive og udadvendte med en portion civiliseret aggressivitet og gå-på-mod. Seksualitet spiller en stor rolle i dette familiesystem, idet seksualitet har vidtrækkende konsekvenser for arveretten.

Kvindens opdragelse skal sikre deres ære, fordi de bærer ansvaret for hele familiens ære og anseelse i samfundet. Pigebarnet er familiens hellige ejendom fra fødslen indtil hun bliver gift og overtages af manden. Beviset for hendes dyd er hendes jomfruelighed, som skal være intakt på bryllupsnatten. Derfor er det meget vigtig at kontrollere hendes seksualitet før ægteskabet. Efter ægteskabet vil moderrollen være kvindens vigtigste rolle.

Seksualitet opfattes som noget tabu-belagt i næsten alle kulturer. I det patriarkalske samfund vil man helst ikke tale frit om seksualitet, men omsvøbe den med mange slør. Folkesagn og sange er gennemvævet med erotiske og seksuelle metaforer. Men generelt er seksualitet altså en privatsag og nævnes kun mellem ægtefæller, eller mænd indbyrdes og gifte kvinder indbyrdes.

Den almindelige opfattelse er, at sex er forbeholdt voksne og gifte personer, og derfor på ingen måde angår børn eller unge ugifte. De skal derfor ikke indføres i seksualitetens hemmeligheder på nogen som helst måde. I indvandrernes og flygtningenes hjemlande er hele samfundet indrettet efter dette mønster, lige fra kernefamilien til de offentlige institutioner, og selv i kunstverdenen og i litteraturen.

Selvfølgelig er der variationer med hensyn til hvor streng man er, både individuelt og i grupper (socialklasser og religiøse gruppe). Det kan mindre om forholdene i Europa for hundrede år tilbage i den victorianske periode med den forskel at der i den victorianske periode blev set streng på også selve lysten i ægteskabet. Dette gælder ikke i den patriarkalske sydlandske kultur. Tværtimod helliger man ligefrem seksualiteten indenfor ægteskabet (som en slags kompensation). Derfor sørger familien for at teenagere indgår tidlige ægteskaber for at undgå udlevelse af deres lyster på umoralsk vis.

De fleste bliver meget chokerede over at opleve den danske offentlige sex-moral, da de let ser nøgenbilleder i medierne, og de unge danskere, der åbenlyst udøver deres seksualitet. Derfor opstår der mytedannelse hos indvandrere/flygtninge om danskernes seksualmoral. Dette er ligeså stødende for dem, som deres kulturer er stødende for danskere og lægerne i Danmark, når de kræver mødomsoperationer, gynækologiske undersøgelse kun udført af kvindelige læger, erklæring for at undgå svømmehaller, osv. Mange tror at det er islamiske forskrifter, men det er ikke altid helt rigtigt. 

 

2. Islamisk livssyn
Islam er den tredje monoteistiske religion i verden efter jødedommen og kristendommen. Den udsprang fra en stærk patriarkalsk samfundsform med henblik på reformer. Disse reformer lykkes ikke altid at blive indført. De stærke præ-islamiske og patriarkalske traditioner eksisterede stadigvæk. Hensigten med Islam er ikke kun en religion, men en livsstil hvor de religiøse og politiske aspekter er integrerede.

Den herboende marokkanske psykolog Ahmad El Idrissi skriver i Nordisk Sexologi nr. 1 - 2, 1988, s. 10 - 16 under titlen "Det sakrale og det seksuelle i Islam", at ifølge koranen og sunnaen indtager seksualitet en privilegeret plads i Islam. Mennesket skal udfolde sig skyldfrit og hele tiden stræbe efter at integrerer det religiøse og det seksuelle.

Islam tillægger det seksuelle en transcendental dimension hinsides det jordiske liv. Retten til kødets lyst er altså fuldt anerkendt indenfor islam. Til alle tider har såvel teologer som lægmænd givet sig af med detaljerede, minutiøse studier af erotik i alle dens aspekter (jf. bogen "Den Duftende Have" af Sheik Nefzaoui). Det er en from og fornem pligt for den rettroende at hjælpe andre til at lære elskovskunsten, at benytte sig af den med god hensigt, og drage glæde af den.

Det er meget vigtigt at bemærke at man som muslim nyder at udfolde sin seksualitet, men kun indenfor ægteskabets rammer, og alt andet betragtes som "Zina" (utugt), og skal straffes hårdt. Men heldigvis er ægteskabet ifølge islam ikke indtil døden jer skiller, men en institution, som kun er tilladt, så længe der er kærlighed og tiltrækningskrafts mellem ægtefællerne.

Med hensyn til kvindens seksualitet, så tyder det meget på at den betragtes som meget stærkere end mandens seksualitet. "Den Almægtige Gud skabte det seksuelle begær i ti dele. Så gav han ni til kvinden og en til manden.", sagde Ali ibn Abu Talib, gift med Muhammeds datter Fatima og grundlægger af den shiitiske gren af islam.

