31-01-2013

Familielivet har fået vokseværk

Familien er under hastig ommøblering, og kun halvdelen af danske børnefamilier har i dag klassisk kernestruktur. Det giver nye muligheder. Og i næste uge ser 230.000 elever over det ganske land nærmere på familielivets glæder og udfordringer.

Af Christian Graugaard (Artiklen har været bragt i Politiken den 01.02.13)


Jeg hedder Christian, og jeg er skilsmissebarn. Så er det sagt. I årtier blev jeg overdænget med farvestrålende julegaver, og hele min barndom var jeg omgivet af smilende papfamilie, som tog billeder og gjorde, hvad de kunne, for at elske mig.


Jeg tror alvorligt talt ikke, jeg har taget nævneværdig skade, fordi mine forældre valgte at likvidere det orangebrune halvfjerdserhjem – neuroserne har anden oprindelse, og allerede som skoleknægt følte jeg mig sært privilegeret, når jeg var på besøg hos kammeraterne og mærkede den familiære permafrost sænke sig i gildestuen. Selv var jeg jo den lykkelige indehaver af hele to familier, og var den ene for åndssvag, havde jeg altid den anden at falde tilbage på. Jeg trivedes fint med dobbelt bogholderi.


I en vis forstand var mine forældre og jeg forud for vores tid, og siden jeg var teenager, er ægteskaber blevet kortere og skilsmisser mere almindelige. I 1980 var 60 pct. af 20-49-årige danskere gift, men i løbet af de følgende 25 år faldt andelen til 40. Det skyldes blandt andet, at papirløse forhold blev langt mere acceptable, og hvor ca. hver tiende voksne under 50 levede på polsk i 1980, er tallet i dag fordoblet.


Ægteskab og parforhold er ikke længere to sider af samme sag, og hertil kommer endnu en tankevækkende tendens: Antallet af enlige stiger. I dag bor godt en tredjedel af Danmarks voksenbefolkning alene, og de er langt fra oldinge og sømandsenker alle sammen. Hver sjette dansker i aldersgruppen 30-60 år bor for sig selv, men interessant nok er en fjerdedel af dem i et fast forhold. Så ikke alene har ægteskabet tabt terræn som samlivets hovedscene, man behøver ikke længere bo under samme tag for at definere sig som et parforhold. Vi flyder. Og familielivet flyder med.


Familieliv er og bliver en omskiftelig affære fuld af historie, kultur og socialitet. Fra middelalderens myldrende storhusholdninger med bedstemødre, tyende, høns og tilløbne snotunger til industrisamfundets velafgrænsede produktionsenheder med far for bordenden, mor ved kødgryderne og søskendeflokken anbragte efter fødselsvægt i kommodeskufferne. Fra hippiekollektivernes glade omsorgsanarki (jeg har venner, som seriøst var i tvivl om, hvem deres ’rigtige’ forældre var!) til vores egen posttraditionelle epoke, hvor papirløsheden blomstrer, og vi med badutspringerens lethed svinger os fra ét kærlighedsforhold til det næste.


Jo, familien er under nysgerrig ommøblering, og dét skaber nye rum og vækstbetingelser for vores børn, som burde have de bedste forudsætninger som familiepolitiske avantgardister, eftersom omtrent hver tiende af dem er undfanget i en petriskål. I dag har kun halvdelen af landets 800.162 børnefamilier en klassisk kernestruktur (to voksne med fælles børn), mens en fjerdedel består af en enlig mor med børn eller en enlig far, hvis afkom har folkeregisteradresse et andet sted. Den sidste fjerdedel er et uforudsigeligt miskmask af gener og pap.


Altså: (Mindst) hvert fjerde barn har (mindst) to sæt familier at gøre godt med og må – som jeg, da jeg var på deres alder – finde en meningsfuld rute gennem mangfoldigheden. Det går fint for langt de fleste, men det kan også være svært at holde tungen lige i munden, hvis man bliver mobbet, eller ens forældre er ude af stand til at skabe trygge rammer og fair spilleregler.


Det er derfor spændende, at 230.000 danske elever fra indskoling til ungdomsuddannelse i næste uge ser familielivets udfordringer og muligheder nærmere efter i sømmene, når ’Uge Sex’ for sjette år i træk løber af stablen over det ganske land med ’Familier’ som tema. Hvad er en god familie, og hvordan gør man et hjem hjemligt? Spørgsmålene er oplagte at reflektere over, uanset om ungerne deler gener med samtlige medlemmer af deres husholdning (undtagen katten) eller vokser op i en polygon regnbuefamilie med to mødre, der deler seng.


Familien har i hele menneskets historie været et fint og foranderligt kulturprodukt, og de nye familiemodeller udgør ikke i sig selv nogen trussel mod små og store menneskers udfoldelsesmuligheder og trivsel. Tværtimod. Som en slags kender må jeg konkludere, at dynamiske husstande har deres ubetingede fordele, og at det altafgørende i børns liv er, om de bliver hørt og set og taget alvorligt. Om der er højt til loftet og plads til begejstring. Om der er kærlighed, tryghed og ubetinget omsorg. 


Resten er et spørgsmål om form, og her er det som bekendt kun fantasien, der sætter grænser. Eller som Lou Reed så præcist formulerer det: ”In the name of family values we must ask: Whose family?”.
 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!