English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Lovgivning » Bekendtgørelse af lov om folkeskolen

Bekendtgørelse af lov om folkeskolen

 

LBK nr 730 af 21/07/2000 (Gældende)

 

 

Oversigt (indholdsfortegnelse)
  • Kapitel 1 - Folkeskolens formål
  • Kapitel 2 - Folkeskolens struktur og indhold
  • Kapitel 3 - Skolevæsenets ordning
  • Kapitel 4 - Lærerne
  • Kapitel 5 - Undervisningspligt. Indskrivning og optagelse i folkeskolen
  • Kapitel 6 - Styrelsen af kommunens skolevæsen
  • Kapitel 7 - Styrelsen af amtskommunens skole- og undervisningsvæsen
  • Kapitel 8 - Udgifterne til folkeskolen
  • Kapitel 9 - Klage
  • Kapitel 10 - Andre bestemmelser
  • Kapitel 11 - Folkeskoleråd
  • Kapitel 12 - Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Forskriftens fulde tekst

Bekendtgørelse af
lov om folkeskolen

 

 

 

Herved bekendtgøres lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 714 af 6. september 1999 med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 263 af 12. april 2000, af § 7 i lov nr. 482 af 31. maj 2000 og af lov nr. 485 af 31. maj 2000. Lovbekendtgørelsen gælder først i sin helhed fra 1. januar 20011) , da ændringerne, som følger af § 22 i lov nr. 263 af 12. april 2000, først har virkning fra 1. januar 2001.

 

Kapitel 1

 

Folkeskolens formål

 

§ 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling.

 

    Stk. 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

 

    Stk. 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

§ 2. Folkeskolen er en kommunal opgave. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres vederlagsfri undervisning i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen fastlægger, jf. § 40, mål og rammer for skolernes virksomhed inden for denne lov.

 

    Stk. 2. Den enkelte skole har inden for de givne rammer ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, jf. § 1, og fastlægger selv undervisningens organisering og tilrettelæggelse.

 

    Stk. 3. Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål.

 

Kapitel 2

 

Folkeskolens struktur og indhold

 

§ 3. Folkeskolen omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse.

 

    Stk. 2. Til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren fastsætter regler herom og kan i denne forbindelse fravige §§ 5, 7, 8, 13, 14, 16, 28, stk. 1, 29 og § 36, stk. 2 og 5.

 

    Stk. 3. Folkeskolen kan tilbyde eleverne undervisning i deres fritid.

 

    Stk. 4. Folkeskolen kan tilbyde børn optagelse i en skolefritidsordning, hvis børnene er optaget i skolen eller har nået den alder, hvor de tidligst ville kunne optages i børnehaveklasse.

 

    Stk. 5. Folkeskolen kan tilbyde voksne at deltage i folkeskolens undervisning på 8.-10. klassetrin.

 

    Stk. 6. Folkeskolen kan i samarbejde med lokalsamfundets folkeoplysnings- og foreningsliv, det frivillige børne- og ungdomsarbejde samt andre kredse af interesserede borgere medvirke til eller forestå og koordinere kulturcenteraktiviteter.

 

§ 4. Efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren, tilbydes der specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

 

    Stk. 2. Der kan tilbydes elever, hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, undervisning i 11 år ud over børnehaveklassen.

 

§ 4a. Der skal tilbydes tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, støtte til fremme af den sproglige udvikling med henblik på tilegnelse af dansk, hvis de efter en sagkyndig vurdering har behov herfor. Tilbudet omfatter aktiviteter, der er egnet til at stimulere børnenes sproglige udvikling.

 

    Stk. 2. Ved tosprogede børn forstås børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk.

 

    Stk. 3. For tosprogede børn, der ikke er optaget i en daginstitution, etableres der særlige sprogstimuleringstilbud i 15 timer om ugen. Tilbudet skal gives senest den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 4 år.

 

    Stk. 4. For tosprogede børn, der er optaget i en daginstitution, tilbydes der særlig støtte, hvis det skønnes, at børnenes sproglige udvikling ikke i tilstrækkelig grad kan fremmes inden for institutionens egne pædagogiske muligheder. Tilbudet gives senest, når barnet fylder 4 år. Omfanget af støtten fastsættes ud fra en konkret vurdering. Støtten gives af de kommunale skolemyndigheder, men kommunalbestyrelsen kan bestemme, at støtten udføres af daginstitutioner på nærmere angivne vilkår.

 

    Stk. 5. Kommunalbestyrelsen orienterer forældrene om tilbudene i henhold til stk. 3, om daginstitutionstilbud og om betydningen af, at børnene modtager tilbudene.

 

§ 5. Indholdet i undervisningen vælges og tilrettelægges, så det giver eleverne mulighed for faglig fordybelse, overblik og oplevelse af sammenhænge. Undervisningen skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer. I vekselvirkning hermed skal eleverne have mulighed for at anvende og udbygge de tilegnede kundskaber og færdigheder gennem undervisningen i tværgående emner og problemstillinger.

 

    Stk. 2. Undervisningen i den 9-årige grundskole omfatter for alle elever:

 

1) a) dansk på alle klassetrin,

 

b) engelsk på 4.-9. klassetrin,

 

c) kristendomskundskab på alle klassetrin bortset fra det klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted,

 

d) historie på 3.-8. klassetrin

 

e) samfundsfag på 9. klassetrin,

 

2) a) idræt på alle klassetrin,

 

b) musik på 1.-6. klassetrin,

 

c) billedkunst på 1.-5. klassetrin,

 

d) håndarbejde, sløjd og hjemkundskab på et eller flere klassetrin inden for 4.-7. klassetrin,

 

3) a) matematik på alle klassetrin,

 

b) natur/teknik på 1.-6. klassetrin,

 

c) geografi og biologi på 7. og 8. klassetrin og

 

d) fysik/kemi på 7.-9. klassetrin.

 

    Stk. 3. Der skal tilbydes eleverne undervisning i tysk på 7.-9. klassetrin.

 

    Stk. 4. Der kan tilbydes eleverne undervisning i fransk i stedet for tysk på 7.-9. klassetrin.

 

    Stk. 5. Undervisningen kan i de enkelte fag tillige gives på højere klassetrin end fastsat i stk. 2.

 

    Stk. 6. Der gives i fornødent omfang supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har skiftet skole, eller som har været uden undervisning i længere tid. Der kan gives supplerende undervisning eller anden særlig tilrettelagt undervisning til elever, som af anden grund har behov for midlertidig faglig støtte.

 

    Stk. 7. Der gives i fornødent omfang undervisning i dansk som andetsprog til tosprogede elever i børnehaveklassen og i 1.-10. klasse. Undervisningsministeren kan desuden bestemme, at der skal tilbydes tosprogede elever undervisning i deres modersmål. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om undervisning af tosprogede børn og kan i den forbindelse fravige § 5, stk. 1-4, § 7, § 8, § 16, stk. 1, og § 36, stk. 2.

 

§ 6. Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser.

 

    Stk. 2. Et barn skal efter anmodning fritages for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab, når forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning. Fritagelse kan normalt kun ske fra begyndelsen af et skoleår. Er barnet fyldt 15 år, kan fritagelse kun ske med barnets samtykke.

 

§ 7. I undervisningen i grundskolen indgår følgende obligatoriske emner:

 

1) Færdselslære,

 

2) sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab,

 

3) uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.

 

§ 8. Undervisningen i 10. klasse omfatter som obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk i et omfang svarende til i alt 14 timer om ugen.

 

    Stk. 2. Eleverne udfører en obligatorisk selvvalgt opgave, der bedømmes med en skriftlig udtalelse, og, hvis eleven ønsker det, med en karakter. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

 

    Stk. 3. Eleverne udfærdiger en uddannelsesplan. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

 

    Stk. 4. Betegnelsen 10. klasse må kun anvendes i andre skoleformer end folkeskolen, såfremt undervisningen står mål med den obligatoriske undervisning i folkeskolens 10. klasse, jf. stk. 1-3, jf. dog § 3, stk. 2, og såfremt skolen tilbyder de dertil knyttede prøver, jf. § 14, stk. 2.

