02-12-2015

Interview: Kvinder i Nepal bliver behandlet som køer

I spidsen for Sex & Samfunds partnerorganisation i Nepal, Beyond Beijing Committee, står Shanta Laxmi Shrestha. Hun har i årtier kæmpet for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene. En kamp hvor endemålet ligger meget langt væk i Nepal, og hvor den nærtstående vinter ligger lige for.

 

Hvad er kvinders største udfordring lige nu?

Genopbygningen efter de store jordskælv går utroligt langsomt. Lige nu er vinteren på trapperne, og kvinder bliver jo ved med at få børn i Nepal, ligegyldigt om husene er genopbyggede eller ej.

Lige nu er SÅ mange familier ikke tilbage i deres huse. Der er stadig mange, som bor i telte eller midlertidige skure, der ikke er opvarmede. Og her i Kathmandu-dalen er december meget kold – det bliver ned til minus en grad om natten, og oppe i bjergene bliver det endnu koldere.

Jeg besøgte et sted, hvor seks familier boede i ét rum. De havde ikke andre steder at være. De havde deres rullemåtter stående op ad væggene om dagen og sov på dem om natten.

Vi tænker meget på, hvordan vi bedst kan hjælpe de mest sårbare kvinder. Og det er blandt andet de gravide. De har simpelthen brug for varmt tøj til dem selv og deres nyfødte. Og kvinderne har blandt andet brug for bind til blødninger efter fødslen og bleer til deres børn.

 

Hvorfor går det så langsomt med genopbygningen?

Det er kommet frem, at Nepals regering ikke har brugt ret meget af de mere end fire mia. US dollars, som blev lovet på en donor-konference i juni. Så folk er frustrerede.

En af grundene er nok, at der har været en langvarig politisk proces med at lave og få vedtaget en ny forfatning her i Nepal. Den blev vedtaget for nyligt, men det har fuldstændigt optaget hele det politiske system, som derved har nedprioriteret genopbygningen.

Men desværre går det bare ufatteligt langsomt med at få delt hjælp ud til befolkningen. Derfor er der også ekstra brug for ngo’ernes indsats.


Hvad er de største udfordringer generelt for kvinder i Nepal?

Der er et meget stort behov for reel oplysning om krop og seksualitet. Lærerne i skolerne fortæller ikke noget brugbart til de unge, forældrene i hjemmene taler slet ikke med deres børn om disse emner, og selv hos læger og sygeplejersker er det svært at få reel information om seksuel og reproduktiv sundhed.

Kvinder bliver set som urene i Nepal både i forbindelse med menstruation og fødsel. Nogle kvinder bliver, efter de har født, sendt ud i kostalden sammen med deres nyfødte barn, fordi vi bliver set som beskidte.

Kvinder er i stand til at lave mennesker og på grund af det, bliver vi behandlet umenneskeligt – som køer. Det er med til at forøge den høje mødre- og børnedødelighed, der allerede er. Vi føler os nedgjort – og de fleste føler sig også urene indeni.

Det ligger meget dybt i så mange kvinder, at det måske bliver en 100 år lang kamp at kæmpe, men vi skal stadig kæmpe den, for det bliver aldrig bedre, hvis ikke vi gør det.

 

Værste jordskælv i 80 år

Lørdag d. 25. april kl. 11.56 lokal tid rammer det største jordskælv i mere end 80 år Nepal med katastrofale følger. Mere end 8.000 mennesker bliver dræbt og mange flere får ødelagt deres huse og livsgrundlag af skælvetsom måler 7.8 på Richterskalaen. Jordskælvet er så kraftigt, at det rykker verdens højeste bjerg Mount Everest 3 centimer mod sydvest. Allerede 12. maj rammer endnu et stort jordskælv på 7.3 på Richterskalaen Nepal med yderligere dødsfald og problemer for nepaleserne til følge.

 

Støt kvinder og nyfødte i Nepal

Hvis du vil gøre noget, kan du støtte kvinder og nyfødte i Nepal på flere måder. Køb en hel Vinterpakke i vores webshop til 290,- eller giv et bidrag til en Vinterpakke via SMS. SMS MOR til 1919 og giv et bidrag på 75,- til varmt tøj og tæpper. Tak for din støtte!

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!