I dagens muslimske samfund praktiseres disse ord desværre ikke efter hensigten, men derimod praktiseres en blanding af ovenstående samt den patriarkalske lov, dvs. manden får rettighederne af islam, og kvinden får kravene.

Med hensyn til nøgenhed, gynækologiske undersøgelser og berøring, så er det fastslået ifølge islam, at helbred og behandling er vigtigere end lovgivning (liv frem for lov).
For de fleste af de praktiserende læger er det svært at skelne mellem hvornår der er tale om religion eller tradition. Men selv indvandrerpatienten ved det heller ikke altid selv. Derfor er det nødvendigt at være nysgerrig, orienterer sig ved hjælp af litteratur og at komme i dialog, eller på anden måde tilegne sig viden på kreativ vis.

 


3. Den pluralistiske sundheds- og sygdomsopfattelse
Opfattelsen af, hvad der sundt og hvad der er sygt, og hvordan man opfører sig når man er syg, er helt afhængig af hvordan man i sin kultur har lært at give udtryk for dette. Vi lærer fx i vores familier og vores samfund hvordan man giver udtryk for smerte, og hvor meget eller hvor lidt det er legalt at kalde på hjælp og overfor hvem. Hvad der opfattes som sundt og sygt i vores danske kultur kan være anderledes fra hvordan det opfattes hos folk fra andre kulturer.

 

I Danmark og i vesten har vi i de sidste hundrede år fået en biologisk og rationalistisk sygdomsopfattelse, der bygger på empiriske værdier og "apparatfejl-modellen" - der er noget galt med selve apparatet (kroppen), enten fysiologisk eller mentalt. Årsagerne kan være biologisk eller socialt betingede. Vi har en sektor, der består af professionelle behandlere. Vi har veldefineret begreber om forebyggelse, behandling, helbredelse og lindring. Vores sundhedssystem er offentligt finansieres og meget institutionaliseret. Dette system er vi vant til.
Derfor spørger vi os selv, når vi møder de fremmede patienter:

 

1. Hvorfor lærer de aldrig dansk?
2. Hvorfor kommer de aldrig til aftalt tid?
3. Hvorfor er deres smertetærskel lav?
4. Hvorfor har de så mange diffuse og uspecifikke klager (ondt over det hele) ?
5. Hvorfor bliver de kun tilfredse hvis de får indsprøjtninger eller piller?
6. Hvorfor tager de hele familien med på besøg og respekterer ikke besøgstiderne.
7. Hvor er manden altid med og udtaler sig på hele familiens vegne.
8. Hvorfor vil de kun have kvindeligt personale til deres kvinder?

 

Men indvandrerne og flygtningene undrer sig også over vores system, og udtrykker ofte utilfredshed med vores behandling. De føler sig misforstået.
Der er mange gode grunde til at flygtninge og indvandrere misforstår det danske sundhedssystem og undrer sig over mødet med de danske behandlere.

Først den førnævnte pluralistiske sygdomsopfattelse (tradition for forskellige forklaringsmodeller). For det andet, deres kropsopfattelse og viden om legemet og herved også tabuerne. Desuden det danske sundhedsvæsens organisation og brugen heraf, i forhold til hvad de er vant til.

Når en patient med muslimsk kulturel baggrund går til lægen, er hans forventninger og forestillinger vidt forskellige for en tilsvarende dansk patient, fordi han er opdraget i en sociocentrisk samfundsform, og han er vant til et privat eller delvist privat finansieret sundhedssystem, og en anden forestilling om hans sygdom.

Den danske patient har lært at hos lægen snakker man sammen, giver udtryk for sine problemer og finder frem til en behandling. Lægen vejleder også til sunde levevaner og forebyggelse af diverse sygdomme. I tilfælde af uhelbredelige sygdomme forestår han også lindring.

Derfor overraskes den danske læge tit af fremmede patients handling og opførsel i forbindelse med patientkontakten.

 

 Det er dog muligt at løse mange af dem ved hjælp af en bedre viden om deres baggrund og forudsætninger for deres handlingsmønstre. Eller som Søren Kierkegaard har udtrykt sig:

" For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end ham- men dog først og fremmest forstå det han forstår."

 

Den pluralistiske sundheds- og sygdomsopfattelse kan forklares udfra følgende årsager:

 

Religiøse årsager:
Har man i sin dagligdag bevidst eller ubevidst ikke handlet som en god muslim, kan man blive ramt af Guds straf, i form af sygdom. Nogle troende har dog den holdning, at 

 

Traditionelle årsager:
Der eksisterer stadig en hvis form for overtro blandt muslimer. Meget udbredt er troen på at omverdenens misundelse af hvor smuk, dygtig eller rig man er, fæstner sig som "det onde øje", hvilket kan føre til sygdom og ulykke.
Man kan også blive besat af onde ånder. Det kan ske på mange måder, bl.a. ved at et spædbarn er alene i mørke. Behandlingen og forebyggelsen er, at bære amuletter med Koranafskrifter, Fatimas øje (et smykke med afbildning af Muhammeds datters øje eller hånd), blå perler etc.

