English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Lovgivning » Cirkulære om behandlingen af sager om sterilisatio

Cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation

 

CIR nr 207 af 16/12/1998 (Gældende)

Oversigt
  • Kapitel 1 - Sager om sterilisation uden tilladelse
  • Kapitel 2 - Forberedelsen af sager om sterilisation efter tilladelse
  • Kapitel 3 - Behandling i samrådet
  • Kapitel 4 - Klage over afslag
  • Kapitel 5 - Behandlingen i ankenævnet
  • Kapitel 6 - Ankenævnets tilsynsførende virksomhed
  • Kapitel 7 - Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Den fulde tekst

 

Cirkulære om behandlingen af sager om sterilisation

 

(Til amtskommunerne, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation m.fl.)

 

 

 

I medfør af § 12 i lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994 som ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995 fastsættes:

 

Kapitel 1

 

Sager om sterilisation uden tilladelse

 

    § 1. Modtager en amtskommune eller i København og på Frederiksberg kommunen en anmodning om sterilisation i tilfælde, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, eller § 3, stk. 1, henvises den pågældende til sterilisationsbehandling, jf. lovens § 9, stk. 2, medmindre der efter lovens § 6, stk. 2, eller § 7 kræves tilladelse til indgrebet fra samrådet.

 

    Stk. 2. Viser det sig under amtskommunens (kommunens) undersøgelse, at betingelserne for sterilisation efter lovens § 3, stk. 1, er opfyldt, henvises ansøgeren til sterilisationsbehandling samtidig med, at amtskommunen (kommunen) sender resultatet af undersøgelsen til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet.

 

Kapitel 2

 

Forberedelsen af sager om sterilisation efter tilladelse

 

    § 2. Når amtskommunen (kommunen) modtager anmodning om tilladelse til sterilisation, jf. lovens § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, § 7 og § 8, tilvejebringer den de sociale og lægelige oplysninger om ansøgerens forhold, der skønnes af betydning for samrådets bedømmelse af ansøgningen.

 

    Stk. 2. Der skal i almindelighed indhentes erklæring fra ansøgerens sædvanlige læge, medmindre det er denne, der har henvist ansøgeren til amtskommunen (kommunen).

 

    Stk. 3. Amtskommunen (kommunen) kan foranledige ansøgeren undersøgt af speciallæge eller indlagt på sygehus til undersøgelse eller behandling.

 

    Stk. 4. Er anmodningen begrundet i risiko for videreførelse af arvelige sygdomme, skal der i almindelighed indhentes en udtalelse fra et klinisk genetisk rådgivningscenter med landsdelsfunktion eller fra en speciallæge i klinisk genetik.

 

    § 3. Inden sagen forelægges for samrådet, skal amtskommunen (kommunen) sikre sig, at betingelserne i lovens §§ 6-7 og § 9, stk. 3, og bekendtgørelse nr. 1131 af 13. december 1996 om sterilisation og kastration § 1, stk. 3, og § 3, er opfyldt, samt at ansøgeren har bopæl her i landet.

 

    Stk. 2. Har ansøgeren ikke bopæl her i landet, skal amtskommunen (kommunen) søge oplyst, om ansøgeren har en særlig tilknytning til landet, f.eks. i form af statsborgerskab, jf. herved lovens § 8.

 

    § 4. Ansøgninger indgivet til vedkommende overlæge i medfør af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1131 af 13. december 1996 om sterilisation og kastration indsendes til det samråd, hvorunder institutionen eller sygehuset hører, med overlægens udtalelse, efter at de oplysninger og erklæringer, der er nævnt i §§ 2-3, er tilvejebragt.

 

    Stk. 2. Såfremt der ved en amtskommune (kommune) er oprettet flere samråd, kan denne myndighed bestemme, at afgørelse i sådanne sager træffes af et eller flere af samrådene.

 

Kapitel 3

 

Behandling i samrådet

 

    § 5. Alle samrådets medlemmer deltager i behandlingen af hver sag. Er et af medlemmerne forhindret, deltager den pågældendes stedfortræder.

 

    § 6. Votering sker mundtligt under et møde. Votering kan dog undtagelsesvis ske på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager.

 

    § 7. Hvert medlem kan kræve, at der indhentes supplerende oplysninger gennem amtskommunen (kommunen), forinden afgørelse træffes.

 

    Stk. 2. Samrådet kan, hvis nye oplysninger fremkommer, ændre et tidligere afslag, herunder afslag givet af det ankenævn, der er oprettet i henhold til lov om svangerskabsafbrydelse. Hvis sagen behandles i ankenævnet, underrettes nævnet omgående på telefon 33 92 29 02 om sagens genoptagelse.

 

    § 8. Samrådets afgørelse indføres med angivelse af tid og sted for mødet og mødets deltagere i en særlig protokol, der ved mødets afslutning underskrives af medlemmerne. I protokollen anføres ansøgerens navn, personnummer og bopæl samt amtskommunens (kommunens) journalnummer.

