22-11-2012

Fornuftigt at fjerne paragraf om salg af porno til børn og unge

Både Børnerådet, Red Barnet og Sex & Samfund støtter op om at afskaffe straffelovens paragraf 234, der i dag forbyder at sælge porno til børn og unge.

Det har vakt debat, at Straffelovrådet har foreslået, at man fjerner den paragraf i straffeloven, som gør det ulovligt at sælge pornoblade og pornofilm til børnog unge  under 16 år. Både Red Barnet, Børnerådet og Sex & Samfund støtter imidlertid forslaget.

 

- Jeg mener ikke, at det kan reguleres gennem straffeloven, og den paragraf er helt ude af trit med, hvordan virkeligheden ser ud. I dag kan børn og unge med lethed skaffe sig adgang til porno via deres computere og smartphones, siger Red Barnets børnepsykolog Kuno Sørensen.

 

Børnerådets formand Per Larsen mener heller ikke, det tjener noget formål at klamre sig til en bestemmelse, der er blevet overhalet indenom af internettet.

 

- Det er i stedet et opdragelses- og forældreansvar, at børn og unge får et fornuftigt forhold til seksualitet, siger Per Larsen.

 

Han opfordrer til, at regeringen i stedet for en lov mod porno gør mere ud af folkeskolens seksualundervisning.
 

- Man skulle i stedet tage op til overvejelse, om den seksualundervisning, man giver, er god nok, og om de ressourcer, man ofrer, er tilstrækkelige, lyder det fra Per Larsen.
 

Formand for Sex & Samfund og professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard mener, det er forfriskende, at kloge jurister ser de gamle juridiske dogmer efter i sømmene for at sikre, at lovgivningen følger med tiden.

 

- Principielt er der ingen tvivl om, at porno er et voksenunivers. Men på den anden side må vi erkende, at vi lever i en seksualiseret virkelighed, hvor børn og unge kan finde mindst lige så eksplicit pornografisk materiale fuldstændig frit på nettet. Vi ved således fra forskning, at langt størstedelen af danske teenagere allerede har stiftet bekendtskab med pornografi i det virtuelle rum. Der er tiden løbet fra § 234, fastslår han og fortsætter:

 

- Det er nu blevet en tom paragraf, som ikke længere beskytter børnene og de unge - men måske i virkeligheden står i vejen for den indsats, som Sex & Samfund finder, er den vigtigste: At vi støtter og styrker børnene og de unge i at blive kritiske medieforbrugere og bedst muligt navigere i den seksualiserede virkelighed, de på godt og ondt er en del af.

 

- Derfor ser vi hellere, at den afskaffes og i stedet følges op af en opprioritering af det forebyggende arbejde - i hjemmene og i skolernes seksualundervisning. Det vil være et godt signal om, at vi som samfund har indset, at vi ikke kan lovgive os ud af dybtliggende kulturelle tendenser - og at forebyggelse er langt mere virksomt end forbud, konkluderer Christian Graugaard

 

Straffelovsrådets 900 siders lange betænkning om seksualforbrydelser er bestilt af Justitsministeriet og skal danne grundlag for eventuelle nye lovindgreb på området.


 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!