English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Artikler & rapporter » Tip en 13'er om sex

Tip en 13’er om sex

 

Et hold elektrikerlærlinge har mødt to undervisere fra Sex & Samfund over et spørgeskema om sex, prævention, sexsygdomme.

 

Af Sex & Samfund/Nyhedsbrevet december 2006

 

Normalt byder arbejdsdagen på et virvar af ledninger og elektriske installationer for de 25 elektrikerlærlinge som en onsdag formiddag i september er samlet til undervisning på Teknisk Skole i København. Men denne dag er det to undervisere fra Sex & Samfund som med en række spørgsmål sætter strøm til lærlingenes viden om bl.a. prævention og sexsygdomme.


”De fleste fyre har jo prøvet at tippe en 13’er, så derfor konstruerede vi ud fra en hel masse emner, som vi gerne ville tale med fyrene om, et spørgeskema med 13 spørgsmål”, fortæller Magnus Spangsberg Boesen, som var den ene af de to undervisere.


Siden maj måned har undervisere fra Sex & Samfund undervist om abort, prævention, graviditet, sexsygdomme mm. på en række tekniske skoler og produktionsskoler rundt omkring i København. For underviserne i Sex & Samfund handler det om at lytte til de unges oplevelser og erfaringer og holde snakken på et så konkret plan som muligt.


”I stedet for at holde foredrag ville vi ha’ fyrene til at diskutere nogle emner og stille nogle spørgsmål, og det åbnede spørgeskemaet meget godt op for. Vi snakkede om, hvad de havde svaret på spørgsmålene og på den måde kom vi ret bredt rundt om emnerne og fik snakket om deres oplevelser, holdninger og erfaringer”, fortæller Magnus Spangsberg Boesen.

 

Eksempler på spørgsmål fra spørgeskemaet:
Hvornår ved man om man har en sexsygdom?
- når det klør, svier eller rødmer på kønsdelene
- når man har været hos lægen
- det kan man aldrig vide
Hvis en fyr har ubeskyttet sex med en pige, hvad kan han så gøre for at forhindre hende i at blive gravid?
- købe nødprævention (fortrydelsespiller) til hende
- bestille tid hos lægen til hende
- ingenting
 


Undervisningstilbuddet er et samarbejde mellem Sex & Samfund og Folkesundhed København. Det er en fortsættelse af et pilotprojekt, som har kørt i perioden juni 2005 til juni 2006 med gode resultater. Her var fokus primært på forebyggelse af provokerede aborter blandt 18-19 årige kvinder i Københavns Kommune. En evaluering af dette undervisningstilbud viste, at 83% af de unge, som svarede på et evalueringsskema synes, at undervisningen var god. 82% af de adspurgte svarede, at de fik ny viden om prævention, og 64% svarede, at de fik ny viden om abort og graviditet.

 

Er du interesseret i at få undervisere fra Sex & Samfund til at undervise, kan du booke undervisning direkte hos Sex & Samfund. Kontakt Sex & Samfund, Rosenørns Alle 14, 1., 1634 København V, tlf. nr. 33 93 10 10, mail: info@sexogsamfund.dk.

Redaktør: | Opdateret: 07. januar - 2008