26-09-2011

Flakkebjerg Efterskole bedst til sikker sex

Eleverne på Flakkebjerg Efterskole vandt konkurrencen om at lave den bedste plakat om prævention i anledning af Verdens Præventionsdagen.

Ingen løftede pegefingre!

 

 

Det mener eleverne på Flakkebjerg Efterskole i Slagelse er vejen frem, når man skal kommunikere til unge om sikker sex.

Efter et tæt opløb vandt skolens elever fredag konkurrencen om at lave den bedste oplysningsplakat om prævention. Konkurrencen er udskrevet af Sex & Samfund og lægemiddelfirmaet Bayer HealthCare for at markere Verdens Præventionsdagen.


Vinderplakaten har overskriften ”10 ting et kondom kan bruges til”. Men sex er ikke med på listen, og det er helt bevidst, siger de unge elever, der står bag plakaten:


- Problemet med at kommunikere til unge om prævention ligger i kommunikationen til de unge. Det virker normalt som en skræmmekampagne, hvilket gør, at de unge ikke lytter til budskabet

- Vi er også selv trætte af skræmmekampagner, så i stedet bestemte vi os for at lave en sjov plakat, der ser lidt anderledes på tingene. I stedet for at skræmme de unge, prøver vi at oplyse dem
, lyder det fra eleverne.


Det var da også humor-elementet i plakaten, der gjorde udslaget for dommerpanelet.

- Det var et tæt opløb med imponerende mange gode bud. Det er især glimtet i øjet og den demonstrative mangel på løftede pegefingre, vi faldt for ved vinderplakaten. Og så lægger den op til, at de unge skal tænke selv, og det er helt i Sex & Samfunds ånd, forklarer formand Christian Graugaard, der var en af de fire dommere. Han tilføjer:

- I vores valg af vinderen har vi desuden skelet til, at udtrykket, i modsætning til mange af konkurrenterne, er kønsneutralt og ikke fokuserer ensidigt på hverken sexsygdomme eller uønsket graviditet. Og så er den fuld af skæv humor i stedet for at skræmme eller formane. Det er vi ret vilde med.

På Flakkebjerg Efterskole har man været begejstrede for at være med i undervisningsforløbet og plakatkonkurrencen.

I alt deltog 43 plakater i opløbet om den flotteste, sjoveste og mest kreative plakat om sikker sex.


Den officielle kåring finder sted på Flakkebjerg Efterskole på selve Verdens Præventionsdagen mandag den 26. september klokken 12.30.


For yderligere oplysninger kontakt:
Kampagneansvarlig Kristine Heikel Vinther på tlf. 33 69 56 08 / 29 72 69 53 eller
Kommunikationsmedarbejder Michael Madsen på tlf. 33 69 56 01 / 30 64 65 09

FAKTA OM KONKURRENCEN OG VERDENS PRÆVENTIONSDAGEN


• Vinderplakaten kommer fra Flakkebjerg Efterskole i Slagelse (elever fra Explorer.KOM linjen).

• Med blandt de 5 bedste var, foruden vinderplakaten fra Flakkebjerg, 2 plakater fra Ka-stanievej Efterskole på Frederiksberg, 1 plakat fra Vardeegnens Gymnasie-forberedende Efterskole i Varde og endnu 1 plakat fra Flakkebjerg Efterskoles Art-linie (skolerne har kunnet deltage med ligeså mange plakater, de ville).

• Kåringskriterierne i konkurrencen var: Originalitet, design, kreativitet, humor og refleksioner.

• Dommerpanelet bestod af læge og bestyrelsesformand Christian Graugaard (S&S), Salgs og Marketingchef Knud Erik Graversen (Bayer HealthCare), Joachim Maxen (S&S) og Kristine Heikel Vinther (S&S).
 • Verdens Præventionsdagen – eller World Contraception Day (WCD) – er en årligt tilbagevendende, verdensomspændende kampagne, der skal øge unges fokus på prævention og gøre dem i stand til at træffe informerede valg omkring deres seksuelle og reproduktive sundhed.  Kampagnen finansieres af lægemiddelfirmaet Bayer HealthCare.

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!