 

    Stk. 5. Ud over den undervisning, som skal tilbydes efter stk. 1-3, skal der tilbydes eleverne følgende fag (tilbudsfag):

 

  1. Dansk.
  2. Matematik.

3) Engelsk.

 

4) Tysk.

 

5) Fransk.

 

6) Fysik/kemi.

 

7) Idræt.

 

8) Samfundsfag.

 

9) Kristendomskundskab/religion.

 

Stk. 6. Tilbud efter stk. 5, nr. 4 og 5, skal dog kun gives til elever, der har modtaget tilbud om undervisning i tysk henholdsvis fransk i henhold til § 5, stk. 3 og 4.

 

Stk. 7. Der skal tilbydes eleverne tilbudsfag og valgfag svarende til mindst halvdelen af elevernes undervisningstid. Den enkelte elev skal vælge tilbudsfag og valgfag i et sådant omfang, at undervisningstiden i henhold til § 16, stk. 1, nr. 5, kan opfyldes.

 

Stk. 8. § 5, stk. 1 og 6, og § 10 gælder også undervisningen i 10. klasse.

 

§ 9. Ud over den undervisning, som skal tilbydes efter §§ 5, 7 og 8, kan der tilbydes eleverne på 8.-10. klassetrin undervisning i følgende fag og emner (valgfag):

 

1) Fransk,

 

2) tekstbehandling,

 

3) teknologi,

 

4) medier,

 

5) billedkunst,

 

6) fotolære,

 

7) filmkundskab,

 

8) drama,

 

9) musik,

 

10) håndarbejde,

 

11) sløjd,

 

12) hjemkundskab,

 

13) motorlære,

 

14) andre værkstedsfag og

 

15) arbejdskendskab.

 

    Stk. 2. Der kan tilbydes eleverne på 10. klassetrin undervisning i latin.

 

    Stk. 3. Til elever, der har modtaget tilbud om franskundervisning i henhold til § 5, stk. 4, kan skolen tilbyde undervisning i tysk på 8.-10. klassetrin.

 

    Stk. 4. Skolen kan tilbyde eleverne i 8.-10. klasse, at de i kortere perioder udsendes i praktik i virksomheder og institutioner.

 

    Stk. 5. Skolen kan desuden tilbyde elever i 8.-10. klasse undervisningsforløb, hvor praktisk og teoretisk indhold kombineres i en undervisning, der kan finde sted på og uden for skolen, jf. § 33.

 

    Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke andre fag og emner end de i stk. 1 nævnte kommunerne kan tilbyde eleverne på 8.-10. klassetrin.

 

    Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan godkende, at der tilbydes eleverne undervisning i andre praktisk eller kunstnerisk betonede fag eller emner.

 

    Stk. 8. Eleverne på 8. og 9. klassetrin skal vælge mindst et valgfag eller tilbudsfag. Der skal tilbydes eleverne valgfag i et omfang svarende til mindst 4 timer om ugen.

 

§ 10. Undervisningsministeren fastsætter regler om formålet med undervisningen i fag og obligatoriske emner efter §§ 5-9 og angiver centrale kundskabs- og færdighedsområder. Ministeren kan udsende vejledende læseplaner med beskrivelse af indholdet i undervisningen og med eksempler på differentierede undervisningsforløb. Ministeren kan ligeledes udsende vejledende materiale om undervisning i tværgående emner og problemstillinger samt vejledende opgavesæt, eksempler på timeplaner m.v.

 

§ 11. Undervisningen i børnehaveklasser gives overvejende i form af leg og andre udviklende aktiviteter. Det tilstræbes at gøre børnene fortrolige med skolens daglige liv.

 

§ 12. Eleverne undervises på det klassetrin i grundskolen, der svarer til deres skolealder. En elev kan dog med forældrenes samtykke, jf. § 54, undervises på samme klassetrin i to år, hvis eleven har været uden undervisning gennem længere tid eller andre særlige grunde taler for, at det er til elevens bedste. Ligeledes kan en elev under ganske særlige omstændigheder springe et klassetrin over.

 

    Stk. 2. Henvisning til specialundervisning, som ikke er af foreløbig karakter, sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene.

 

    Stk. 3. Afgørelse om valg af fag, jf. § 5, stk. 3 og 4, § 8 og § 9, og om fortsat skolegang i 10. klasse træffes af eleverne efter samråd med forældrene, jf. § 54, og skolen.

 

§ 13. Eleverne og forældrene, jf. § 54, skal regelmæssigt underrettes om skolens syn på elevernes udbytte af skolegangen.

 

    Stk. 2. Som led i undervisningen skal der løbende foretages evaluering af elevernes udbytte. Evalueringen skal danne grundlag for vejledning af den enkelte elev og for undervisningens videre planlægning.

 

    Stk. 3. For elever på 8.-10. klassetrin samt for elever, der forlader skolen efter 7. klassetrin, sker bedømmelsen af elevernes standpunkter i de fag, der er omfattet af § 14, stk. 1- 4, ved hjælp af karakterer (standpunktskarakterer).

 

    Stk. 4. Der gives standpunktskarakterer mindst 2 gange om året på 8.-10. klassetrin. De sidste standpunktskarakterer gives umiddelbart før de skriftlige prøver og skal udtrykke elevens faglige standpunkt på dette tidspunkt.

 

    Stk. 5. På 9. klassetrin udfører eleverne en obligatorisk projektopgave, som bedømmes med en skriftlig udtalelse og efter elevens valg med en karakter. Undervisningsministeren fastsætter rammer for den obligatoriske projektopgave.4)

 

Stk. 6. På 9. klassetrin kan eleverne tillige udføre en fri selvvalgt opgave. Denne opgave kan efter elevens valg bedømmes med en skriftlig udtalelse og/eller en karakter.

 

    Stk. 7. Skolen udfærdiger afgangsbevis for elever, der går ud af skolen efter 7. klassetrin eller senere. Afgangsbeviset skal indeholde oplysning om, i hvilken undervisning eleven har deltaget, og om de senest givne standpunktskarakterer. Afgangsbeviset skal tillige indeholde oplysning om vurdering ved eventuelle prøver, jf. § 14, stk. 1-4. Efter elevens valg kan en skriftlig udtalelse og/eller en karakter for den obligatoriske projektopgave påføres afgangsbeviset. Eventuel bedømmelse af den frie opgave kan ligeledes efter elevens valg påføres afgangsbeviset. Eventuelle skriftlige vurderinger i andre fag end prøvefagene kan efter elevens valg påføres eller vedhæftes afgangsbeviset som en del af dette.

 

§ 14. Ved afslutningen af 9. klasse kan eleverne indstille sig til folkeskolens afgangsprøve i hvert af fagene dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk og fysik/kemi.

 

    Stk. 2. Ved afslutningen af 10. klasse kan eleverne indstille sig til 10. klasse-prøve i hvert af fagene dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk og fysik/kemi, jf. § 8, eller indstille sig til folkeskolens afgangsprøve, jf. stk. 1. En elev kan dog kun indstille sig til prøve i et fag, når eleven har fulgt undervisningen i faget i det pågældende skoleår.

 

    Stk. 3. I faget latin kan eleverne indstille sig til prøve ved undervisningens afslutning.

 

    Stk. 4. I fagene håndarbejde, sløjd og hjemkundskab kan eleverne indstille sig til afgangsprøve ved afslutningen af 8. klasse eller senere. Undervisningsministeren kan bestemme, at det samme skal gælde andre praktisk betonede fag, der er omfattet af § 9.

 

    Stk. 5. Opgaverne til de skriftlige prøver stilles af undervisningsministeren. De øvrige opgaver stilles af læreren eller af censor efter ministerens nærmere bestemmelse.

 

    Stk. 6. Afgørelse om indstilling til prøverne træffes af eleven efter samråd med forældrene, jf. § 54, og skolen.

 

    Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal imødekomme anmodninger om indstilling til folkeskolens afsluttende prøver samt foranstalte afholdelse af disse prøver for personer, der ikke er fyldt 18 år ved skoleårets begyndelse, og som ellers ikke har mulighed for at indstille sig til prøve.

 

    Stk. 8. Undervisningsministeren fastsætter regler om kravene i de enkelte fag ved prøverne, om indstilling til prøverne, om prøvernes afholdelse, om bedømmelse og karaktergivning og om afgangsbevisernes udformning og opbevaring.

