23-11-2015

Kvinder kæmper for at komme ovenpå i Nepal

25-årige Kamala var gravid med tvillinger, da det første store jordskælv ramte. Hun har fået minimal hjælp og bryder grædende sammen, når man spørger til fremtiden.

- Min datter på fire år var syg, så hun lå og sov, selv om det var midt på dagen. Jeg skulle til at lave noget mad, da alt pludseligt begyndte at ryste. Det eneste jeg tænkte på var, at vi skulle ud.

- Så jeg løb hen til sengen, greb hende og begyndte at løbe ned fra 2. sal. Men da jeg nåede ned til første sal styrtede forsiden af huset sammen lige foran os og blokerede trappen. Derfor var jeg nødt til at løbe til bagsiden af huset med min datter i armene for at komme ud.

25-årige Kamala Shrestha er gravid med tvillinger, da det største jordskælv i 80 år rammer Nepal. I løbet af få sekunder ændres alt omkring hende ligesom for mange andre i det asiatiske land.

- Jeg kan huske, at jeg ingenting kunne se i cirka 10 minutter for støv. Og så kan jeg huske at folk råbte og skreg. De skreg af smerte, og de skreg efter deres kære. Men ellers er min hjerne helt blank, og jeg kan ikke så godt huske, hvad der skete. Vi sad vist udenfor på en åben plads et par timer, og jeg vidste ikke, hvad der var sket med min mand. Han kom ikke hjem.

På kontoret hos Sex & Samfunds partnerorganisation, Beyond Bejing Committee (BBC), gik man hurtigt efter jordskælvet i gang med en plan for at hjælpe så mange som muligt. BBC startede deres egen indsamling, og de tog kontakt til regeringen for at sikre, at der i den umiddelbare nødhjælpsindsats blev tænkt på kvinders behov. Og det lykkedes faktisk at få regeringen til at lave tiltag, som netop tilgodeså kvinders specifikke behov.

Efter den akutte nødhjælpsfase blev BBC’s indsats rettet mod mere langvarig hjælp til blandt andet gravide og kvinder, som lige har født og børnene. Regeringen i Nepal har været usædvanligt langsom med at få gang i genopbygningen, og derfor er det vigtigt med ngo’ernes indsats i landet.

Sex & Samfund har blandt andet støttet med penge til såkaldte 'værdighedspakker', som er blevet delt ud til gravide og kvinder som lige har født. Pakken indeholder tøj til mor og barn, bind til efter fødselen og bleer til babyen. 

- Jeg blev meget glad for at få en værdigheds-pakke. Regeringen har ingenting gjort for os, og det, at mennesker fra Danmark gør noget for at hjælpe os, føles rigtigt godt, siger Kamala.

Kvinder er særligt sårbare i humanitære kriser som jordskælv eller under krige og konflikter. Der er ofte mangel på basale ting som menstruationsbind og prævention. Og der er særlige udfordringer i forhold til sundhed i forbindelse med graviditet og fødsel, da hospitaler og klinikker er pressede eller selv har taget skade under jordskælvet.

 

Kvindevenlige centre

Efter den akutte fase oprettede BBC en række såkaldt ’kvindevenlige centre’, hvor kvinder kan komme og snakke om, hvad der er sket, og hvordan de skal komme videre med deres liv. Der har været brug for en stor psyko-social indsats, som har støttet kvinderne.

Mange har mistet familie, venner eller bekendte. Kamalas svigerfars bror døde, og hun kender mange, som måtte begrave nogle kære.

Heldigvis overlevede Kamalas mand, og han kom hjem nogle timer efter jordskælvet. Han havde været på arbejde 4-5 kilometer væk som maler i et hus, der slog meget store revner under rystelserne.

Kamala og hendes familie er flyttet i et midlertidigt skur, som de deler med hendes svigerfamilie.

Da Kamala bliver spurgt til hendes håb for fremtiden, siger hun først, at hun ikke tør være for optimistisk. Og så bliver hun stille. Og så begynder hun at græde.

- Hvis jeg vidste, at der ville komme jordskælv, så ville jeg ikke være gravid nu – så havde jeg brugt prævention. Alting er så usikkert nu. Men jeg bliver nødt til at være håbefuld, siger hun.

 

Værste jordskælv i 80 år

Lørdag d. 25. april kl. 11.56 lokal tid rammer det største jordskælv i mere end 80 år Nepal med katastrofale følger. Mere end 8.000 mennesker bliver dræbt og mange flere får ødelagt deres huse og livsgrundlag af skælvetsom måler 7.8 på Richterskalaen. Jordskælvet er så kraftigt, at det rykker verdens højeste bjerg Mount Everest 3 centimer mod sydvest. Allerede 12. maj rammer endnu et stort jordskælv på 7.3 på Richterskalaen Nepal med yderligere dødsfald og problemer for nepaleserne til følge.

 

Støt kvinder og nyfødte i Nepal

Hvis du vil gøre noget, kan du støtte kvinder og nyfødte i Nepal på flere måder. Køb en hel Vinterpakke i vores webshop til 290,- eller giv et bidrag til en Vinterpakke via SMS. SMS MOR til 1919 og giv et bidrag på 75,- til varmt tøj og tæpper. Tak for din støtte!

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!