20-08-2013

Lærestregen George

George Bush har for tiden travlt med at klinke stumperne af sit politiske eftermæle. Men hans reaktionære seksualpolitik bør for altid stå som et lysende "how not to do".

Af Christian Graugaard, professor i almen sexologi (bragt i Politiken)

Kan De huske George W. Bush? Texaneren med de tætsiddende øjne, som fik præsidentembedet forærende af en højesteretsdommer i Florida og lancerede to tvivlsomme evighedskrige, alt imens han lod slipsedrengene på Wall Street køre den hjemlige økonomi i sænk.

Det er ikke meget, man har set til USA’s 43. præsident, efter at han forlod sit ovale kontor med katastrofale meningsmålinger i attachemappen. Tværtimod. Lige siden Obama-McCain-opgøret i 2008 har Bush selv blandt glødende republikanere været en mand, man nødig vil fotograferes ved siden af. Den politiske ækvivalent til radioaktivt affald.

Alligevel er det som om, Bush junior langsomt, men sikkert er ved at generobre lidt af sin tabte troværdighed i den amerikanske opinion. I 2010 udgav han den rosenrøde og praktisk talt intetsigende erindringsbog ’Decision points’, og for nylig slog Southern Methodist University i Dallas dørene op for det splinternye George W. Bush Presidential Library, som er det næststørste af sin art og efter sigende har kostet i omegnen af en halv milliard dollars.

Tidligere på måneden lod Bush sig endog se side om side med Barack Obama ved en mindehøjtidelighed for ofrene ved bombningen af den amerikanske ambassade i Kenya. De to præsidenter udvekslede knap nok en høflighedsfrase, mens de medfølgende førstedamer var mere kvidrende, da de inviterede verdenspressen indenfor til en chitchat om moderne kvindeliv i og uden for Det Hvide Hus.

Også Bushs popularitetsbarometer – som i 2008 skrabede bunden med ydmygende 25 procent – er øjensynligt for opadgående. I juni kunne Gallup således notere, at der for første gang i otte år er flere vælgere, som vurderer ham positivt end negativt. Tiden læger alle sår, og den amerikanske befolkning har før vist sig villig til at dølge politisk malpraksis med nostalgisk glemsel.

Men før rehabiliteringen af George W. kommer for godt i gang, må det være klummisten tilladt at kaste malurt i bægeret og som supplement til tankeløs krigsførelse og brutal liberalisme at minde om ekspræsidentens diskrete religiøse fanatisme og hans systematiske krig mod seksualundervisning, uægteskabelig sex, regnbuefamilier, homoseksualitet, prævention, abort, pornografi og andet usædeligt smuds.  

Bush har aldrig lagt skjul på, at han er rettroende metodist, hvilket han naturligvis er i sin gode ret til. Problemet er blot, at hans otte år lange præsidentperiode var gennemsyret af religiøst-moralske dagsordner, og at han eksempelvis spenderede milliarder af skatteyderdollars på at udbrede det glade afholdenhedsbudskab i de amerikanske skoler.

’Abstinence only’ lød devisen, hvorunder amerikanske teenagere skulle lære, at sex hører ægteskabet til, og at den bedste måde at undgå sexsygdomme og uønskede graviditeter er at holde sig på måtten. Behøver jeg nævne, at den løftede pegefinger ikke virkede? Snarere tværtimod. Amerikanske unge havde masser af sex. Men uden at vide, hvordan man beskytter sig selv og hinanden.

Hertil kom oprettelsen af såkaldt ’trosbaserede’ føderale programmer, hvorigennem der blev kanaliseret millioner af dollars til de ideologiske kampfæller på den religiøse højrefløj. Formålet var at fremme den heteroseksuelle kernefamilies vilkår og hegemoniske status og at gøre livet svært for seksuelle minoritetskulturer og deres depraverende attentater på sunde amerikanske værdier. For slet ikke at tale om pornografi, der blandt Bibelbæltets korsfarere bliver betragtet som en kræftsvulst på samfundslegemet. En satanisk trussel mod verdensordnen i Guds eget land.

Heller ikke internationalt lå George W. Bush på den lade side. For tiden praler han ganske vist med, at han afsatte et flercifret milliardbeløb til bekæmpelse af hiv/aids i Afrika (en afledningsmanøvre for en fejlslagen udenrigspolitik, hævder hans kritikere), men det, han sandsynligvis vil blive husket for, er den berygtede ’global gag rule’, som i hele hans præsidentperiode forhindrede, at amerikanske bistandsmidler kunne tilflyde organisationer, der så meget som omtalte muligheden for provokeret abort. Det var vanskelige år for sundhedsklinikker overalt i den tredje verden, og adskillige måtte dreje nøglen om. Hvor mange menneskeliv, den reaktionære udviklingspolitik kostede, får vi nok aldrig svar på.

Store statsmænd bør huskes for deres gerninger og gode eksempel. Georg W. Bush har man mest af alt lyst til at glemme, men hans embedsførelse bør af præventive grunde blive stående i verdens bevidsthed som et monument over lige dele uduelighed og fatalt snæversyn. Et skræmmeeksempel på hvad der kan ske, når religiøs moralisme får politiske muskler at spille med.
 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!