English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Præventionsguide.dk » Præventionsmetoder » Pessar

Pessar

 

Pessaret er lavet af silikone og anvendes altid sammen med pessarcreme. Pessarcremen består af vand, glycerin og mælkesyre. Når pessaret er rigtigt anbragt, lukker det for livmodermunden, så ingen sædceller kan trænge ind i ægget og befrugte det. Du skal tale med din læge, hvis du ønsker at bruge pessar.

Du skal sørge for:

  • At pessaret har den rigtige størrelse
  • At du altid sætter pessar med creme op, før du skal have samleje.
  • At du ikke fjerner pessaret før seks til otte timer efter endt samleje.

 

 

Fordele

  • Hvis du bruger pessar og creme rigtigt og hver gang, er der cirka 94 procents sikkerhed for, at du ikke bliver gravid
  • Pessar med creme kan sættes op ca. to timer før samleje
  • Når pessaret er rigtigt anbragt, kan hverken du eller din partner mærke det under samlejet
  • Pessaret ændrer ikke hormonbalancen
  • Pessaret er en præventionsmetode, der kun kræver få lægebesøg

 

Sådan bruges pessaret 

  1. Smør creme på over- og underside og langs kanten af pessaret. Sæt dig på hug eller stil dig foran en stol med den ene fod oppe på kanten af sædet. Hold pessaret som vist på figur 1.
  2. Skub pessaret langt bagud og opad i skeden, mens du stadig klemmer det sammen, se figur 2.
  3. Når pessaret er helt inde i skeden, skubber du den forreste kant opad med fingerspidsen, og pessaret sætter sig i spænd mod kønsbenet
  4. Med en fingerspids kan du mærke, om livmodermunden er dækket af pessaret, og om forkanten af pessaret sidder lige bag kønsbenet. Livmodermunden føles omtrent som en næse, se figur 3.

 

 

 

 

 

Sådan tager du pessaret ud

Pessaret må først fjernes seks til otte timer efter sidste samleje. Af hygiejniske grunde skal pessaret tages ud en gang i døgnet. Når pessaret tages ud, anbringer du dig i samme stilling, som da du satte pessaret op. Stik fingeren ind i skeden og bøj den frem mod kønsbenet. Så kan du let få fat i kanten af pessaret og trække det nedad, fremad og ud. Er det svært skal du presse lidt, som om du skulle på toilettet 

  • Pessaret vaskes med lunkent vand og evt. sæbe. Pessaret skylles og tørres omhyggeligt.
  • Pessaret holdes op mod lyset, så du kan se, om det er helt.
  • Pessaret opbevares i æsken. Det er både praktisk og hygiejnisk.
  • Pessaret tåler kun den sæddræbende creme - ikke oliebaserede glidecremer.

Hvem kan bruge pessar?

De fleste kvinder kan bruge pessar. En underlivsundersøgelse hos lægen vil vise, om metoden er egnet til dig. Det kan kræve lidt øvelse at få pessaret anbragt korrekt. Før du kan bruge pessaret, skal din læge have undersøgt, om du sætter det rigtigt op.

 

 

Ulemper

  • Pessar og creme beskytter ikke mod sexsygdomme, som f.eks. hiv og klamydia.
  • Pessar og creme skal sættes op før hvert samleje.
  • Hvis du har flere samlejer efter hinanden, skal du indføre ekstra creme.
  • Cremen kan give lidt svien i skeden.
  • Nogle kvinder er overfølsomme overfor gummi eller sæddræbende creme.

 

Sådan får man pessar 

  • Ved en underlivsundersøgelse tager lægen mål til pessar, så det kommer til at passe til dig. Lægen viser dig, hvordan du skal sætte pessaret op, og hvordan du tager det ud.
  • Pessaret skal skiftes ud cirka en gang hvart andet år, fordi gummiet kan blive mørt.
  • En fødsel eller vægtændringer kan forandre din krop lidt, og måske skal du have en anden størrelse pessar. Derfor skal du undersøges hos lægen igen, så du får et pessar, der passer.
  • Hvis du har aborteret, eller du er blevet opereret i underlivet, skal lægen kontrollere, om dit pessar stadig passer.

 

 Husk at...

  • Hvis der er gået mere end to timer, fra du satte pessaret op, til samlejet finder sted, skal du bruge ekstra creme. Pessaret skal blive siddende, mens du indfører mere creme i skeden. Brug doseringssprøjte
  • Hvis du har flere samlejer efter hinanden, skal du bruge ekstra creme hver gang.
  • Hvis du holder op med at bruge pessar, og du ikke ønsker at blive gravid, så tal med lægen om en anden metode.

Du kan få vejledning om pessar hos "Sexlinien for Unge" tlf. 70 20 22 66 (mandag til fredag kl. 15.00 - 17.00) eller på www.sexlinien.dk

 

Du kan bestille pjecen Klar besked om pessar

 

 

 

 

 

 

Redaktør: | Opdateret: 26. juli - 2017