07-06-2016

Kvinders ret til egen krop og ligestilling er dynamo for dansk udviklingsbistand

Regeringens synopsis for ny udviklingspolitisk strategi har sat de helt rigtige pejlemærker ved at udpege seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) samt ligestilling som centrale holdepunkter i Danmarks fremtidige internationale engagement.

Indlæg på Altinget.dk - af Tania Dethlefsen, Vicegeneralsekretær, Sex & Samfund

De gode argumenter for at fastholde dette fokus står i kø, og vi har under Women Deliver konferencen kunne konstatere uforbeholden politisk opbakning til denne dagsorden fra et bredt politisk spektrum. Og også fra et bredt udsnit af danske aktører – fra kongehus til virksomheder, erhvervsorganisationer, kulturinstitutioner, folkelige organisationer og ikke mindst elever, unge og ungeorganisationer. Det er vist det, man kalder bred folkelig forankring.

Danmarks unikke politiske konsensus og årelange erfaringer på området giver en særlig styrkeposition – både for samarbejdet i vores prioritetslande, med civilsamfundsorganisationer og internationale aktører men også for Danmarks særlige indflydelse i globale politiske processer. Denne mangestrengede styrkeposition må ikke smuldre væk og kræver tilbagevendende og konstant opbakning. 

Nu er en synopsis jo ikke en færdig tekst. Og flere afsnit er i skrivende stund ved at blive udbygget frem mod lancering af det med spænding ventede første udkast til strategien. Når de skal udbygges, er her tre områder, hvor vi i Sex & Samfund foreslår mere slagkraft: 
1.    SRSR og ligestilling skal tænkes ind i på tværs af dansk bistand – ikke mindst i fokus på unge, demografisk dividende samt vækst- og erhvervsinitiativer
2.    Kvinders og pigers særlige behov i humanitære kriser skal stå som en entydig prioritet
3.    Danmark bør fastholde, at vi er dem, der tør tale, hvor de fleste andre lande tier: vi skal prioritere abort, seksualundervisning og ikke mindst LGBT-rettigheder i den nye strategi

 

Ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder på tværs af alle indsatser
Uden ligestilling og uden at opfylde menneskers seksuelle og reproduktive rettigheder i udviklingslande, vil det hverken være muligt at opnå de 17 nye 2030-verdensmål, at bekæmpe fattigdom eller at sparke en stærk bæredygtig vækst i gang.

Et fokus på SRSR er afgørende i forhold til at løfte de udfordringer og muligheder, der er når verdenshistoriens største generation af unge netop nu er ved at vokse op.  Sex & Samfund anbefaler derfor en markant og direkte investering i seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i alle danske samarbejdslande. Og ikke som nu blot i to af de danske prioritetslande.

En sådan investering skal tænkes direkte ind i vækst- og erhvervsindsatser, i rettigheds- og myndighedsarbejde og i indsatser for unge helt generelt. Det vil have en direkte betydning for utilsigtet befolkningstilvækst, for bæredygtig økonomisk vækst, for virksomheders bundlinjer og for at unges og andre borgeres helt grundlæggende menneskerettigheder opfyldes.

 

Kvinder i humanitære kriser
Kvinder og piger har særlige udfordringer og behov i humanitære kriser. De udsættes for seksuelle eller kønsbaserede overgreb – nogle endda som led i særligt ondskabsfulde militære strategier. Piger og kvinder, der bliver gravide midt i kriser, dør langt oftere under graviditet eller fødsel.

Her kan Danmark igen være med til at sætte et særligt aftryk og sikre, at SRSR integreres langt mere systematisk i danske humanitære indsatser – ikke mindst i de indsatser, der skal bygge bro mellem humanitære indsatser og langsigtet udviklingsarbejde.

 

Abort, seksualundervisning og LGBT-rettigheder – det særligt danske
Danmark er blandt de få lande, der har fokus på de globalt set kontroversielle dele af denne rettighedsdagsorden: seksualundervisning (også for de helt unge), LGBT-rettigheder og retten til abort.

Strategi-synopsen nævner vigtigheden af at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, men det er vigtigt ikke at glemme at reproduktive og seksuelle rettigheder også handler om at værne om seksuelle minoriteters rettigheder – ikke mindst LGBT-rettigheder, som pt. ikke er nævnt - men som jo er et emne, som Danmark på globalt plan har været med til at løfte.

Det er afgørende, at Danmark bevarer sin stærke stemme som fortaler for seksuelle- og kønsidentitets-mindretal, så kampen for opretholdelse af disse rettigheder styrkes. Danske værdier og interesser er stærke på dette felt, og vi skal fortsat gå forrest i den del af rettighedskampen.


Fra strategi til handling
Som nævnt er der bred politisk opbakning til Danmarks internationale engagement for at styrke ligestilling samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Og selvom mange nu har øjnene stift rettet mod det første udkast til strategien og ikke mindst dens lancering midt under folkemødet er det allerede nu mindst ligeså nervepirrende at gå og vente på første udkast til finansloven. 

En strategi kan først for alvor bedømmes, når den sættes i bevægelse. Og den bevægelse sker naturligvis ikke uden budgetter. Derfor er strategien for så vidt kun første halvleg i spillet om dansk udviklingssamarbejde fremover. 
Anden og afgørende halvleg spilles først efter sommerferien, når finansloven præsenteres.

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!