 

    Stk. 9. Den enkelte skole kan fravige prøvebestemmelserne for elever med særlige behov og for tosprogede elever. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herfor.

 

§ 15. Skoleåret begynder den 1. august og omfatter 200 skoledage. Antallet af skoledage for børnehaveklasser kan dog nedsættes med indtil 5 dage ved børnehaveklassens start, såfremt skolelederen beslutter at lade børnehaveklasselederen følge sine tidligere elever i 1. klasse i denne periode.

 

    Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter sommerferiens begyndelsestidspunkt og kan udsende en vejledning om feriers og fridages placering.

 

§ 16. Den ugentlige undervisningstid for eleverne er mindst:

 

1) 20 timer i børnehaveklasse og på 1. og 2. klassetrin.

 

2) 22 timer på 3. klassetrin.

 

3) 24 timer på 4. og 5. klassetrin.

 

4) 26 timer på 6. og 7. klassetrin.

 

5) 28 timer på 8.-10. klassetrin.

 

    Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af bestemmelsen i stk. 1.

 

    Stk. 3. Det ugentlige timetal for den obligatoriske undervisning på 8. og 9. klassetrin, jf. § 5, stk. 2, må ikke overstige 25 timer.

 

    Stk. 4. Den daglige undervisningstid for eleverne må ikke overstige:

 

1) 5 timer i børnehaveklasse og på 1. og 2. klassetrin,

 

2) 6 timer på 3.-5. klassetrin,

 

3) 7 timer på 6. og 7. klassetrin og

 

4) 8 timer på 8.-10. klassetrin.

 

    Stk. 5. Ved fastlæggelsen af undervisningstiden efter stk. 1-4 regnes 45 minutters undervisning lig med 1 time.

 

    Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 omfatter ikke undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3, eller supplerende undervisning efter § 5, stk. 6 og 7.

 

    Stk. 7. Inden for skoleårets 200 dage, jf. § 15, stk. 1, kan dele af undervisningen organiseres og tilrettelægges som ekskursioner uden overnatning eller som lejrskoler med overnatning.

 

    Stk. 8. Inden for skoleårets 200 dage, jf. § 15, stk. 1, kan folkeskolen give mulighed for skolerejser med overnatning som et alternativ til den almindelige undervisning.

 

§ 17. Elevtallet i børnehaveklassen og i grundskolens klasser må normalt ikke ved skoleårets begyndelse overstige 28. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde tillade et højere elevtal i grundskolens klasser, dog ikke over 30.

 

    Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte bestemmelser, der regulerer kommunernes driftsudgifter pr. elev.

 

§ 18. Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål og varieres, så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger.

 

    Stk. 2. Det påhviler skolelederen at sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger og tilrettelægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever.

 

    Stk. 3. I de fag, hvor eleverne kan indstille sig til afgangsprøver, jf. § 14, skal undervisningens indhold fastlægges således, at kravene i de enkelte fag ved prøverne kan opfyldes.

 

    Stk. 4. På hvert klassetrin og i hvert fag samarbejder lærer og elev løbende om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærerne og eleverne.

 

    Stk. 5. Klasselæreren skal samarbejde med eleverne om løsning af særlige opgaver i forhold til klassen, og klasselærerens fag tillægges en ekstra ugentlig time til varetagelse af denne opgave.

 

§ 19. De nødvendige undervisningsmidler skal stilles vederlagsfrit til rådighed for eleverne. Dette gælder dog ikke instrumenter og udstyr, som anvendes ved undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3, og som hjemtages af eleverne til eget brug.

 

    Stk. 2. Ved hver selvstændig skole oprettes et skolebibliotek som et pædagogisk servicecenter. Skolebiblioteket er en del af skolens virksomhed og samarbejder med folkebiblioteket. Skolebiblioteket stiller undervisningsmidler til rådighed for skolens undervisning, herunder også bøger til elevernes fritidslæsning, og yder vejledning i brugen heraf.

 

    Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om skolebibliotekernes formål og funktion.

 

§ 19 a. For hver selvstændig skole oprettes en skolevejledningsordning, der skal tilbyde eleverne rådgivning og vejledning til forberedelse af deres uddannelses- og erhvervsvalg.

 

    Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om skolevejledningen.

 

Kapitel 3

 

Skolevæsenets ordning

 

§ 20. Det påhviler kommunalbestyrelsen at oprette børnehaveklasser og at sørge for undervisning i grundskolen og 10. klasse, herunder specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i kommunen, og hvis forældre ønsker dem optaget i folkeskolen, jf. § 54. Endvidere påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

 

    Stk. 2. Uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner påhviler det dog amtskommunen at indrette og sørge for specialundervisning af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i amtskommunen, og som vedkommende kommunalbestyrelse har henvist til amtsrådets foranstaltning, jf. § 21, stk. 1. Det samme gælder børn, der henvises til specialpædagogisk bistand, og som endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

 

    Stk. 3. Specialundervisning kan indrettes i dagbehandlingstilbud eller i et efter lov om social service oprettet eller godkendt anbringelsessted, jf. § 22. Specialundervisning af den i stk. 2 nævnte karakter kan endvidere indrettes i kostskoleform.

 

    Stk. 4. Elever, som i løbet af skoleåret fylder 18 år, har ret til at fortsætte skolegangen i resten af skoleåret.

 

§ 21. Kommunalbestyrelsen foretager henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved amtsrådets foranstaltning, jf. § 20, stk. 2, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vildtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en amtskommunal foranstaltning. Bestemmelsen i § 12, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

 

Stk. 2. Amtsrådet, i København og Frederiksberg kommunalbestyrelsen, træffer afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen, jf. stk. 1. Amtsrådets afgørelse træffes efter forhandling med kommunen på grundlag af en indstilling fra kommunen, jf. § 12, stk. 2.

 

§ 22. En kommunalbestyrelse kan efter overenskomst med en anden kommune eller den pågældende skole, jf. nr. 2-6, henvise elever til undervisning, jf. § 20, stk. 1, i

 

1) en anden kommunes skoler,

 

2) en statsskole,

 

3) en anmeldt fri grundskole,

 

4) en godkendt efterskole,

 

5) en godkendt husholdningsskole eller

 

6) en godkendt håndarbejdsskole.

 

    Stk. 2. Et amtsråd og kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Kommuner kan efter overenskomst med en anden amtskommune, en kommune eller den pågældende skole, jf. nr. 3, henvise elever til specialundervisning, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt., i

 

1) en anden amtskommunes skoler,

 

2) en kommunes skoler eller

 

3) de i stk. 1, nr. 2-6, nævnte skoler.

 

    Stk. 3. Henvisning til en anden kommunes skoler kan kun omfatte elever på 7.-10. klassetrin og elever, der skal undervises i specialklasser eller specialskoler, samt elever fra kommunens yderdistrikter, der har nærmere til nabokommunens skole.

 

    Stk. 4. Henvisning til de i stk. 1, nr. 3-6, nævnte skoler af børn og unge kan kun ske med forældrenes samtykke, jf. § 54, medmindre henvisningen sker i henhold til stk. 5 eller 6.

 

    Stk. 5. En kommunalbestyrelse kan efter overenskomst med et i kommunen beliggende dagbehandlingstilbud henvise elever til specialundervisning, jf. § 20, stk. 1, i dagbehandlingstilbudet. Tilsvarende kan en kommunalbestyrelse efter overenskomst med et i kommunen beliggende anbringelsessted for børn og unge, der er oprettet eller godkendt efter lov om social service, henvise elever anbragt i anbringelsesstedet til specialundervisning i anbringelsesstedet.

 

    Stk. 6. Et amtsråd og kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan på tilsvarende vilkår som anført i stk. 5 henvise elever til specialundervisning, jf. § 20, stk. 2, i et dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted for børn og unge.

 

    Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om indgåelsen og indholdet af overenskomsten mellem en kommunalbestyrelse eller amtsråd og et dagbehandlingstilbud eller anbringelsessted. Dette gælder dog ikke for overenskomsten med de i stk. 1, nr. 3-6, nævnte skoler, der efter lov om social service er godkendt som anbringelsessteder. I særlige tilfælde kan undervisningsministeren fastsætte regler om størrelsen af udgiften til undervisningen i et anbringelsessted.

