Sådan siger 13-årige Mette i Børnerådets nye undersøgelse af 13-åriges oplevelser på nettet
23-04-2014

Fortæl dine børn, at porno er for voksne - ikke for børn

PRESSEMEDDELELSE: Børn møder porno tidligt på nettet, viser nye tal fra Børnerådet. Porno kan være en meget voldsom oplevelse for børn. Sex & Samfund opfordrer forældre og lærere til at tale med børn om, at porno er lavet til voksne og ikke til børn.

De nye tal fra Børnerådet om 13-åriges oplevelser med porno aktualiserer, hvor vigtigt det er at støtte børn og unge i ikke at fare vild i dagens digitale virkelighed. Porno er blot et klik væk på børn og unges smartphones, tablets og computere, og forældre er nødt til at erkende, at porno er en del af børn og unges virkelighed i dag.

- Porno og billeder med seksuelt indhold kan været meget voldsomt at opleve for børn. Derfor er det vigtigt, at man fortæller sine børn, at porno ikke er for børn. At det ikke har noget med virkeligheden at gøre, men er en fantasi lavet til voksne, siger national chef i Sex & Samfund, Marianne Lomholt.

Hun peger på, at forældre har en vigtig rolle at spille i forhold til at anvise vej til handlemuligheder – for eksempel helt lavpraktisk at fortælle, hvordan man kan lukke ned for en side med porno, hvis man kommer ind på sådan en side og er blevet forskrækket.

Møder porno som 10-12-årig
Børnerådet har i deres panelundersøgelse spurgt 13-årige piger og drenge om en række temaer, som er en del af 7. klasses elevers liv herunder medier og porno. Andre undersøgelser viser, at børn møder porno så tidligt som 10-12 år.

- Som forældre har man et ansvar for at hjælpe sit barn med at ’håndtere’ situationen. Vejen frem er ikke forbud og skæld-ud, men at klæde børn og unge på til at begå sig i den virkelighed, som omgiver dem.

- Vi skal møde børn, hvor de er, og tale med dem om, hvad de har set eller er blevet forskrækkede over. Børn skal opleve, at de kan gå til deres forældre hvis de har set eller oplevet noget, som de ikke forstod eller ikke syntes var rart. Ellers kommer de ikke igen næste gang, siger Marianne Lomholt.

Derfor anbefaler Sex & Samfund heller ikke at sætte pornofilte på computerne. Også fordi filtrene ofte lukker for adgang til alderssvarende oplysning- og rådgivningswebsites som www.sexfordig.dk og www.sexlinien.dk, hvor børn og unge kan søge svar og rådgivning.

Porno i seksualundervisningen
Til gengæld opfordrer Sex & Samfund til, at de ældre elever arbejder porno med i skolens seksualundervisning – for eksempel via Sex & Samfunds seksualundervisningsmaterialer. Materialet lægger ikke op til at vise porno. Derimod indeholder det fx en øvelse, hvor de unge diskuterer fordele og ulemper ved porno.

- Langt størstedelen af de unge er gode til at skelne pornoens fiktion fra virkelighedens sex. De ved godt, at pornostjernerne er skuespillere, der får opereret kønsdele og bryster, og at mænd og kvinder vises meget stereotypt. Alligevel er det vigtigt, at unge taler med hinanden og med voksne om, hvordan man alligevel kan blive påvirket af forventningerne til sex gennem pornografien, siger Marianne Lomholt.

 

HAR DIT BARN SET PORNO?

  • Tal med dit barn om, at porno ikke er for børn, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre, og at det er en fantasi for voksne
     
  • Vis dit barn, hvordan de kan klikke væk fra pornosider, der bliver ved med at poppe op på skærmen
     
  • Bliv ikke vred på dit barn, hvis han eller hun har set noget, som du ikke synes, at et barn skal set. Mød dit barn med tillid og åben dialog. Ellers risikerer du at dit barn ikke kommer til dig, hvis det har oplevet noget skræmmende
     
  • Fortæl dine børn, hvor de også kan gå hen med deres spørgsmål – for eksempel www.migogminkrop.dk (for børn i 4.-6. klasse), www.sexfordig.dk (for børn i 7.-9. klasse) og www.sexlinien.dk (for unge)
     
  • Langt de fleste unge ved godt, at pornostjerne er skuespillere, der har fået opereret kønsdele og bryster, og at kvinder og mænd vises meget stereotypt. Alligevel er det vigtigt, at unge taler med hinanden og med voksne om, hvordan man alligevel kan blive påvirket af forventningerne til sex gennem pornografien.

Læs mere om børn, unge og porno på Sex & Samfunds undervisningsportal Bedreseksualundervisning.dk

 

Kontakt
Marianne Lomholt
, national chef i Sex & Samfund, mobil 20 83 45 22
Jane Kofod, kommunikationsmedarbejder i Sex & Samfund, mobil 29 71 42 22

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!