30-08-2016

Efterlyses: Politikere, der står på mål for unges seksuelle sundhed og trivsel

Finanslovsforslag: Mens børn og unge deler nøgenbilleder og udstiller hinanden på sociale medier som aldrig før, mens en rapport for nyligt viste, at mange LGBT-personer holder deres seksualitet skjult for kollegaerne, og mens klamydiatallene ligger historisk højt, halveres støtten til det forebyggende arbejde omkring seksuel sundhed og trivsel. Det hænger ikke sammen, siger generalsekretær i Sex & Samfund om regeringens finanslovsforslag.

- Igen og igen hører vi politikere, der taler varmt for forebyggelsesarbejdet i forhold til seksuel sundhed. Men når pengene skal findes, bliver der stille. Det er en kæmpe og uforståelig modsætning, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen.

Han står dybt undrende over for finanslovsforslagets halvering af pengene til det nationale forebyggelsesarbejde i forhold til sexsygdomme, oplysningsarbejde i forhold til køn, krop og rettigheder og rådgivningstilbud til børn og unge.

Især fordi det kommer samtidig med, at rekord mange danskere er smittet med klamydia, og efter måneders debat og ny viden om børn og unges krænkelser af hinanden på nettet, hvor delinger af intime billeder og video uden samtykke har vist sig at være skræmmende udbredt.

- Vi hører igen og igen, at unge faktisk ikke var klar over konsekvenserne for den anden, når de delte intime af andre på sociale medier. Eller at det er ulovligt. Vi har et kæmpe arbejde foran os, og det kræver, at vi fastholder og helst styrker indsatsen, siger Bjarne B. Christensen.

For eksempel er Sex & Samfund i næste uge inviteret til at holde oplæg for undervisere og sundhedsprofessionelle om unges adfærd og hverdagsliv på sociale medier, og hvad man kan gøre i forhold til undervisning og rådgivning. Det sker på en fuldt booket temadag arrangeret Fagligt Netværk for Seksuel Sundhed.

- Jeg frygter, at for eksempel den slags indsatser med at klæde undervisere på bliver en saga blot. Jeg kan kun håbe, at halveringen af støtten til arbejdet med forebyggelse og seksuel sundhed er en fejl og ikke en bevidst prioritering fra politikernes side, siger Bjarne B. Christensen.

Bevillinger fra Sundheds- og Ældreministeriet til den nationale forebyggelsesindsats via Sex & Samfunds grundprogram:

 

2016

2017

Nedgang

Finanslov

13,4

7,4

45%

Sundhedsstyrelsens forebyggelsesmidler (forventet bevilling)

2,1

2,1

0%

Satspuljemidler (2 årig satspuljebevilling)

5,3

5,3

0%

Særbevilling (1 årig bevilling)

6

0

100%

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!