 

    Stk. 8. Undervisning i henhold til § 8 og § 9 kan være fælles for elever fra flere skoler og kan tilrettelægges i samarbejde med den kommunale ungdomsskole, således at eleverne om nødvendigt henvises hertil. Eleverne skal dog, hvis de ønsker det, kunne modtage undervisning inden for folkeskolen i hele det ugentlige timetal.

 

§ 23. Elever, der gennem længere tid på grund af smittefare eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen, undervises i deres hjem eller på den institution, hvor de opholder sig.

 

    Stk. 2. Det påhviler kommunalbestyrelsen at indrette undervisning efter stk. 1 på de i kommunen beliggende sygehuse, hospitaler og andre institutioner, som modtager børn i alderen 6-18 år, medmindre der på anden måde sørges for børnenes undervisning. Undervisningen kan tillige indrettes af amtsrådet. Institutionen skal stille egnede lokaler til rådighed.

 

    Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om undervisning efter stk. 1 og 2 og kan herunder bestemme, at kommunernes budgetter for denne undervisning skal forelægges amtsrådet til godkendelse.

 

§ 24. Hver selvstændig skole skal omfatte mindst 3 sammenhængende klassetrin, jf. dog stk. 2. Børnehaveklassen betragtes herved som yngste klassetrin. Skoler, der maksimalt rummer de 3-4 yngste klassetrin, kan henlægges under en anden skoles ledelse, medmindre børnetallet overstiger 100.

 

    Stk. 2. Undervisningsministeren kan godkende, at en selvstændig skole kun omfatter 10. klassetrin.

 

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om nedlæggelse af en selvstændig skole efter regler fastsat af undervisningsministeren. Endelig beslutning om skolenedlæggelse skal være truffet senest den 1. december året forud for begyndelsen af det skoleår, hvori nedlæggelsen forventes at finde sted.

 

§ 25. Skolen deles i klasser efter antallet af elever, jf. § 17, stk. 1. På små skoler kan en klasse omfatte flere klassetrin inden for 1.-7. klassetrin.

 

    Stk. 2. Ved fordelingen af børn i 1. klasse i kommunens skoler skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen. Der kan ikke foretages ny klassedeling på grundlag af valget af fag, jf. § 12, stk. 3.

 

    Stk. 3. For børnehaveklasse og 1. og 2. klassetrin kan der ske samordning af dele af undervisningen. På små skoler kan hele undervisningen på disse klassetrin være fælles. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde tillade, at samordning af undervisningen foruden børnehaveklasse og 1. og 2. klassetrin også omfatter ældre klassetrin.

 

    Stk. 4. På 1.-10. klassetrin kan undervisningen organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin, når dette er praktisk og pædagogisk begrundet. På 8.-10. klassetrin kan undervisningen tillige organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin på grundlag af en løbende evaluering af elevernes forskellige behov, jf. § 13, stk. 2, og § 18, stk. 4. Dette kan ikke fastlægges på forhånd for et helt skoleår ad gangen. Eleverne skal på alle klassetrin undervises samlet i den overvejende del af undervisningstiden.

 

§ 26. Kommunalbestyrelsen skal sørge for befordring mellem skolen og hjemmet eller dettes nærhed af

 

1) børn, der har længere skolevej end 2 1/2 km i børnehaveklasse og på 1.-3. klassetrin, 6 km på 4.-6. klassetrin, 7 km på 7.- 9. klassetrin og 9 km i 10. klasse, og

 

2) børn, der har kortere skolevej, hvis hensynet til børnenes sikkerhed i trafikken gør det særlig påkrævet.

 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for befordring til og fra skole af syge og invaliderede elever.

 

    Stk. 3. Amtsrådet, i København og på Frederiksberg kommunalbestyrelsen, skal sørge for befordring til og fra skole af elever, der modtager undervisning af den i § 20, stk. 2, nævnte karakter.

 

    Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på befordring mellem skole og dagtilbud i henhold til lov om social service af elever, der uden for skoletiden er anbragt i daginstitution m.v.

 

    Stk. 5. Forpligtelsen til at sørge for befordring efter stk. 1 kan opfyldes ved at henvise eleverne til offentlige trafikmidler eller ved at godtgøre deres udgifter til egen befordring.

 

    Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1 omfatter ikke elever, som undervises i en anden skole end distriktsskolen, bortset fra elever, der er henvist til undervisning i henhold til § 5, stk. 7, og § 22.

 

    Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om befordring.

 

§ 27. Kommunalbestyrelsen kan med forældrenes samtykke, jf. § 54, sørge for indlogering i skolebyen af elever på 7.-10. klassetrin, hvis den daglige befordring mellem hjemmet og skolen ville være særlig usikker eller tidkrævende.

 

    Stk. 2. Indlogeringen kan ordnes ved henvisning til en kostskole, jf. § 22, stk. 1, 3 og 4.

 

Kapitel 4

 

Lærerne

 

§ 28. For at kunne varetage undervisning i grundskolen og i 10. klasse skal den pågældende have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen, jf. dog stk. 2 og 3, eller anden læreruddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved et lærerseminarium eller et Center for Videregående Uddannelse (CVU), der af undervisningsministeren er godkendt til at uddanne lærere i folkeskolen. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i 1. pkt.

 

    Stk. 2. Der kan ansættes personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag.

 

    Stk. 3. Forskolelærerinder og småbørnslærerinder, der er uddannet efter lovgivningen herom, kan varetage undervisning på 1.-4. klassetrin og i idræt, håndarbejde og hjemkundskab på de øvrige klassetrin.

 

§ 29. For at kunne forestå undervisningen i en børnehaveklasse skal den pågældende have gennemført uddannelsen til pædagog eller en af de uddannelser, der er nævnt i § 28, stk. 3, eller en tilsvarende uddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved et pædagogseminarium eller et Center for Videregående Uddannelse (CVU), der af undervisningsministeren er godkendt til at uddanne pædagoger. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i 1. pkt.

 

§ 29a. Aktiviteterne i førskoletilbud efter § 4a, stk. 3 og 4, varetages af pædagoger, der har uddannelse vedrørende tosprogede børn, eller som på anden måde har kvalificeret sig til opgaven. Aktiviteterne kan forestås af lærere med tilsvarende forudsætninger, hvis der ikke findes pædagoger med disse forudsætninger.

 

§ 30. Undervisningen efter § 25, stk. 3, varetages af personale med uddannelse som nævnt i § 28 eller § 29.

 

§ 30 a. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om kvalifikationskrav til personer, der skal varetage særlige undervisningsopgaver eller opgaver af særlig karakter i tilknytning til undervisningen.

 

§ 31. En lærer fritages efter anmodning for at undervise i kristendomskundskab. Kan der på grund af fritagelsen ikke tillægges en lærer fuld tjenestetid, nedsættes lærerens lønning tilsvarende, for lærere, der optjener pensionsalder, dog uden nedsættelse af pensionsalderen.

 

Kapitel 5

 

Undervisningspligt. Indskrivning og optagelse i folkeskolen

 

§ 32. Ethvert barn, der bor her i landet, er undervisningspligtigt efter reglerne i §§ 33-35, medmindre det omfattes af bestemmelser om undervisningspligt i anden lovgivning. Det samme gælder børn, der skal opholde sig her i landet i mindst 6 måneder.

 

§ 33. Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i folkeskolens undervisning eller i en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

 

    Stk. 2. Børn, der følger undervisningen i en anmeldt fri grundskole, i en statsskole eller i en gymnasieskole, eller som modtager hjemmeundervisning efter reglerne i lov om friskoler og private grundskoler m.v., skal ikke deltage i folkeskolens undervisning. Det samme gælder elever, som efter 7. klassetrin deltager i undervisning, der svarer til folkeskolens, på en godkendt efterskole, en husholdningsskole, en håndarbejdsskole eller en ungdomskostskole.

 

    Stk. 3. Undervisningspligten kan endvidere efter det 7. klassetrin opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisning i den kommunale ungdomsskole i henhold til lov om ungdomsskoler samt ved deltagelse i undervisningsforløb i henhold til § 9, stk. 5.

