27-12-2012 Andersens falliske fantasier

Det nyopdukkede H.C. Andersen-eventyr er en litterær bagatel, men til gengæld giver det måske et interessant smugkik ind i den unge digterspires seksuelle kvababbelser. For hvordan håndterede man i grunden en guldalderpik?


Af Christian Graugaard
(Artiklen har været offentliggjort i Politiken den 25.12.12)

 

Som eventyr betragtet er ’Tællelyset’ i bedste fald en middelmådig tekst, en ungdommelig stiløvelse, et første livtag med materie, sprog og genre.

Fortællingen om den uskyldshvide prås, som må overvinde alverdens falskhed og uforstand for at finde sin rette hylde, indvarsler – som det vil være ethvert barn bekendt – en grundtematik i Andersens vildtvoksende produktion: længslen efter at gennembryde de sociale konventioners lydmur og træde i lysende karakter, så selv de største ignoranter må pakke sig og luske slukørede bort. At opdage sit inderste, autentiske jeg, hvad enten man er en grim ælling, en standhaftig tinsoldat eller en ømskindet prinsesse på toppen af tyve luftige edderdunsdyner. 

Så langt som godt. ’Tællelyset’ ligner til forveksling en romantistisk dusinvare, og der er intet i dets form og indhold, som ikke er forløst skarpere og langt mere ækvilibristisk i Andersens senere forfatterskab. Og alligevel er der noget ved den primitive tekst, som må vække seksualforskerens opmærksomhed. En karakteristisk omgang med metaforer, et erotisk ladet spændingsfelt, som inviterer til uortodokse læsninger og gør det fristende at dirke sig vej ind til andre betydningslag end de alleryderste.


LAD MIG begynde forfra og spørge ligeud: Hvad stiller en ung mand op med sin pik i biedermeiertidens Danmark? Hvordan skal han forstå og håndtere de sanselige impulser, den ustyrlige lystcentrifuge slynger ud i kroppens fjerneste egne og langt ind i hans letvakte fantasi? Én ting er sikker: Imødekommer han det pirrelige organs invitation til berøring, vil han ikke blot forbryde sig mod Mosebøger og almindelig borgerlig anstændighed, han vil også – lyder det samstemmende fra tidens læger – være i overhængende fare for blindhed, svindsot og invaliderende tæring.   

Men som kunstner har man heldigvis en anden mulighed: Man kan skabe en litterær parabel over sit eksistentielle dilemma og gestalte sine tvivlsmål i allegorisk form. Som bekendt blev Andersen senere en mester i netop denne teknik, og da kønslivet var et livslangt smertepunkt, er det ikke så sært, at det gang på gang sætter aftryk i hans værk: I den kærlighedstragedien ’Den lille Havfrue’ bearbejdes jalousien over Edvard Collins giftermål, og da Andersen i 1860 møder ophavsmanden til det nymodens ’homoseksualisme’-begreb, skriver han straks den herlige historie om skarnbassen, som med nød og næppe undslipper de lærde mænd, der vil oversætte dens navn til latin og gøre rede for ”dens Slægt og Natur”.  

Selvom han med stor sandsynlighed forblev jomfru, var H.C. Andersen (i skarp konkurrence med digterdoktor Aarestrup) sin epokes skarpsindigste gransker af det erotiske rums muligheder og begrænsninger. Og foruden begæret efter mænd – som ifølge litteraten Dag Heedes ulydige læsninger snor sig som en tematisk tråd gennem hele forfatterskabet – er også selvbesmittelsens svøbe en kilde til idelig konflikt. Tydeligst kommer sjælekvalerne til syne i dagbogsnotaterne fra Napoli i februar 1834, hvor den stakkels, liderlige digter er i nærkamp med sig selv og fortvivlet noterer: ”Er det virkeligt en Synd at tilfredsstille denne mægtige Lyst da lad mig bekjæmpe den; endnu er jeg uskyldig, men mit Blod brænder, i Drømme koger mit hele Indre”.        


OG DERMED er vi tilbage hos tællelyset, som er født med ”Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Ben”. Lyset er fra naturens side ”for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvid og slankt”, men ufølsomme hænder tager ”forkeert fat” på det sensible væsen, og ”sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve”. Til sidst er det troskyldige lys så maltrakteret af brutal fingerering, at det end ikke ”kunde skjelne Reent fra Ureent”, og frem for at lyse og sprede glæde er det blevet ”et Redskab til at fremme det slette”. 

Totalnedsmeltningen truer, da tællelyset i sidste sekund møder den ”lille Flamme”, som antænder dets hensygnende legeme og forvandler det til en strunk ”Glædesfakkel”, hvorfra ”Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad Stammen”. Det hårdt prøvede lys har omsider fundet sin ”rette Plads i Livet”.

Med denne smukke ejakulationsfantasi har den unge digter ryddet en kunstnerisk rute gennem et livsfarligt morads og anvist sig selv og sine læsere den utopiske mulighed, at skyldfølelse, selvhad og forfløjne drifter kan forvandles til en ny form for orden, en overrumplende orgastisk beruselse i mødet med ’den eneste ene’. Det er i sammensmeltningen med sjælemagen, at ens bestemmelse fuldbyrdes, og lige så destruktivt begæret kan sværte et menneskes eksistens, lige så smukt kan den rette relation få det til at skinne ”til Glæde for sig selv og dets Medskabninger”.

Glædelig jul!


  Tilbage

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!