Man konsulterer en folkemediciner, en såkaldt "klog kone", som laver amuletter osv.
Man kan også ty til en ofring. Der er herboende indvandrere, der i sådanne situationer sender et beløb til hjemlandet, så der kan blive slagtet et dyr og delt ud til trængende i giverens navn

Disse skikke er præislamske skikke, der har overlevet. De er fordømt af Islam. Ikke alle tror 100% på det, "men det kan jo aldrig skade med en amulet". Lidt i stil med når danskere banker under bordet og smider tabt salt over venstre skulder.

Nogle tror stadig på den klassiske arabiske medicin, hvis hovedprincip er, at kroppen omdanner mad og drikke til de fire grundvæsker: Blod (varm og fugtigt), slim (koldt og fugtigt), sort galde (koldt og tørt) og gul galde (varmt og tørt). Forskydes balancen af disse væsker, rammes man af sygdomme, som enten er varme eller kolde. En varm sygdom behandles med et koldt lægemiddel, der laves af urter, rødder, m.m. som også er inddelt i koldt og varmt. Eksempelvis behandles feber med at hælde koldt vand på den syge.

Endelig er der så de biologiske årsager, at der er en regulær "fejl i apparatet" som skal repareres af en læge. Lægen er derfor en der giver piller og allerhelst en indsprøjtning. Han laver undersøgelser og kommer med kontante diagnoser og forklaringer.  
Der er i Mellemøstlige kulturer stor respekt for læger og lægevidenskaben, og lægen har høj agtelse i samfundet. De at man behandler sig samtidig i flere sektorer, er ingen kritik, det er blot en helgardering. 
   
Familiens rolle
En grundsten i det muslimske samfund er det patriarkalske familiesystem, som gennemsyrer den enkeltes liv på alle planer. Ingen betydningsfulde beslutninger tages at den enkelte uden at han/hun indragger sin familie i overvejelserne. Det gælder også i forbindelse med sundhed sygdom. Man kan betragte familien som en sektor i sig selv, som kommer før alle andre.

Familien er i høj grad en forebyggelsesinstitution, hvor man værner om sunde levevaner, både via fornuftige argumenter og moralprædiken. F.eks. er rygning forbudt for unge både i kraft af at det er usundt, men også fordi det betragtes som respektløst overfor de ældre generationer. Kravene til kvindens sundhed er større end de til mandens, idet hun skal føde børn og dermed sikre arvinger. Derfor er det hovedsageligt kvinder der står for forebyggelsestraditioner og børnesundhedsritualer (svigermor er familiens professor!).

 

Det er i familien at en sygdom erkendes, vurderes og evt. søges behandlet. Plages man af symptomer - de kan være mere eller mindre alvorlige - søger man råd hos familiemedlemmer, gerne nogen der er ældre end en selv.
Sammen med dem bliver man enige om at hvad der kan være galt, hvad det kan skyldes og hvem man vil opsøge for at behandle det.

Ofte forsøger man først selv at behandle til at starte med. Familien kan tildele eller afvise en bestemt sygerolle, som senere kan være meget svært at ændre. Det kan ofte være umuligt for en læge at overbevise en familie om at f.eks. faderen ikke er syg, hvis først familien har vedtaget det.
Der er altså i denne sektor man snakker om sin sygdom.

 

Kropsopfattelse og viden om legemet
Som dansk  læge forventer man at patienterne har en basal forståelse af menneskekroppen, men dette er langt fra tilfældet  hos mange af flygtninge og indvandrerne.

Årsagerne hertil:

Uddannelses system i deres hjemland

Kulturelle tabuer og myter

Ang. Punkt 1 : Ikke alle lande i hele verden har indført basal biologisk krop til skoleelever som f. eks i Danmark. Derfor er viden om legemet overladt i visse kulturer til familie og folkeoverlevering.

Ang. punkt 2. : Kulturelle tabuer kan være at selve sygdommen i visse dele af kroppen kan være tabu (kønsorganer). Derudover er synliggørelser af kroppen tabu mest udtalt for kvinden. Gynækologisk undersøgelse af store tabuer selvom den ikke er forbudt af selve religionen som tidligere nævnt. Infertilitet og impotens ligeledes. Seksualvejledning af unge ugifte er tabuområde. Blødningsforstyrrelse og arvelige sygdomme er også klart Tabuområde. Fysisk kropskontakt .
Disse tabuers indflydelse på indvandrer/flygtningepatienterne er forskellig alt afhængig af deres personlighed, socialklasse, uddannelsesniveau og deres aktuelle situation i Danmark. 

Når vi møder dem vil en gensidig respekt være ønskværdigt, hvor deres krav og behov kommer til udtryk og vores omsorg og grænser også bliver synligt.

 

Redaktør: | Opdateret: 07. januar - 2008