 

    Stk. 4. Skolens leder kan efter forældrenes anmodning, jf. § 54, tillade, at en elev efter 7 års undervisning helt eller delvis opfylder undervisningspligten ved at deltage i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse, når særlige grunde taler for, at det er til elevens bedste. For elever, der er omfattet af stk. 2, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen. Tilladelsen kan betinges af, at eleven deltager i supplerende undervisning i ungdomsskolen.

 

§ 34. Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år, og ophører den 31. juli, efter at barnet har modtaget regelmæssig undervisning i 9 år. Undervisning i børnehaveklassen medregnes ikke. Undervisningspligten ophører dog senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet grundskolen eller hermed ligestillet uddannelse, jf. § 33, stk. 2-4.

 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke, jf. § 54, godkende, at et barns undervisning udsættes til et år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling. Godkendelsen kan betinges af, at barnet optages i en børnehave eller en børnehaveklasse.

 

§ 35. Forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørger for barnet, skal medvirke til, at barnet opfylder undervisningspligten, og må ikke lægge hindringer i vejen herfor.

 

§ 36. Et barn kan efter forældrenes anmodning, jf. § 54, indskrives i folkeskolen fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år.

 

    Stk. 2. Til hver skole hører et skoledistrikt, der kan være større eller mindre for de enkelte klassetrin. Et barn optages i skolen i det distrikt, hvor det bor eller opholder sig, jf. dog stk. 3, § 3, stk. 2, § 5, stk. 7, og § 22.

 

    Stk. 3. Forældrene har krav på, at deres barn optages i en skole i kommunen uden for distriktet, hvis skolen erklærer sig villig hertil, og det kan ske inden for de rammer, kommunalbestyrelsen har fastsat i henhold til § 40, stk. 2. Det samme gælder, hvis forældrene fremsætter ønske om skoleskift under skoleforløbet. Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse på en anden skole end distriktsskolen, kan kommunalbestyrelsen fastsætte retningslinjer for, hvilke børn der skal optages først.

 

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at forældrene frit kan vælge mellem distriktsskolen og andre skoler i kommunen. Hvis det ikke er muligt at opfylde alle ønsker om optagelse på en bestemt skole, fastsætter kommunalbestyrelsen retningslinjer for, hvilke børn der skal optages først.

 

    Stk. 5. En elev, der er optaget i en skole, har ret til at fortsætte skolegangen i denne skole, jf. dog § 3, stk. 2, § 5, stk. 7, og § 22, medmindre der gennemføres ændringer i kommunens skolestruktur, eller eleven overflyttes til en anden skole i medfør af § 52. Dette gælder tillige elever, der flytter til en anden bopæl uden for distriktet.

 

    Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at anmodning om optagelse skal indgives inden en vis frist.

 

    Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at en elev i særlige tilfælde kan optages eller forblive i en skole i en anden kommune end bopælskommunen, herunder regler om bopælskommunens betaling til skolekommunen.

 

§ 37. Et barn skal efter forældrenes anmodning, jf. § 54, optages i en børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, eller senere.

 

    Stk. 2. Et barn skal efter forældrenes anmodning, jf. § 54, optages i børnehaveklasse i det kalenderår, hvor barnet inden 1. oktober fylder 5 år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen i børnehaveklassen med henblik på at kunne gå i 1. klasse året efter.

 

§ 38. Et barn skal efter forældrenes anmodning, jf. § 54, optages i 1. klasse i det kalenderår, hvor barnet inden 1. oktober fylder 6 år, hvis det må antages at kunne følge undervisningen i klassen.

 

§ 39. Skolens leder påser, at alle elever, der er optaget i skolen, deltager i undervisningen.

 

    Stk. 2. Er en elev udeblevet fra undervisningen, skal forældrene, jf. § 35, personligt eller skriftligt give skolen oplysning om grunden hertil. Skyldes udeblivelsen sygdom af mere end 2 ugers varighed, kan skolen forlange lægeattest herfor.

 

Kapitel 6

 

Styrelsen af kommunens skolevæsen

 

Kommunalbestyrelsen

 

§ 40. Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen og påser, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med skolernes virksomhed.

 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om følgende:

 

1) Bevillinger til skolevæsenet og økonomiske rammer for de enkelte skoler.

 

2) Ansættelse og afskedigelse af ledere og lærere. Beslutningerne om ansættelse af ledere og lærere træffes efter udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse, jf. § 44, stk. 7.

 

3) Skolestrukturen, herunder antallet af skoler og hver enkelt skoles omfang med hensyn til klassetrin, specialundervisning og specialpædagogisk bistand efter § 3, stk. 2, og § 4, stk. 2, undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3, og skolefritidsordning efter § 3, stk. 4. Beslutningerne træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.

 

4) Kommunens inddeling i skoledistrikter. Beslutninger om distriktsændringer som følge af strukturændringer træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.

 

5) Rammer for klassedannelsen, elevernes timetal og specialundervisningen m.v.

 

6) Generelle retningslinjer for skolernes virksomhed efter § 3, stk. 5 og 6.

 

7) Andre spørgsmål, der ikke er henlagt til de enkelte skoler, herunder specialpædagogisk bistand efter § 4, stk.1, henvisning til undervisning på andre skoler, retningslinjer om indskrivning og optagelse, hel eller delvis fri forplejning samt skolebiblioteksordningen i kommunen.

 

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen godkender skolernes læseplaner efter forslag fra de enkelte skolebestyrelser.

 

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis delegere sine beføjelser efter denne lov til skolebestyrelserne bortset fra de beføjelser, der følger af bevillings- og arbejdsgiverkompetencen. Kommunalbestyrelsen kan til skolebestyrelsen delegere beføjelsen til at kræve, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning under ekskursioner, jf. § 50, stk. 8, 1. pkt., og at forældrene skal betale for elevernes forplejning under lejrskoler og skolerejser, jf. § 50, stk. 8, 2. pkt., samt til at træffe beslutning om dækning af øvrige udgifter til ekskursioner, lejrskoler og skolerejser, jf. § 50, stk. 9, 2. pkt.

 

§ 41. Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne en vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen. Vedtægten skal indeholde bestemmelser bl.a. om:

 

1) Antallet af forældrerepræsentanter i skolebestyrelsen.

 

2) Udpegning af eventuelt kommunalbestyrelsesmedlem til skolebestyrelsen, jf. § 42, stk. 3.

 

3) Fremgangsmåden ved valg af medarbejderrepræsentanter til skolebestyrelsen.

 

4) Sammensætning af eventuelle fælles rådgivende organer for kommunens skolevæsen.

 

    Stk. 2. Vedtægten skal endvidere indeholde en beskrivelse af eventuelle beføjelser, der er delegeret til skolebestyrelsen i medfør af § 40, stk. 4.

 

    Stk. 3. I et bilag til vedtægten optages de beslutninger, som kommunalbestyrelsen har truffet vedrørende skolestrukturen m.v., jf. § 40, stk. 2, nr. 3-7.

 

Skolebestyrelsen

 

§ 42. Ved hver selvstændig skole oprettes en skolebestyrelse, der består af:

 

1) 5 eller 7 repræsentanter for forældrene valgt af og blandt personer, der har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i skolen, jf. dog § 43, stk. 1. Antallet af forældrerepræsentanter skal være 7, hvis skolen omfatter en specialklasserække, og forældrerepræsentationen for denne skal udgøre mindst 1.

 

2) 2 repræsentanter for lærerne og de øvrige medarbejdere valgt af og blandt skolens medarbejdere.

 

3) 2 repræsentanter for eleverne valgt af og blandt skolens elever, jf. dog stk. 2.

 

    Stk. 2. Ved skoler, der kun har til og med 5. klassetrin, kan kommunalbestyrelsen efter anmodning fra skolebestyrelsen fravige bestemmelsen om elevrepræsentation i skolebestyrelsen.

 

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter anmodning fra skolebestyrelsen bestemme, at et af dens medlemmer deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.

 

    Stk. 4. Alle skolebestyrelsens medlemmer, jf. stk. 1, har stemmeret.

