29-10-2012

Danmarks største sexrådgivning fylder 20 år

Sexlinien for Unge har siden 1992 mødt unge i øjenhøjde og svaret på over 110.000 spørgsmål om følelser, krop og seksualitet.

- Hej, det er Sexlinien.

 

Sådan har det lydt siden 1992, da Sexlinien for Unge åbnede telefonerne, og danske teenagere fik et helt nyt fristed, hvor de gratis og anonymt kunne ringe ind med deres spørgsmål, undren og tvivl.

 

I 1997 kom webbrevkassen til, og i årenes løb har Sexliniens rådgivere telefonisk og via brevkassen besvaret over 110.000 spørgsmål om alt fra den første gang og prævention til analsex og ulykkelige forelskelser. Dertil kommer Sexliniens indholdsmættede hjemmeside, der alene i 2011 havde 333.576 besøg.

 

Nu kan Danmarks ældste og største seksualrådgivning fejre 20 års fødselsdag, og hos Sex & Samfund er man ikke i tvivl om, at foreningens flagskib udfylder en vigtig rolle:

 

- Det er vigtigt, at unge har et sted, hvor de trygt og anonymt kan henvende sig for at få svar på deres spørgsmål – og hvor de ved, at de får et fagligt kvalificeret svar, som de kan bruge til noget, og som kan opklare deres undren og hjælpe dem videre, når kroppen, følelserne og seksualiteten gør knuder.

 

- Samtidig har det lige fra begyndelsen været vigtigt for os at møde unge med respekt og i øjenhøjde. Det sker blandt andet ved, at vores rådgivere selv er yngre og kender til brugerne og deres verden, siger Sex & Samfunds formand og professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard, der selv har en fortid som rådgiver på Sexlinien, da han var ung medicinstuderende i begyndelsen af 1990’erne.

 

Trods de 20 år lider Sexlinien på ingen måde af metaltræthed.

 

- Tværtimod viser det store antal brugere og besøg på hjemmesiden, at der er mere behov for Sexlinien for Unge end nogensinde. Den er blevet et uundværligt led i den mangestrengede forebyggelsesindsats og er et helt unikt supplement til skolernes seksualundervisning og til rådgivnings- og præventionsklinikker og kampagner, fastslår Christian Graugaard.

 

For få måneder siden tog Sexlinien for Unge springet ind i YouTube-alderen og ændrede sin hjemmeside til en ny oplevelsesorienteret informations- og rådgivningsportal for de 12-25-årige.

Muligheden for at få anonym rådgivning er den samme, men fremover vil siden i langt højere grad også fungere som en portal, hvor de unge via en effektiv søgefunktion præsenteres for en bred vifte af viden om det emne, de er interesseret i.

 

Planen er, at hjemmesidens brugere skal gå på opdagelse i Sexliniens univers. Derfor er de mange forskellige emnesider blevet kraftigt opgraderet med billeder og små film, lige som brugerne fremover får mulighed for at dele deres egne historier og erfaringer med andre brugere.

 

Men selv om Sexlinien for Unge har ændret udseende, og der hele tiden kommer nye generationer af teenagere og unge til, handler brugernes spørgsmål grundlæggende om det samme:

 

- Overordnet er der stadig tale om meget basale spørgsmål, som for en stor dels vedkommende handler om, hvorvidt spørgerne er ”normale” og gode nok. Det gælder, hvad enten vi snakker kroppens udseende, kærester, den første gang eller noget helt fjerde, slutter Christian Graugaard.

 

Sexliniens 20 års fødselsdag skal naturligvis fejres med manér. Det sker ved en stor fødselsdagsreception fredag den 2. november klokken 15.00-20.00 i Red Barnets kantine på Rosenørns Allé 12 i København, hvor alle er velkomne.

 

________________________________________

 

FAKTA OM SEXLINIEN

 

● I starten havde Sexlinien kun åbent tre dage om ugen.

 

● 60 procent af samtalerne i de første fire år var med drenge eller unge mænd, i dag er kønsprofilen mere lige.


● I 2009 toppede antallet af besøg på Sexliniens hjemmeside foreløbigt med 528.317 besøg på
blot et enkelt år.


● Sexliniens telefonrådgivning har åbent alle hverdage fra 15.00-17.00. Den betjenes af et professionelt rådgiverkorps på 28-30 personer, som typisk er studerende inden for sundhed, psykologi og pædagogik. Rådgiverne gennemgår en særlig uddannelse og modtager løbende supervision.


● I de 20 år, hvor Sexlinien har eksisteret, har medianalderen for unges første samleje (det tidspunkt hvor halvdelen har haft deres første samleje) ligget fast på omkring 16 år for både drenge og piger.

________________________________________


UDTALELSER FRA SEXLINIENS BRUGERE


- Tak for en cool hjemmeside, I er bare for seje.
16-årig dreng, Høje Tåstrup Kommune.


- Tak for en superfed brevkasse. Den har givet mig en masse svar
13-årig pige, Skive Kommune.


- Jeg synes virkelig, at I er gode til at svare på spørgsmålene
14-årig dreng, Frederiksberg Kommune.


- Tusind tak fordi I svarede. Jeg vil vædde med, I hjælper mange unge ved at svare på alle deres spørgsmål.
15-årig pige, Kalundborg Kommune


- Hej Sexlinie. For det første vil jeg lige skrive at det er fedt, at I eksisterer!
15-årig dreng, Åhus Kommune


- Hej Sexlinien, ville bare lige sige at i styrer for vildt, og at i aldrig må stoppe med jeres geniale rådgivning. I har hjulpet mig og sikkert også mange andre. Husk bare lige at i er fucking seje og i er gode til jeres job :) I ER SÅ SEJE !!!!
14-årig dreng, Odense Kommune

 


 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!