15-04-2013

21-27 årige kvinder skal gå i gang med HPV-vaccination nu!

Kvinder født 1985-1992 kan få gratis HPV-vaccine indtil udgangen af 2013. Men hvis de skal nå det, skal de have den første af de tre vaccinationer senest den 30. juni.

Det er ved at være sidste udkald for 21-27 årige kvinder, der gerne vil have en gratis HPV-vaccination.

 

Siden august 2012 har kvinder, der er født mellem 1985 og 1992 således kunnet få en gratis HPV-vaccination. Ordningen løber indtil slutningen af 2013, men reelt har kvinderne kun frist indtil den 30. juni til at komme i gang.

 

HPV-vaccinationen består nemlig af hele tre doser, og der skal gå seks måneder mellem den første og den sidste indsprøjtning.

 

Sex & Samfund opfordrer derfor alle kvinder i aldersgruppen til at blive vaccineret hurtigst muligt.

 

- HPV-smitte kan blandt andet føre til livmoderhalskræft. Hvert år får omkring 400 kvinder herhjemme denne form for HPV-relateret kræft og 175 af dem dør.

 

- Derfor er den gratis HPV-vaccination et meget vigtigt tilbud, som vi håber, at både kvinderne og deres pårørende er opmærksomme på, siger national chef Marianne Lomholt fra Sex & Samfund.

 

Hvis man selv skal betale, koster vaccinen omkring 3.500 kroner for alle tre doser. Medlemmer af Sygesikringen Danmark får 50 procent i refusion uanset om man er i gruppe 1, 2 eller 5.


________________________________________


BAGGRUND

Med virkning fra 1. januar 2009 blev HPV-vaccination tilføjet i børnevaccinationsprogrammet, men kun for piger. Derfor tilbydes alle 12-årige i dag vaccinen gratis som et led i det generelle børnevaccinationsprogram. Som andre vaccinationer under børnevaccinationsprogrammet udføres HPV-vaccination af alment praktiserende læger (egen læge).

Fra 1. oktober 2008 indførte staten også et såkaldt catch-up program. Her blev alle piger født i årene 1993-95 tilbudt vaccinen gratis. Det første catch-up program udløb ved udgangen af 2010.


Fra 27. august 2012 indførte staten endnu et catch-up program hvor alle piger/kvinder født i årene 1985-1992 får tilbudt vaccinen gratis. Dette catch-up program udløber ved udgangen af 2013.

 

 

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!