 

    Stk. 5. Formanden for skolebestyrelsen udpeges blandt forældrerepræsentanterne.

 

    Stk. 6. Skolens leder og dennes stedfortræder varetager bestyrelsens sekretærfunktioner og deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.

 

    Stk. 7. Elevrepræsentanterne må ikke overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte elever eller lærere.

 

    Stk. 8. Forældrerepræsentanternes valgperiode er 4 år, jf. dog stk. 9, gældende fra den 1. april i det år, der følger efter nyvalg til amtsråd og kommunalbestyrelse, jf. dog stk. 11. De øvrige medlemmers valgperiode er 1 år. Personer, der er ansat på skolen, kan ikke være forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen.

 

    Stk. 9. Kommunalbestyrelsen kan, uanset bestemmelsen i stk. 8, 1. pkt., bestemme, at der skal foretages nyvalg til skolebestyrelsen ved den skole, der modtager alle eller en væsentlig del af eleverne fra en nedlagt skole.

 

    Stk. 10. I de tilfælde, hvor 2 skoler sammenlægges, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at alle skolebestyrelsesmedlemmer fungerer sammen indtil udløbet af de enkelte medlemmers valgperiode.

 

    Stk. 11. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne i stk. 1 ved kommunale specialskoler, herunder kommunale heldagsskoler eller lignende i særlige tilfælde. Undervisningsministeren kan endvidere fravige bestemmelsen i stk. 8, 1. pkt., om valgtidspunktet for forældrerepræsentanterne, herunder godkende forskudte valg. Undervisningsministeren kan endelig fravige bestemmelserne i stk. 1 og stk. 8, 1. pkt. og § 43, stk. 2, 2. pkt., ved skoler oprettet i henhold til § 24, stk. 2.

 

§ 43. Undervisningsministeren fastsætter regler om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen.

 

    Stk. 2. En forældrerepræsentant mister sin valgbarhed, når barnet optages i en af de skoler, der er nævnt i § 33, stk. 2. En forældrerepræsentant kan forlange at blive fritaget for medlemskab af skolebestyrelsen, hvis barnet udskrives af skolen. Om fritagelse for valg og for medlemskab i øvrigt gælder de samme bestemmelser, som er fastsat i lov om kommunale valg.

 

    Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan yde forældre- og elevrepræsentanter vederlag og erstatning for dokumenterede merudgifter i forbindelse med varetagelsen af medlemskab af skolebestyrelsen. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

 

§ 44. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter, jf. § 40, og fører i øvrigt tilsyn med skolens virksomhed.

 

    Stk. 2. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om

 

1) undervisningens organisering, herunder elevernes timetal på hvert klassetrin, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes placering i klasser,

 

2) samarbejdet mellem skole og hjem,

 

3) underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen,

 

4) arbejdets fordeling mellem lærerne og

 

5) fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v.

 

    Stk. 3. Skolebestyrelsen godkender inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt for skolen, skolens budget.

 

    Stk. 4. Skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og fastsætter ordensregler.

 

    Stk. 5. Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, om voksne skal kunne deltage i folkeskolens undervisning i henhold til § 3, stk. 5, og fastsætter principper herfor.

 

    Stk. 6. Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte aktiviteter i henhold til § 3, stk. 6, og fastsætter principper herfor.

 

    Stk. 7. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse til kommunalbestyrelsen om ansættelse af ledere og lærere, jf. § 40, stk. 2, nr. 2.

 

    Stk. 8. Skolebestyrelsen udarbejder forslag til kommunalbestyrelsen om skolens læseplaner. Skolebestyrelsen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen om forsøgs- og udviklingsarbejde i det omfang, det overskrider de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.

 

    Stk. 9. Skolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører den pågældende skole. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den.

 

    Stk. 10. Skolebestyrelsens formand udarbejder til hvert møde en dagsorden. Skolebestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der efter mødet underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Dagsordenen og beslutningsprotokollen er med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, tilgængelig for kommunens borgere.

 

    Stk. 11. Skolebestyrelsen afgiver en årlig beretning.

 

    Stk. 12. Skolebestyrelsen indkalder mindst en gang årligt forældrene til et fælles møde til drøftelse af skolens virksomhed. På et sådant møde behandles årsberetningen, jf. stk. 11.

 

Skolens leder

 

§ 45. Ved hver selvstændig skole ansættes en leder. Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed over for skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen.

 

    Stk. 2. Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte og træffer alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever.

 

    Stk. 3. Skolens leder udarbejder forslag til skolebestyrelsen vedrørende principper for skolens virksomhed m.v., jf. § 44, stk. 2, og forslag til skolens budget, jf. § 44, stk. 3, inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte økonomiske rammer, jf. § 40, stk. 2, nr. 1.

 

    Stk. 4. Skolens leder udøver sin virksomhed i samarbejde med de ansatte.

 

    Stk. 5. Skolens leder inddrager skolens elever, gennem elevrådet, hvor et sådant forefindes, i spørgsmål vedrørende elevernes sikkerhed og sundhed.

 

Rådgivende organer

 

§ 46. Ved hver skole dannes et pædagogisk råd, som er rådgivende for skolens leder. Rådet består af alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver på skolen.

 

    Stk. 2. Ved hver skole, som har 5. eller højere klassetrin, har eleverne ret til at danne et elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor elevernes deltagelse vil stride mod anden lovgivning. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg til elevråd, om elevrådenes virksomhed og om kommunalbestyrelsens forpligtigelse over for elevrådene.2)

 

§ 46 a. I kommuner, hvor der ikke er nedsat et fælles rådgivende organ, jf. § 41, stk. 1, nr. 4, afholder kommunalbestyrelsen mindst to gange om året et møde mellem repræsentanter for skolebestyrelserne og kommunen til drøftelse af spørgsmål om det lokale skolevæsens vilkår og udvikling. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at andre kan deltage i møderne.

 

Kapitel 7

 

Styrelsen af amtskommunens skole- og undervisningsvæsen

 

§ 47. Amtsrådet ansætter og afskediger ledere og lærere ved amtskommunens skole- og undervisningsvæsen inden for folkeskolen. Ansættelse sker efter indstilling fra vedkommende skolebestyrelse.

 

    Stk. 2. Tilsynet med amtskommunens skole- og undervisningsvæsen inden for folkeskolen varetages af undervisningsministeren.

 

§ 48. Bestemmelserne i §§ 42-46 finder tilsvarende anvendelse ved de amtskommunale folkeskoler. Undervisningsministeren kan godkende fravigelser, som er begrundet i skolernes særlige forhold.

 

Kapitel 8

 

Udgifterne til folkeskolen

 

§ 49. Alle udgifter til folkeskolens undervisning påhviler kommunerne, for så vidt der ikke er udtrykkelig lovhjemmel for, at udgifterne helt eller delvis påhviler staten, amtskommunerne eller andre.

 

    Stk. 2. Udgifterne til specialundervisning i henhold til § 20, stk. 2, påhviler amtskommunerne bortset fra et af undervisningsministeren fastsat beløb pr. elev, der påhviler kommunerne.

 

    Stk. 3. Udgifterne til undervisning på institutioner uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner, jf. § 23, stk. 2, påhviler amtskommunerne.

 

    Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilken kommune og hvilken amtskommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

 

§ 50. Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling af:

 

1) Forældre til elever, som deltager i undervisning i fritiden efter § 3, stk. 3.

 

2) Voksne, som deltager i folkeskolens undervisning efter § 3, stk. 5.

 

3) Deltagere i kulturcenteraktiviteter efter § 3, stk. 6.

 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opkræver betaling af forældre til børn, der er optaget i en skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 4. Socialministeriets regler om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge finder anvendelse ved ydelse af søskendemoderation til familier med mere end et barn i skolefritidsordninger, daginstitutioner m.v., og i tilfælde af, at en kommune beslutter at yde hel eller delvis friplads under hensyn til forældrenes økonomiske forhold, eller hvor sociale eller pædagogiske forhold gør sig gældende.

 

    Stk. 3. Betaling efter stk. 1 og stk. 2 kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

 

    Stk. 4. Har en person, der modtager kontanthjælp i henhold til lov om aktiv socialpolitik, undladt at betale for skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen tilbageholde den fremtidige månedlige betaling i den fremtidige kontanthjælp.

