27-10-2012

Læger bør tale langt mere om patienternes sexliv

- Vi kan stikke en finger op i numsen på vores patienter uden at fortrække en mine, men når det kommer til deres seksualitet, bliver de fleste læger og sygeplejersker ramt af en berøringsangst, Christian Graugaard, læge og nyudnævnt professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

(Artiklen har været bragt i Politiken den 27. oktober)

- Vi kan stikke en finger op i numsen på vores patienter uden at fortrække en mine, men når det kommer til deres seksualitet, bliver de fleste læger og sygeplejersker ramt af en berøringsangst, som betyder, at emnet stort set aldrig bliver taget op. I sidste ende går det ud over patienten.

Sådan lyder det fra Christian Graugaard, læge og nyudnævnt professor i sexologi ved Aalborg Universitet.

Han er medforfatter til rapporten "Seksualitet og sundhed", som udkommer på mandag.

I rapporten har Christian Graugaard og to kolleger samlet den viden, der findes om sammenhængen mellem sex og sundhed, og deres konklusion er klar: Selv om seksualitet spiller en helt afgørende rolle for menneskers livskvalitet, er det tabubelagt at tale om i det danske sundhedssystem.


- Hvorfor er der så få læger og sygeplejersker, der taler med deres patienter om sex?

- Der findes desværre en udbredt vrangforestilling om, at syge mennesker er aseksuelle, og at det seksuelle bliver sat på standby, når man bliver ramt af en kronisk eller livstruende sygdom. Det er en af de myter, vi gør op med. Vi viser, at det snarere forholder sig omvendt. Hvis man bliver ramt af en alvorlig sygdom, kan nærhed og kærtegn vise sig at være vigtige faktorer for at blive rask, fordi det giver patienten kræfter og mod på livet. Samtidig ved vi dog, at det seksuelle er udfordret, når man er syg. Det er der bare ikke nogen i sundhedssystemet, der forholder sig til, og det går i høj grad ud over patienterne. Det betyder, at seksuelle problemer og dysfunktioner, som kunne have været forebygget, ikke bliver det, og at patienten kan få sværere ved at håndtere sin sygdom.

- Vil det sige, at det er en manglende viden hos lægerne og sygeplejerskerne, som gør, at de ikke taler om seksualitet med deres patienter?

- Det er en del af forklaringen. Når man spørger kræftsygeplejersker, hvorfor de ikke taler med patienterne om seksuelle emner, så siger de, at det skyldes mangel på tid, ressourcer og viden. Men de peger også på, at det skyldes blufærdighed – både deres egen og patienternes. De første tre grunde er selvfølgelig helt legitime, men i forhold til alt det andet, vi rådgiver patienterne om, er det ret påfaldende, at det stadig er seksualiteten, der volder problemer. Der er både tid og plads til at tale om alle mulige andre grænseoverskridende emner, så det virker ikke sandsynligt, at det er tiden, der afholder os fra at bringe sex og samliv op. Jeg tror snarere, det handler om en kulturelt betinget usikkerhed, som går begge veje. Lægen og sygeplejersken regner med, at patienten siger til, hvis der er brug for det, og omvendt forventer patienten, at lægen eller sygeplejersken vil komme ind på det, hvis det er vigtigt. Det ender med, at ingen nævner det, og patienten må konkludere, at de seksuelle problemer er sjældne og irrelevante.

- Men er et velfungerende sexliv virkelig så vigtigt for en patient, der eksempelvis er i gang med en hård kræftbehandling?


- Ja, for i udgangspunktet er alle mennesker jo seksuelle. Det gælder både unge og ældre – og det gælder naturligvis også syge. At et menneske har tabt håret, er svært deprimeret eller ikke kan trække vejret på grund af en lungesygdom, er ikke ensbetydende med, at vedkommende har mistet behovet for intimitet. Tværtimod. Selvfølgelig kan der være faser i et sygdomsforløb, hvor det seksuelle ikke er relevant, men der er meget, der tyder på, at der er betydelige sundhedsgevinster ved at invitere patienten til at tale om det, uanset hvor syg vedkommende er.