 

    Stk. 2. Ved tilladelse til sterilisation anføres i protokollen den eller de lovbestemmelser (indikation), i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og de diagnoser, der ligger til grund for afgørelsen.

 

    Stk. 3. Ved tilladelse efter lovens § 8 til ansøgere, der ikke har bopæl her i landet, anføres i protokollen, hvori ansøgerens særlige tilknytning til landet består.

 

    Stk. 4. Er der i samrådet enighed om afslag, anføres i protokollen en kort begrundelse for afgørelsen. Er medlemmerne ikke enige om afgørelsen, anføres de forskellige begrundelser.

 

    § 9. Meddelelse om samrådets afgørelse kan gives af amtskommunen (kommunen) på samrådets vegne. Meddelelse til ansøgeren om afgørelsen og dennes begrundelse kan ske mundtligt. På begæring skal afslag dog tillige meddeles skriftligt.

 

    Stk. 2. I tilfælde, der er omfattet af lovens § 6, stk. 2, gives meddelelse også til den person, ansøgningen vedrører. I tilfælde, der er omfattet af lovens § 7, gives meddelelse tillige til indehaveren af forældremyndigheden eller værgen.

 

    Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen sendes endvidere til den læge, der har henvist ansøgeren til amtskommunen (kommunen).

 

    Stk. 4. Afslag skal være ledsaget af en vejledning om adgang til at klage over afgørelsen til ankenævnet.

 

    Stk. 5. Er der givet tilladelse til sterilisation, sendes udskrift af samrådsprotokollen til det sygehus eller den praktiserende speciallæge, der skal foretage indgrebet. Er det hensigtsmæssigt for sygehusets behandling, at der medsendes yderligere materiale, herunder amtskommunens (kommunens) journaler, skal dette ske under iagttagelse af forvaltningslovens § 28.

 

Kapitel 4

 

Klage over afslag

 

    § 10. Indgives klage over samrådets afgørelse til amtskommunen (kommunen), indsender denne myndighed omgående bekræftet udskrift af samrådets afgørelse, journaler og andet materiale af betydning for sagen, alt i 4 eksemplarer, til det ankenævn, der er oprettet i henhold til lov om svangerskabsafbrydelse. Ankenævnets adresse er:

 

Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation, Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø.

 

Kapitel 5

 

Behandlingen i ankenævnet

 

    § 11. Formanden bestemmer fordelingen af sagerne mellem ankenævnets medlemmer.

 

    § 12. Votering sker mundtligt under et møde. Formanden kan dog bestemme, at votering undtagelsesvis sker på anden måde, hvis det findes hensigtsmæssigt, f.eks. i særligt hastende sager.

 

    § 13. Hvert medlem kan kræve, at der gennem amtskommunen (kommunen) tilvejebringes yderligere oplysninger.

 

    Stk. 2. Fremkommer der for ankenævnet oplysninger, der ikke forelå ved samrådets afgørelse, kan ankenævnet tage sådanne oplysninger i betragtning. Ankenævnet kan dog også tilbagesende sagen til samrådet til fornyet behandling.

 

    § 14. Meddelelse om ankenævnets afgørelse sendes til ansøgeren og til amtskommunen (kommunen), der underretter ansøgerens læge og i tilfælde af tilladelse vedkommende sygehus eller praktiserende speciallæge efter de regler, der gælder for samrådets tilladelser.

 

    Stk. 2. § 9, stk. 2, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

 

    Stk. 3. Har forældremyndighedens indehaver eller værgen klaget over samrådets afgørelse, underrettes de også om afgørelsen.

 

Stk. 4. Ved tilladelse angives den eller de lovbestemmelser, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

 

Kapitel 6

 

Ankenævnets tilsynsførende virksomhed

 

    § 15. Ankenævnet fører tilsyn med amtskommunernes (kommunernes) og samrådenes virksomhed i forbindelse med behandlingen og afgørelsen af ansøgninger om sterilisation. Ankenævnet påser navnlig, at samrådene så vidt muligt følger en ensartet praksis.

 

    Stk. 2. Ankenævnet kan pålægge samrådene at indsende sager til gennemsyn i ankenævnet enten løbende eller nærmere angivne sager.

 

    Stk. 3. Ankenævnet kan afholde møder med samrådsmedlemmer, når det skønnes formålstjenligt.

 

    Stk. 4. Afgørelser af almindelig interesse skal meddeles samtlige samråd.

 

Kapitel 7

 

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

 

    § 16. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1999.

 

    Stk. 2. Cirkulære nr. 227 af 23. december 1993 om behandlingen af sager om sterilisation ophæves.

 

Civilretsdirektoratet, den

 

Justitsministeriet, den 16. december 1998

 

Frank Jensen

 

    /Jørgen Lougart

 

Lovgivning som forskriften vedrører

Redaktør: | Opdateret: 07. januar - 2008