 

    Stk. 5. Restancer vedrørende betaling for skolefritidsordning kan inddrives ved modregning i børnefamilieydelsen efter regler fastsat i lov om en børnefamilieydelse.

 

    Stk. 6. Kommunen dækker alle udgifter, hvis afholdelse er en forudsætning for gennemførelsen af ekskursioner og lejrskoler efter § 16, stk. 7, jf. dog stk. 8.

 

    Stk. 7. Kommunen afholder alle udgifter til lærernes deltagelse i skolerejser efter § 16, stk. 8.

 

    Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning under ekskursioner. Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling af forældrene til dækning af udgifterne til elevernes forplejning under lejrskoler og skolerejser. Betalingen fastsættes under hensyn til et anslået normalt sparet hjemmeforbrug.

 

    Stk. 9. Klassens elever og forældre kan, eventuelt i samarbejde med skolen, ved fælles indsamling eller på anden måde i fællesskab tilvejebringe midler til dækning af udgifter, der ikke dækkes af kommunen efter stk. 6-8. Kommunen kan dække øvrige udgifter.

 

    Stk. 10. Den enkelte elevs ret til deltagelse i arrangementer efter § 16, stk. 7 og 8, kan ikke betinges af erlæggelse af et beløb eller en anden ydelse.

 

Kapitel 9

 

Klage

 

§ 51. Klage over afgørelser, der er truffet af de enkelte skoler, kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for de kommunale myndigheder.

 

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse i henhold til stk. 1 og andre beslutninger og afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen vedrørende det kommunale skolevæsen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3 og 4. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser kan indbringes for ministeren.

 

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser om henvisning eller afslag på henvisning til specialundervisning i henhold til § 21, stk. 1, samt kommunalbestyrelsens afgørelse om at tilbagekalde en henvisning kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, jf. § 51 a.

 

    Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelser om søskendemoderation og om fripladser i henhold til § 50, stk. 2, kan indbringes for Det Sociale Ankenævn efter Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud for børn.

 

    Stk. 5. Amtsrådets afgørelser i henhold til stk. 1 og andre beslutninger og afgørelser, som træffes af amtsrådet vedrørende det kommunale skolevæsen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 6.

 

    Stk. 6. Amtsrådets afgørelser i henhold til § 21, stk. 2, kan inden 4 uger fra afgørelsen meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, jf. § 51 a.

 

§ 51 a. Klagenævnet for vidtgående specialundervisning nedsættes af undervisningsministeren. Formanden for nævnet skal være cand.jur. 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark og 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening. Formanden og de 2 faste medlemmer beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.

 

Stk. 2. Nævnet tiltrædes for hver sag af 1 særligt sagkyndigt meldmen udpeget af Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening i fællesskab og 1 medlem udpeget af de Samvirkende Invalideorganisationer.

 

Stk. 3. Nævnets møder er lukkede, medmindre nævnet i den enkelte sag beslutter det modsatte. Undervisningsministeren fastsætter nævnets forretningsorden.

 

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra nævnet nærmere regler om nævnets virksomhed.

 

Kapitel 10

 

Andre bestemmelser

 

§ 52. Undervisningsministeren kan fastsætte almindelige regler om foranstaltninger til fremme af god orden i skolerne, herunder regler om overflytning af elever til andre skoler i kommunen og regler om overflytning af elever i 10. klasse til andre uddannelses- eller beskæftigelsesforanstaltninger. Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden samt om opbevaring og kassation af oplysninger om elever, der er udskrevet af folkeskolen.

 

§ 53. Tiden for konfirmationsforberedelsen fastsættes ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne i kommunen. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte menighedsråd.

 

    Stk. 2. Der skal sikres konfirmationsforberedelsen den nødvendige tid inden for de rammer, der er angivet i § 16, stk. 4.

 

§ 54. Forældrenes rettigheder efter §§ 12-14, 20, 22, 27, 33, 34, 36-38 og 51 og de i medfør af loven givne regler tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven. Elever, der ikke er undergivet forældremyndighed, træffer selv afgørelse efter § 12, stk. 1 og 3, § 14, stk. 6, § 20, stk. 1, § 22, stk. 4, og § 27, stk. 1.

 

    Stk. 2. Bortset fra spørgsmålene om skolegangens begyndelse og varighed kan skolen anse den, der har eleven i pleje, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedens indehavers vegne.

 

§ 55. For at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde eller for at bevare små skoler kan undervisningsministeren fravige lovens bestemmelser, bortset fra kapitel 1 og kapitel 4, jf. dog stk. 2.

 

    Stk. 2. For at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde i forbindelse med elevernes skolestart kan ministeren tillige fravige bestemmelserne i kapitel 4.

 

    Stk. 3. Efter undervisningsministerens bestemmelse kan staten yde tilskud til forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde.

 

§ 56. Undervisningsministeren kan til varetagelse af bl.a. lovgivnings- og vejledningsfunktioner forlange enhver oplysning, som ministeren skønner nødvendig til udførelse af disse opgaver, meddelt af kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

 

§ 56 a. Bestemmelserne i § 20, stk. 2, § 21, § 51, stk. 3 og 6, og § 51 a om ordningen af specialundervisning og specialpædagogisk bistand tages op til revision senest i folketingsåret 2004-05.

 

Kapitel 11

 

Folkeskoleråd

 

§ 57. Undervisningsministeren nedsætter et folkeskoleråd. Folkeskolerådet er rådgivende for ministeren i alle spørgsmål om folkeskolen og kan herunder indstille til ministeren om iværksættelse af udviklingsarbejder og forskningsprojekter vedrørende folkeskolen.

 

    Stk. 2. Rådet består af en formand og 19 medlemmer. Undervisningsministeren udpeger formanden og 2 medlemmer med faglig og pædagogisk sagkundskab. Rådets øvrige medlemmer udpeges af undervisningsministeren på følgende måde:

 

1) 2 medlemmer efter indstilling fra Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner i forening,

 

2) 2 medlemmer efter indstilling fra Danmarks Lærerforening,

 

3) 2 medlemmer efter indstilling fra Skole og Samfund,

 

4) 2 medlemmer efter indstilling fra elevernes organisationer i forening,

 

5) 1 medlem efter indstilling fra Danmarks Skolelederforening,

 

6) 1 medlem efter indstilling fra Børne- og Kulturchefforeningen,

 

7) 1 medlem efter indstilling fra Dansk Folkeoplysnings Samråd,

 

8) 1 medlem efter indstilling fra Dansk Ungdoms Fællesråd og Idrættens Fællesråd i forening,

 

9) 1 medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark,

 

10) 1 medlem efter indstilling fra Børne- & Ungdomspædagogernes Landsforbund,

 

11) 2 medlemmer efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet og

 

12) 1 medlem efter indstilling fra Gymnasieskolernes Rektorforening og Gymnasieskolernes Lærerforening i forening.3)

 

    Stk. 3. Medlemmerne udpeges for en periode på indtil 3 år. De efter stk. 2, nr. 4, udpegede medlemmer udpeges dog kun for 1 år. Rådets medlemmer kan genudpeges.4)

 

Stk. 4. Udpegningen af medlemmerne sker efter reglerne i lovgivningen om ligestilling mellem kønnene.5)

 

Stk. 5. Indstiller de indstillingsberettigede ikke medlemmer i henhold til stk. 2-4, kan undervisningsministeren beslutte, at rådet kan fungere uden de pågældende medlemmer.6)

 

    Stk. 6. Folkeskolerådet fastsætter selv sin forretningsorden.

 

    Stk. 7. Undervisningsministeriet varetager sekretariatsfunktionerne.

 

Kapitel 12

 

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

 

§ 58. Loven træder i kraft den 1. august 1994, jf. dog stk. 2-4.

 

    Stk. 2. Bestemmelserne i § 14, stk. 7 og 9, § 24, stk. 2, 1. pkt., om regler for skolenedlæggelse, § 36, stk. 6, om skolegang i en anden kommune end bopælskommunen samt § 57 om etablering af et folkeskoleråd træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

 

    Stk. 3. Bestemmelserne i § 14, stk. 1 og 2, om aflæggelse af prøve træder i kraft i skoleåret 1995-96 for de elever, der begynder på 8. klassetrin i skoleåret 1994-95 eller senere.