- Okay. Så lad os sige, at vi havde en hel lægestand i Danmark, som elskede at tale om sex. Hvad ville vi få ud af det?

- Vi ville få gladere patienter, og patienter med en langt bedre livskvalitet. Og så ville vi med stor sandsynlighed også få patienter, som var bedre til at håndtere deres sygdom, og som i yderste konsekvens ville have bedre chancer for at overleve. Forklaringen er, at et velfungerende seksuelt liv giver patienterne et tiltrængt helle, hvor de kan hente ressourcer og livsmod i en ellers hård hverdag. Det giver dem overskud og gør dem mere motiverede for at passe deres behandling. Hvis det omvendt ikke er noget, der bliver talt om, kan det gøre en patient mere syg, fordi han eller hun bliver mere stresset.


- Men vi lever jo i en kultur, som er meget mere seksualiseret, end den nogensinde har været tidligere, og hvor medierne, kunsten, litteraturen og moden konstant beskæftiger sig med sex. Det burde vel ikke være så svært for lægerne og sygeplejersken at snakke om det?


- Det er rigtigt, at vi lever i en dansk frisindskultur, hvor vi har den opfattelse, at intet seksuelt er os fremmed, og hvor vi føler, at vi kan tale åbent om selv de mest intime dele af vores liv. Sådan forholder det sig bare ikke altid i virkelighedens verden – og det er ikke kun i sundhedssystemet, vi ser det. Skolernes seksualundervisning er andet et godt eksempel. Man kan virkelig undre sig over, at det i 2012 stadig volder problemer at have en meningsfuld og autentisk dialog i øjenhøjde med unge om sex. Det er præcis det samme, der gør sig gældende i sundhedsvæsnet. Midt i en seksualiseret tidsalder hersker der en stor og destruktiv berøringsangst i forhold til de seksuelle aspekter af patienternes liv.


- Så det er let at være principielt frisindet, men svært reelt at være det, når man sidder over for et andet menneske?


- Ja, præcis. Til trods for, at vi nu har været igennem et halvt århundredes frisindsbevægelse i den her del af verden, er der stadigvæk noget ved seksualiteten, der kan få kinderne til at blusse og gøre os utrygge og forfjamskede. Vi føler, at det er akavet at tale om, og vi er bange for at komme til at udlevere os selv. Der er stor forskel på det frisind, der findes i medierne, hvor der typisk bliver talt om nogle andre, og så det frisind, der involverer to konkrete mennesker med øjenkontakt. Det ser man tydeligt i sundhedssektoren.
 

- Hvad skal der til, for at læger og sygeplejersker tør tale mere åbent om patienternes seksualitet?


- I virkeligheden skal der ikke særlig meget til. Det handler om, at vi skal turde bryde tabuet, slippe berøringsangsten og invitere til dialog. Sygeplejerskerne er typisk bedre til at tale med patienterne som led i deres daglige pleje, mens det for mange læger volder problemer. Vi er opdraget til at være mekanikere, der skal ud i verden og redde menneskeliv, og derfor har vi ofte svært ved at forstå ting, der ikke kan måles i en blodprøve eller ses i et mikroskop. Men jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke i for høj grad bliver til avancerede blikkenslagere og glemmer, at vi har at gøre med hele mennesker, der lever nogle komplekse og mangfoldige liv med alt, hvad det indebærer af drømme, længsler, liderlighed og alt muligt andet. Det er ikke nok at interessere sig for livets hardware. Vi må også have blik for livets software – alt det, der giver livet mening og struktur. Der er brug for en kulturændring i sundhedsvæsnet, så vi indser, at seksualitet ikke kun er flødeskum på toppen, men en grundlæggende og højt værdsat del af menneskers sundhed.

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!