 

    Stk. 4. Bestemmelsen i § 13, stk. 5, om projektopgaven træder i kraft den 1. august 1996 og har virkning fra skoleåret 1996-97.

 

§ 59. § 6 i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 172 af 8. maj 1972, finder fortsat anvendelse for bestående skoleforbund.

 

§ 60. Lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 29. juli 1992, jf. dog stk. 2 og 3, ophæves.

 

    Stk. 2. § 12, stk. 3, 4 og 5, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 29. juli 1992, forbliver i kraft, indtil de elever, der begynder på 9. og 10. klassetrin i skoleåret 1994-95, har haft mulighed for at aflægge prøve efter 9. henholdsvis 10. klassetrin. Undervisningsministeren kan i øvrigt fastsætte overgangsregler vedrørende især §§ 13 og 14.

 

    Stk. 3. Regler, der er fastsat med hjemmel i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 29. juli 1992, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

 

§ 61. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

 

 

 

Lov nr. 191 af 21. marts 1994 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Loven træder i kraft den 1. august 1994.

 

 

 

Lov nr. 1140 af 21. december 1994 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.7)

 

 

 

Lov nr. 413 af 22. maj 1996 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1996, jf. dog stk. 2.

 

    Stk. 2. § 5, stk. 7, 1. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, har virkning for elever i børnehaveklassen fra den 1. august 1997.

 

 

 

Lov nr. 472 af 10. juni 1997 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Loven træder i kraft den 1. august 1997.

 

 

 

Lov nr. 980 af 17. december 1997 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 42

 

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, jf. dog stk. 2, 3 og 4.

 

    Stk. 2. § 15 har virkning fra og med opgørelsen af kommunens eller amtskommunens folketal pr. 1. januar 1999.

 

    Stk. 3. § 32 træder i kraft den 29. juni 1998.

 

    Stk. 4. § 25, nr. 1, har virkning for indstillingen til socialministeren for 2000 og frem.

 

    Stk. 5. Den 1. juli 1998 ophæves lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996, lov om kommunal aktivering, jf. lovbekendtgørelse nr. 36 af 26. januar 1996, lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, jf. lovbekendtgørelse nr. 552 af 10. juli 1991, og lov om Den Sociale Ankestyrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 13. august 1986.

 

 

 

Lov nr. 318 af 3. juni 1998 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Loven træder ikraft den 1. august 1998.

 

 

 

Lov nr. 412 af 26. juni 1998 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Loven træder i kraft den 1. august 1998.

 

 

 

Lov nr. 486 af 1. juli 1998 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1999.8)

 

    Stk. 2. I folketingsåret 2002-03 fremsætter undervisningsministeren en redegørelse om erfaringerne vedrørende tilbudene i henhold til § 4a.

 

 

 

Lov nr. 488 af 1. juli 1998 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.

 

    Stk. 2. Ydelser, som forældre eller andre før lovens ikrafttræden gyldigt har erlagt eller givet tilsagn om at ville betale, kan anvendes som aftalt til ekskursioner, lejrskoler og skolerejser.

 

Lov nr. 406 af 2. juni 1999 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 5

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2000, jf. dog stk. 2.

 

Stk. 2. Lovens § 3 træder i kraft den 1. august 1999.9)

 

 

 

Lov nr. 263 af 12. april 2000 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

 

§ 22

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001, jf. dog stk. 3.

 

Stk. 2. Rådsmedlemmer, som udpeges ved lovens ikrafttræden i henhold til § 57, stk. 2, i lov om folkeskolen som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, udpeges kun for den resterende del af den ordinære beskikkelsesperiode.

 

Stk. 3. § 8, nr. 2, og § 10, nr. 2, træder først i kraft henholdsvis 1. august 2001 og 1. september 2003.

 

Stk. 4. Repræsentanter, der tiltræder en bestyrelse ved lovens ikrafttræden i henhold til § 8, stk. 2, i lov om daghøjskoler m.v. som affattet ved § 3, nr. 3, i denne lov, § 11, stk. 2, i lov om gymnasiet m.v. som affattet ved § 4, nr. 2, i denne lov, § 24, stk. 3, i lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne som affattet ved § 6, nr. 3, i denne lov, § 8, stk. 2, i lov om selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. som ændret ved § 14, nr. 1, i denne lov, § 9, stk. 1, i lov om uddannelse til pædagoger som ændret ved § 16, nr. 2, i denne lov, § 9, stk. 1, i lov om uddannelse til enærings- og husholdningsøkonom som ændret ved § 17, nr. 2, i denne lov og § 9, stk. 2, i lov om uddannelse til håndarbejdslærer som ændret ved § 18, nr. 2, i denne lov og § 6, stk. 2, i lov om produktionsskoler som ændret ved § 21, nr. 2, i denne lov, vælges kun for den resterende del af den ordinære bestyrelsesperiode.

 

Stk. 5. Såfremt der blandt medlemmerne af bestyrelsen for en selvejende institution er elever, eller studerende på samme institution, kan bestyrelsen på sit første møde efter lovens ikrafttræden beslutte, at lovens regler om valg af repræsentanter for elever eller studerende først skal finde anvendelse på institutionen fra udløbet af de nævnte nuværende medlemmers indeværende funktionsperiode, dog senest fra det tidspunkt, hvor de endeligt ophører med at være elever eller studerende på institutionen.

 

 

 

Lov nr. 482 af 31. maj 2000 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 14

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.10)

 

Stk. 2. Undervisningsministeren kan ophæve lov om teknika, jf. lovbekendtgørelse nr. 865 af 27. september 1996, hvis ingeniørhøjskolerne overgår til lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.

 

Stk. 3. Undervisningsministeren kan ophæve lov om statens overtagelse af de sociale højskoler i Købehavn, Århus, Odense og Esbjerg, jf. lovbekendtgørelse nr. 679 af 29. juli 1992, hvis de sociale højskoler overgår til lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v.

 

Stk. 4. Regler om mellemlange videregående uddannelser, der er fastsat med hjemmel i de i stk. 2 og 3 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af lov om mellemlange videregående uddannelser.

 

 

 

Lov nr. 485 af 31. maj 2000 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

 

§ 2

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2000, jf. dog stk. 2.11)

 

Stk. 2. § 1, nr. 8, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.12)

 

Undervisningsministeriet, den 21. juli 2000

 

Margrethe Vestager

 

/Kirsten Krogstrup

 

Officielle noter

 

1) Denne lovbekendtgørelse erstatter bekendtgørelse nr. 714 af 6. september 1999 af lov om folkeskolen og omfatter de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 263 af 12. april 2000, som træder i kraft 1. januar 2000, § 7 i lov nr. 482 af 31. maj 2000, og af lov nr. 485 af 31. maj 2000, som træder i kraft den 1. august 2000. Indtil 1. januar 2001 henvises til ovennævnte lovbekendtgørelse fsv. angår den med loven ændrede affattelse af § 46, stk. 2, og § 57, stk. 2-5.

 

2) Se note 1.

 

3) Se note 1.

 

4) Se note 1.

 

5) Se note 1.

 

6) Se note 1.

 

7) Dvs. den 23. december 1994.

 

8) Ændringen vedrører en ny formulering af § 4a, stk. 1, nyt stk. 3, 4 og 5 i § 4a samt ny § 29a.

 

9) Bestemmelsen vedrører lov om ungdomsvejledning og brobygningsforløb til ungdomsuddannelse.

 

10) Ændringen vedrører ændret formulering af § 28, stk. 1, og § 29.

 

11) Ændringen vedrører en ny formulering af § 20, stk. 2, § 21, § 26, stk. 4, § 51, stk. 2-6, samt ny § 51 a og § 56 a.

 

12) Dvs. den 1. juni 2000. Ved den nævnte bestemmelse indsættes § 51 a om et klagenævn i loven.

 

Senere ændringer til forskriften
  • LOV Nr. 145 af 25/03/2002 § 64
    Lov om ændring af forskellige love som følge af sammenlægningen af de bornholmske kommuner

Redaktør: | Opdateret: 20. juni - 2011